Jo bedre lægerne bliver til at behandle kræft, jo flere penge bruger samfundet på at behandle kræft.
Samtidig er kræft en slags vor tids pest – en sygdom, hvor fokus på bedre kræftbehandling er båret af en kollektiv frygt, for næsten alle har oplevet et liv blive stjålet af kræft et sted i omgangskredsen. Og så har kræftområdet i Kræftens Bekæmpelse en usædvanlig stærk lobbyist.
På den måde forstærker fokus, forskning og behandling hinanden gensidigt og fører til endnu mere af det hele, siger flere fagfolk.
Professor Jes Søgaard var tidligere direktør i Dansk Sundhedsinstitut (i dag KORA, offentligt analyseinstitut på sundhedsområdet) og måske den kapacitet, der mest præcist har dokumenteret kræftområdets forrang frem for andre sygdomme i Danmark.
I dag er han imidlertid afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse og selv et eksempel på, at kræftområdet som en snebold bliver større, jo mere den ruller:
”Jeg ved ikke, hvorfor Kræftens Bekæmpelse er blevet så stærk i Danmark, og jeg tror ikke, at noget andet land i Europa har tilsvarende foreninger på kræftområdet, der er så dominerende. Men det er blevet en slags selvopfyldende profeti. Jeg søgte selv over i Kræftens Bekæmpelse, fordi det faglige niveau i organisationen er så højt,” siger han.
Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, forventer ikke, at kræftområdets magtfulde stilling inden for sundhedsområdet aftager foreløbig:
”Vi har en kræftplan IV, og det er også i dag lettere at komme i pressen med historier om kræft end for eksempel om KOL, så det stærke fokus går næppe væk. Men det vil jo vise sig, om vi kan tæmme området. Det kræver politisk balancegang og politikere, der tør sige, at der også er andre områder, der skal prioriteres end lige dem, hvor den stærkeste interesseorganisation kan tale,” siger han.
Hvor meget en sygdom behandles, afhænger også af, hvor mange muligheder, der er for behandling, og det vidner fakta fra det danske sundhedssystem om.
Det såkaldte KRIS (koordineringsrådet for ibrugtagning af sygehusmedicin) tager stilling til, hvilke lægemidler, der skal tages i brug som standardbehandling på danske sygehuse.
Siden KRIS blev oprettet i 2012 er i alt 46 lægemidler blevet anbefalet. Heraf har 41 en indikation som kræftlægemiddel.
Kristeligt Dagblad har fået udleveret en liste fra regionernes lægemiddelorganisation, Amgros, der viser, hvad de nye lægemidler har kostet sundhedsvæsenet de seneste år. I 2015 købte sygehusene for mere end 880 millioner kroner af de nye kræftlægemidler.
Med andre ord kostede alene disse nye typer medicin på ét år mere end dobbelt så meget, som der er tilført af ressourcer til hele området for lungesygdomme på de somatiske sygehuse mellem 2013-2015, nemlig 400 millioner.
Tallene skal tages med forbehold.
For det første kan visse af lægemidlerne bruges til at behandle flere sygdomme, og nogle bruges endda til noget helt andet end det, de oprindeligt var tiltænkt. Man kan altså ikke regne med, at det passer, når der på listerne står angivet at et lægemiddel bruges til at behandle kræft.
Desuden har RADS (Rådet for anvendelse af dyr sygehusmedicin) i mange tilfælde udarbejdet behandlingsvejledninger for andre sygdomme end kræft, og i de tilfælde tages nye lægemidler i brug uden om KRIS.
”Ser man kun på KRIS, vil det se ud, som om kræftområdet fylder mere, end det gør. Men det er under alle omstændigheder tydeligt for, hvad der bliver godkendt og afvist, at langt det meste handler om kræft, fordi det er her, der er kommet allerflest nye lægemidler,” siger vicedirektør på Herlev Hospital og formand for KRIS, Steen Werner Hansen.
Han peger på, at snebolden begyndte at rulle på kræftområdet helt tilbage i 1971, hvor den amerikanske præsident Richard Nixon erklærede sin ”krig mod kræft”:
”Hele den amerikanske stats ageren og den satsning, der har været på at afdække sygdomsmekanismer inden for kræft og allokering af forskningsmidler til kræftområdet, har helt klart betydning for den hastighed, hvormed nye lægemidler udvikles. Derfor vil mange patientorganisationer også gerne have planer for præcis deres sygdomsområde, for så kan det være, de sætter samme hjul i gang,” siger han.
Det er et langt, sejt træk at bedrive den grundforskning, der fører til nye behandlinger, og andre sygdomsområder er blot inden for de seneste fem år ved at bevæge sig ned ad samme vej:
”Der har været stort fokus fra medicinalindustrien på kræftområdet, fordi det er attraktivt at udvikle til det marked. Men andre sygdomsområder kommer mere med, efterhånden som man får mere viden om sygdomsmekanismerne. For eksempel har vi fået flere lægemidler på én gang inden for sklerose og hepatitis,” siger han.
De mange midler til kræft er udtryk for en nødvendig satsning, for Danmark skal hente et efterslæb i forhold til vores nabolande.
Samtidig vil udgifterne også stige de næste årtier. Både fordi befolkningen bliver ældre og dermed mere udsat for at få kræft. Og når flere bliver helbredt for kræft, får flere også brug for behandling igen, siger Kim Brixen, direktør på Odense Universitets Hospital:
”Kræftlæger er blevet meget dygtige til at behandle kræft blandt andet på grund af medicinske gennembrud og gennembrud i stråleteknik. Man overlever med langt større sandsynlighed en kræftsygdom i dag og risikerer dermed at blive syg af kræft igen senere i livet.”
Dertil kommer, at flere patienter behandles i længere tid for deres kræftsygdom.
Det gælder for eksempel lymfekræftpatienter. For patienter under 70 år er fem-års overlevelsen steget fra omkring 30 procent i 1972 til lige knapt 80 procent i 2012.
”Flere patienter og bedre overlevelse betyder, at antallet af patienter, som lever med lymfekræft, er næsten seksdoblet fra 1980 til 2012. Dermed er langt flere patienter i næsten livslange behandlingsforløb,” siger Kim Brixen.
Men det er netop fordi, kræftbehandlingen på mange områder er en succes, at det måske er på tide at bremse den mekanisme, hvor fokus på kræft og ressourcer til kræft hele tiden forstærker hinanden, siger formand for Danske Regioner. Han taler om, at kræftområdet skal ”paralleliseres”:
”Kræft er ikke nødvendigvis en dødsdom i dag. Det er en sygdom, man kan have kontrol over og leve med. Jeg mener, der vil komme et skifte mod, at vi betragter kræft på linje med andre kroniske lidelser som for eksempel gigt eller hjertekarsygdomme. Og så skal området gerne komme på niveau med de andre i forhold til stigningerne i udgifter også.”