Folkeafstemninger er fra et demokratisk synspunkt et modsætningsfyldt fænomen. En alvorlig og relevant kritik er, at de tenderer mod at splitte en befolkning, forbløffende ofte i næsten to lige store dele.
Det, som ellers udmærker demokratiske samfund, er i høj grad det modsatte: Evnen til at skabe kompromiser, så modsætninger kan overvindes og balancerede løsninger opnås. Og det fordrer netop det ”repræsentative demokrati”, hvor befolkningen deponerer sin politiske vilje hos de valgte repræsentanter, som så igen kan slutte sig sammen i meningsfællesskaber (partier) og derefter forhandle og skabe alliancer og kompromiser mellem hinanden.
Alligevel ville det være forfejlet at betragte folkeafstemninger som kun til skade for det levende og funktionsdygtige demokrati. Folkeafstemninger aktiverer i en ganske særlig grad befolkningen, på én gang politisk og kropsligt. Og folkeafstemninger synes at åbne for nyskabelser i det politiske mønster, hvorved muligvis stivnede traditionelle parlamentariske grupperinger brydes op og erstattes af nye, som bedre kan opfatte strømninger i befolkningen.
Det har i særlig grad været gældende for de skandinaviske landes EF/EU-afstemninger og fremvæksten af, hvad der kan kaldes national-politiske partier, tag eksempelvis det norske Fremskrittspartiet, det svenske Sverigedemokraterne og herhjemme Fremskridtspartiet, senere Dansk Folkeparti. I Danmark og Norge opstod sådanne partier lige efter folkeafstemningerne om EF-medlemskab, I Sverige blev udviklingen ”forsinket”, først i 1995 blev svenskerne EU-medlem, og først efter euro-afstemningen i 2003 brød Sverigedemokraterne igennem. At gå til stemmeboksen, løfte blyanten og sætte sit kryds er en kropslig handling, som skaber anden alvor end blot snak og tv-seen.
Meget tyder på, at det var vælgernes kropslige oplevelse ved at stemme mod deres traditionelle partiers entydige rådgivning, der fik dem til at overveje nye muligheder for partivalg.
Flere har med rette talt om, at pro-EU-politikernes agitation også op til den nu forestående afstemning typisk har været præget af trusler og demagogi, der generelt kan svække vælgernes tillid til disse politikere. Meget markant var det tilfældet under euro-afstemningen, hvor en massiv blok af de ”gamle partier” advarede mod økonomisk katastrofe, hvis ikke vi kom med i euroen - erfaringerne peger snarere i modsat retning. Både Danmark og Sverige har haft økonomisk fordel af, at uvorne befolkninger nedstemte den politiske elite i den sag.
Mange vælgere kan tænke på samme måde i forhold til retsforbeholdet. Det er formentlig mest sandsynligt, at vi vil blive budt velkomne i Europol, uanset et nej på torsdag. Til gengæld vil et dansk nej bidrage til billedet af et EU-samarbejde i opløsning, ikke mindst fordi temaet noget indirekte berører den flygtningekrise, der har udstillet EU's afmagt og dybe splittelse.
Som afstemningsdagen nærmer sig, spår stadig flere meningsmålinger et nej. For kun to måneder siden viste alle målinger et solidt ”ja”. Alligevel er resultatet helt usikkert. Afgørende kan det blive, at deltagelsen i afstemningen tegner til at blive ringe. Det vil formentlig favorisere ja-siden, fordi en god del af de vælgere, der svarer nej i målingerne, ikke ser nogen særlig mening i at deltage.
Men når danskerne kaster deres kroppe ind i politik og går til stemmeboksene torsdag, vil det sende bølger af eftervirkninger ud i Europa og frem i historien.
Den 3. december skal vi stemme JA eller NEJ til, at retsforbeholdet ændres til en tilvalgsordning.
Dermed kan regeringen og Folketinget bestemme, hvilke af EU’s retsakter, Danmark skal følge.
Et JA vil være et ja til i hvert fald 22 EU-retsakter.
Hvad går de ud på?
Klik på opslagstavlen