Folketinget er verdensmester i politisk samarbejde

En glad Poul Schlüter (K) ses her i 1987, hvor hans regering arbejdede bredt over midten. -

En glad Poul Schlüter (K) ses her i 1987, hvor hans regering arbejdede bredt over midten. Foto: Scanpix

Data tilbage fra 1953 viser, at skiftende regeringer har lavet masser af forlig og lovgivning hen over midten. De brede aftaler er dog ikke altid en fordel, mener forsker

Helt frem til målstregen kappedes statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen om at overbevise vælgerne om, at de hver især vil være bedst til at sikre det brede politiske samarbejde.

Striden om blokpolitik har været et tilbagevende tema i valgkampen, givetvis ud fra en antagelse om, at vælgerne ønsker det brede samarbejde, siger Helene Helboe Pedersen, der er lektor ved Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i politiske beslutningsprocesser.

”Der er en lang historisk tradition i Danmark for at opfatte samarbejde som noget godt. Det har også en appel i forhold til at virke statsmandsagtig at kunne forvalte et bredt samarbejde som landets statsminister,” siger hun.

Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen har hver især brystet sig af at være bedst til at lave brede forlig, men en undersøgelse lavet af Danmarks Radios' program Detektor, tyder på, at Helle Thorning-Schmidt har bedst belæg for at kunne fremhæve sine samarbejdsevner.

Ved udgangen af maj havde der været 1770 afstemninger i Folketinget under SR-regeringen. Heraf blev 15,5 procent vedtaget alene inden for rød blok. Da Lars Løkke Rasmussen var statsminister, var der 1199 afstemninger i Folketinget. Heraf var næsten 36 procent blå aftaler eller forlig udelukkende med blå blok.

Den højere grad af brede forlig skyldes dog ikke nødvendigvis, at Socialdemokraterne har haft et særligt ønske om at gøre op med blokpolitikken eller for den sags skyld været særligt dygtige til det. Derimod har SR-regeringen haft et noget mere genstridigt støtteparti i Enhedslisten, end VK-regeringen under Lars Løkke Rasmussen havde det i Dansk Folkeparti, mener Helene Helboe Pedersen.

”Blokpolitikken er altid stærk, når regeringen er stærk,” siger hun.

Folketingets partier har historisk set været gode til at samarbejde, uanset de gensidige beskyldninger om det modsatte.

I 2005 undersøgte de tre valgforskere, Peter Kurrild-Klitgaard, Robert Klemmensen og Martin Ejnar Hansen, omfanget af blokpolitik fra 1953 til 2005. Deres analyse, bygget på data om lovgivningen gennem de 23 regeringer i perioden, viste, at set over hele perioden blev omkring 80 procent af alle love vedtaget med støtte fra alle de fire gamle partier: Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og De Radikale.

Enkelte regeringer samarbejdede endnu mere over midten, for eksempel regeringen Poul Schlüter (1987-1988), hvor 96,1 procent af lovgivningen blev vedtaget af alle fire partier, mens Anker Jørgensens sidste regering (1981-1982) var den regering, hvor de fire partier kun stemte sammen i 58,5 procent af tilfældene.

Robert Klemmensen, i dag professor i statskundskab ved Syddansk Universitet med speciale i partiernes historie og dansk politik, understreger, at de danske partier altid har været verdensmestre i at samarbejde. Den blokpolitik, vi ser i Danmark, er marginal i forhold til andre lande - og niveauet af samarbejde har stort set ligget på samme høje leje i årtier.

”Det danske folketing er ekstremt konsensusfyldt, fordi det typisk har stået med mindretalsregeringer, der har skulle forhandle for at skaffe flertal,” siger han.

Blandt fordelene ved det brede samarbejde nævnes ofte, at det giver en høj stabilitet i de politiske beslutninger og sikrer, at mange vælgere har en chance for at føle sig repræsenteret. Men der er også en bagside, mener Robert Klemmensen. Blandt andet, at der er en masse vigtige beslutninger, som ikke diskuteres, fordi alle er ”fedtet ind” i dem: EU, krigsførelse og de store reformer om dagpenge, efterløn og så videre.

”Ansvaret for beslutningerne diskuteres ikke, fordi det falder på mange skuldre, og dermed ikke rigtig på nogens,” siger han.