Flygtningestrømmen deler danskerne i to

I Rødby, som er blevet flygtningenes primære indgangsport til Danmark, oplever man opdelingen særlig stærkt, fortæller nyhedsredaktør David Arnholm fra Lolland-Falsters Folketidende. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Der er helt klart sket et skifte, så det, der før var en skepsis over for flygtninge, i dag udtrykkes som had. Men hadet kommer i høj grad af frygt, fordi der på meget kort tid er blevet tale om reelle folkevandringer
Michael Böss

Holdningen til flygtninge splitter i disse dage danskerne i sjælden grad. Vi enten kritiserer eller støtter migranterne, for de udstiller skrøbeligheden i vores samfundsmodel i en grad, så det er blevet umuligt ikke at tage stilling, mener forskere

På en bro står en mand og en kvinde og ser på den strøm af flygtninge og migranter, som under dem går mod håbet om sikkerhed og et bedre liv. Billedet er ivrigt delt på de sociale medier og fungerer som et ikon på den fremmedfjendske holdning, mange mener kendetegner Danmark. For manden råber og spytter efter de gående.

Men billedet er samtidig et ikon på den skarpe opdeling af danskerne, som foregår i disse dage. For kvinden er ikke mandens kone, som man kunne tro, men derimod ansat i Røde Kors og aktivt engageret i at hjælpe dem, manden spytter på. Og efter billedet er taget, går hun i vrede, da hun opdager, hvad han laver.

Lignende skillelinjer kommer til syne mange steder i den offentlige debat netop nu. Eksempelvis har Suzanne Bjerrehuus raset på Facebook over ”det rene anarki” på landets motorveje, hvor ”migranter går, som det passer dem,” og hun kalder det et udtryk for en ”ynkelig tabermentalitet” hos politiet, at de ikke skrider ind. Samtidig beskriver debattøren Lisbeth Zornig, hvordan hun har hjulpet en flygtningefamilie ved at køre dem på selvsamme motorvej til København. Begge dele har fået tusindvis af både overstrømmende og hadske kommentarer.

I Rødby, som er blevet flygtningenes primære indgangsport til Danmark, oplever man opdelingen særlig stærkt, fortæller nyhedsredaktør David Arnholm fra Lolland-Falsters Folketidende:

”På den ene side er der dem, som på Facebook skriver, at de er klar til at finde våben frem og 'skyde nogle negre' eller 'fjerne dem med en sneplov'. Jeg har aldrig set så grov en retorik som nu. Og på den anden side er der en opblomstring af folk, der aktivt samler tøj ind og hjælper på andre måder. Der er ingen midt imellem.”

Og opdelingen er ekstrem, mener lektor Michael Böss fra Aarhus Universitet, som blandt andet forsker i nationale fortællinger. Man skal dog skelne mellem de to niveauer, debatten om flygtninge og migranter kører på lige nu.

På det politiske niveau har fløjene nemlig nærmet sig hinanden, så venstrefløjen og nødhjælpsorganisationer nu klart formulerer en grænse for gæstfriheden, mens store dele af højrefløjen skælder ud på de mest rabiate røster i egne rækker. På det mere folkelige niveau, som især foregår på de sociale medier, er retorikken nu igen lige så skarp, som den var i tiden omkring Muhammed-tegningerne, siger Michael Böss:

”Der er helt klart sket et skifte, så det, der før var en skepsis over for flygtninge, i dag udtrykkes som had. Men hadet kommer i høj grad af frygt, fordi der på meget kort tid er blevet tale om reelle folkevandringer. Alle ser billederne af de hundredvis af familier gående på danske motorveje, og det er en udvikling, som de fleste havde forventet var kommet drypvist hen over en årrække. Nu sker det med en styrke, som udstiller skrøbeligheden i vores samfundsmodel, og den er hele fundamentet under vores nationale identitet. Med så meget på spil tvinger det folk til at tage mere klart stilling end normalt.”

Dertil kommer, at det nærmest er blevet umuligt at skelne mellem flygtninge og migranter, som søger et bedre liv. Og med de nuancer væk er det blevet mere påtrængende at være enten på det ene eller det andet hold, siger han.

Religionssociolog og ph.d. ved Københavns Universitet Brian Arly Jacobsen er enig i, at danskernes meget delte meninger om håndteringen af flygtningestrømmen helt grundlæggende handler om angst for, at den danske virkelighed vil blive en anden. Derfor handler debatten især om kultursammenstød og en uforenelighed mellem værdier. Men også om, at de overhovedet kommer.

Det er dog ikke nyt, understreger han. Historisk set har vi altid forholdt os kritisk - og splittede - over for store indvandringer. Det skete også i begyndelsen af det 20. århundrede, da det blandt andet var russere og polakker, der kom til Danmark i stort antal. Og det skete senest i 1980'erne, hvor vi talte om ”de fremmede.”

”Også dengang så vi danskerne dele sig i to skarpt optrukne og uforsonlige lejre, og vi så, hvordan visse elementer i befolkningen er villige til at føre den politiske debat ud i gaden med hærværk, ildspåsættelse og en meget grov retorik,” siger Brian Arly Jacobsen.

Historiker og samfundsdebattør Lars Hovbakke Sørensen mener imidlertid, at omfanget af den aktuelle skyttegravskrig allerede nu er større og mere vidtgående end dem, vi hidtil har set. Det skyldes først og fremmest, at der er meget lidt enighed om, hvad det egentlig er, vi skændes om.

”Jeg tror, at danskerne i bredeste forstand er enige om, at flygtninge, der er politisk forfulgte og truet på livet, har ret til hjælp. Vi er også enige om, at vi ikke kan hjælpe alle migranter, der søger til Europa i forsøget på at få et bedre liv. Men der er ingen, der for alvor formår at skelne mellem de to grupper i debatten, og det efterlader en forplumret og fastlåst debat, hvor nuancerne og ikke mindst mulighederne for at diskutere løsninger og finde en form for fælles fodslag forsvinder. I stedet bliver fronterne trukket yderligere op,” siger han.

I Rødby er den hårde tone dog i færd med at føre noget godt med sig, for et særligt fællesskab og en lokal stolthed er igen ved at boble frem, fortæller nyhedsredaktør David Arnholm.

På Lolland-Falster er man nemlig godt trætte af det stereotype image som en udkant fuld af racistiske, sociale nassere. Da landsdelen tidligere på året igen blev fremstillet sådan i tv-programmet ”På røven i Nakskov”, medførte det en modreaktion fra lokale, der gerne ville fortælle de mange gode historier. De samlede sig i facebookgruppen Lolland Falster Lovestorm, der nu har knap 23.000 medlemmer.

Arbejdet med at tage sig godt af de mange flygtninge kan få samme effekt, vurderer David Arnholm:

”Det var ikke set før, den måde mange hernede rejste sig og slog sig på brystet med Lovestorm. Og min fornemmelse er, at involveringen i de mange flygtninge kan få den gejst til at fortsætte og vokse sig endnu større. Rigtig mange føler et stort behov for ikke bare at se passive til, men aktivt komme på banen og vise, at Lolland er meget andet og mere end det, de typiske fremstillinger viser.”