Grupper af sorthårede unge afghanere med mobiltelefoner samles i disse uger foran rådhuset i Trelleborg.
De sidder på bænkene og sender sms'er eller taler i telefon. Via rådhusets gratis internetforbindelse holder de kontakt med deres familier hjemme i Afghanistan.
Zakaria Ahmary står og taler med en gruppe jævnaldrende på pladsen. Den unge teenager kom til Sverige for 10 dage siden og bor nu på et af den lille bys 30 indkvarteringssteder for uledsagede flygtningebørn.
Zakaria og drengene på rådhustorvet er en del af den gigantiske flygtningestrøm af uledsagede børn, der i disse uger søger mod Sverige.
Landet har i år modtaget mindst 14.000 uledsagede flygtningebørn under 18 år, og Migrationsverket (den svenske pendant til Udlændingestyrelsen) forventer, at der i hele 2015 vil ankomme 30.000 uledsagede flygtningebørn.
Siden den 23. september er der kommet 2900 flygtningebørn til den lille sydsvenske kommune Trelleborg med 43.000 indbyggere, knap en times kørsel fra København. I øjeblikket ankommer 100 børn om dagen, og godt 1000 børn er indkvarteret i kommunen. Langt de fleste kommer fra Afghanistan.
Omkring halvdelen af børnene forsvinder i dagene efter ankomsten. Mange tager formentlig videre til Norge eller Finland. De mange flygtningebørn har skabt en heftig debat i Trelleborg.
Blandt kritikerne af den åbne svenske flygtningepolitik er rådmand for Sverigedemokraterne i Trelleborg Kommune Helmuth Petersen.
”De fleste mennesker siger, at der kommer for mange. Vi har mange hundrede af disse uledsagede unge, for det meste drenge, der går rundt i byen, og de gamle tør ikke gå på gaden. Hvis det fortsætter sådan, kommer der til at ske betydeligt værre ting, er jeg bange for,” siger Helmuth Petersen.
Denne formiddag går Zakaria Ahmary og hans kammerater fredeligt rundt på gågaden. Zakaria Ahmary ser på grund af sine skægstubbe ældre ud end de 16 år, han opgiver som sin alder.
Han fortæller på overraskende godt engelsk, at han rejste fra Afghanistan for to måneder siden. Hans far arbejdede for de allierede styrker, men er i dag forsvundet. Ifølge den unge flygtning er faderen formentlig blevet bortført af Taleban.
”Der er ingen fremtid for mig i Afghanistan. Jeg vil bo i et land, hvor der er fred, og jeg vil læse til ingeniør,” siger den unge mand. Han fortæller, at han har brugt 4000 dollars, godt 27.000 kroner, på rejsen. Pengene er skaffet ved, at hans familie har solgt et hus.
Han rejste fra provinsen Parwan nær Kabul sammen med en fætter. Turen gik gennem Pakistan og derfra til Iran med bus og bil. De to unge rejste uden pas og papirer og krydsede ifølge Zakaria grænsen mellem Iran og Tyrkiet illegalt til fods, hvorefter de tog med bus til Istanbul.
Siden blev de sejlet over Middelhavet til Grækenland i en gummibåd. Zakaria tøver lidt, da han bliver spurgt om rejseruten i Europa.
Han husker ikke helt alle de lande, han har krydset. Men han mener, at han er kommet til Sverige via Makedonien, Serbien, Ungarn og Tyskland.
”Jeg er lykkelig over at være her i Sverige, men jeg har ingen penge og ingen mobiltelefon,” siger Zakaria Ahmary og viser en lomme med sine sidste svenske småmønter. Fem drenge samler sig omkring ham. Den yngste er 13 år og knap 1,50 meter høj. Han forklarer via Zakaria, at hans familie er afghanske flygtninge i Iran. Han fortæller, at han er flygtet, fordi han ikke vil tvangsudskrives til militærtjeneste i Syrien af de iranske myndigheder.
Det store antal flygtningebørn sætter sit præg på gadebilledet i den normalt lidt søvnige provinsby, og mange steder i centrum driver små grupper af afghanske drenge rundt.
Bag rådhuset ligger havnen, hvorfra mellem 6 og 12 daglige færgeafgange forbinder Sveriges sydligste punkt med Tyskland og Polen. I disse uger kører turistbusser lejet af Migrationsverket i fast rutefart ned til havnen for at fragte flygtninge væk.
For ikke at skabe kaos kører busserne om bord på færgerne. Her inddeles flygtningene, alt efter om de er ankommet som familier eller uledsagede børn. Familierne køres til registrering i Malmø, mens de uledsagede børn bliver i Trelleborg.
Børnene huses af kommunen, indtil Migrationsverket i Malmø får taget fingeraftryk og vurderet alder. Derefter sendes børnene ud til kommuner i hele Sverige. Hvor uledsagede børns alder i Danmark blandt andet vurderes på baggrund af en knogletest, sker aldersvurderingen i Sverige på baggrund af samtaler. En tredjedel af de uledsagede børn i Sverige vurderes at være over 18 år.
Strømmen af uledsagede børn har sat de kommunalt ansatte i Trelleborg på overarbejde, og der er i hast ansat ekstra 250 personer, fortæller kommunens kommunikationschef, Ingrid Wall, da hun giver Kristeligt Dagblad en rundtur til flygtningecentre i sin røde Volvo.
Første stop på turen er modtagecenteret i en grå industribygning, der tidligere har fungeret som kommunal it-central.
I et lokale med lædersofaer, fjernsyn og nyindkøbte lyserøde og lilla sækkestole bliver børnene modtaget med te, vand og baguette. Aftenen forinden var der 48 børn på centeret.
På væggene hænger velkomstskilte på svensk, farsi og arabisk. Efter et par timer i modtagelsen køres børnene ud til indkvartering i tidligere fabrikker og sportshaller.
”De fleste er teenagere, og langt hovedparten er drenge fra Afghanistan. Men der kommer også unge fra Syrien og enkelte piger. Det yngste barn, vi har modtaget, var to år. Barnet kom med sin mor, der kun var 16 år. Man kan ikke lade være med at tænke, hvad sådan en ung pige har været igennem,” siger Ingrid Wall.
Ifølge koordinator Josefin Sandell foregår modtagelsen af de mange teenagere forbavsende uproblematisk.
”Nogle er kede af det, men de fleste er lettede over at være kommet til Sverige efter den lange rejse. De er ikke meget anderledes end svenske teenagere. De brokker sig nogle gange over maden, men ellers foregår det hele fredeligt,” siger Josefin Sandell.
Ingrid Wall fortæller, at de mange uledsagede drenge indtil videre ikke har betydet stigende kriminalitet.
En kilometer fra modtagecentret ligger den nedlagte møbelfabrik Dux med udsigt over Østersøen. Den svenske statsminister, Stefan Löfven, besøgte Dux for en uge siden. I øjeblikket bor der 60 drenge i lokalerne.
De sover på madrasser på gulvet.
I en kantine sidder mange og spiller computer. Flere smiler og hilser høfligt. De får serveret morgenmad, frokost og aftensmad, og de kan deltage i svenskundervisning, fodbold og basketball et par timer ugen. Men de får ingen lommepenge, før deres sag er behandlet af Migrationsverket.
Konsulent Kjell-Terje Torvik fra Migrationsverket forklarer, at tilstrømningen af de mange afghanske børneflygtninge er kommet bag på alle.
”Sverige har i mange år taget imod et stort antal uledsagede børn fra Afghanistan. Men aldrig tidligere er der kommet så mange på en gang, og udviklingen ser ikke ud til at stoppe,” siger Kjell-Terje Torvik.
Konsulenten, der har indgående viden om afghanske uledsagede børn, vurderer, at boomet af børneflygtninge blandt andet hænger sammen med stigende frustration over den uløste konflikt med Taleban. Samtidig er der en stigende desperation blandt de mange afghanske flygtninge i Pakistan og Iran.
Desuden spiller det ifølge Kjell-Terje Torvik en afgørende rolle, at grænsevagter i Tyrkiet og Grækenland i voksende omfang ser gennem fingre med de illegale flygtninge. Det betyder, at de drenge, der er villige til at sætte livet på spil under bjergvandringer og ved sejladsen over Middelhavet, reelt kan rejse fra Afghanistan til Europa uden pas.
”70 procent af afghanerne er under 25 år, og efter mange års krig har befolkningen mistet håbet om en bedre fremtid. Samtidig ser vi en generation af unge, der har Facebook og internet. De kan orientere sig om verden, og de vil have en anden fremtid end krig,” siger Kjell-Terje Torvik.
Andre kilder peger på, at familier forsøger at sende deres drenge til Europa som en slags brohoved, der kan give hele familien en bedre fremtid.
Kjell-Terje Torvik fortæller, at gruppen af afghanske drenge er meget sammensat. En del af børneflygtningene kommer fra afghanske familier, der lever en ussel flygtningetilværelse i Pakistan og Iran.
Andre flygter fra selve Afghanistan. Størstedelen af de afghanere, der flygter til Sverige, tilhører den undertrykte etniske minoritet hazarierne. De søger til Sverige, fordi der i forvejen er mange hazarier i Sverige.
Børneflygtninge fra en anden af Afghanistans etniske grupper, pashtunerne, søger i højere grad til England. Som oftest rejser drengene i små grupper. Nogle gange bliver de væk fra hinanden og finder så andre afghanske rejsefæller undervejs.
”Vi ser både unge fra relativt veluddannede hjem og unge, som har haft en meget hård og fattig opvækst,” fortæller Kjell-Terje Torvik.
Rejsen fra Afghanistan kan tage fra få måneder op til flere år, alt efter om drengene har penge.
De mest velstillede rejser til Iran med bil og bus. De krydser den lange og ofte ubevogtede iransk-tyrkiske grænse til fods og tager derefter til Istanbul i bus. Herfra går turen med en båd over Middelhavet til Grækenland og op gennem Europa.
”De fattigste må arbejde undervejs, og vi ved, at nogle afghanske børneflygtninge misbruges til prostitution,” forklarer Kjell-Terje Torvik, der betegner de afghanske drenge som en ekstremt udsat gruppe.
”Det, der bekymrer os lige nu, er, at omkring halvdelen forsvinder efter ankomsten,” siger Kjell-Terje Torvik.
I Trelleborg diskuteres det, om Sverige kan integrere op mod 30.000 børn fra krigshærgede lande.
På gågaden i Trelleborg er det heller ikke svært at finde bekymrede svenskere. En kvinde i 60'erne trækker sin cykel forbi en gruppe afghanske drenge.
”Jeg vil gerne udtale mig, men ikke med navn. Hvis du spørger mig, så kommer der alt for mange. Og hvorfor er det kun drenge? Når de flygter fra krig, efterlader de så kvinderne derhjemme som kanonføde,” udbryder hun.
Den 67-årige bankansatte Carina Holmgren fra Trelleborg sætter også spørgsmålstegn ved, om det svenske samfund kan integrere de mange børn.
”De er jo i en ekstremt sårbar situation og kan blive lette ofre for kriminelle elementer. Tænk på de store problemer, vi ser i indvandrerkvarteret Rosengården i Malmø,” lyder det fra Carina Holmgren.
Den 18-årige gymnasieelev Isak Björklund hører til gengæld til dem, der mener, at Sverige har en moralsk pligt til at tage imod de mange flygtningebørn.
”Jeg tror nok, de skal klare sig, hvis vi giver dem en god modtagelse,” siger Isak Bjørklund.
Enhedschef i Trelleborg Kommune Valmir Jusufi har arbejdet med uledsagede flygtningebørn i mange år, og han er fortrøstningfuld. Hans erfaring er, at de drenge, der tager hele turen til Europa, er viljestærke og i mange tilfælde også ambitiøse.
”Vi har i kommunen gode erfaringer og statistikker, der viser, at forbavsende mange uledsagede flygtningebørn faktisk klarer sig godt. Jeg har mødt drenge, der var analfabeter, og som på få år rykkede sig til en uddannelse på gymnasieniveau,” siger Valmir Jusufi.