Forræderne fylder mere i fortælling om Befrielsen

Frem mod 70-året for Danmarks befrielse har historikere i stigende omfang sat fokus på beretninger om krigens forrædere. I Rigsarkivet kan man skaffe sig indsigt i de 13.500 personer, der blev dømt for forræderi - og for manges vedkommende hurtigt benådet igen

Her ses to trofaste soldater gøre honnør for Kong Christian X, der dagligt red gennem København under besættelsen.
Her ses to trofaste soldater gøre honnør for Kong Christian X, der dagligt red gennem København under besættelsen. Foto: A. E. Andersen Denmark.

83 procent af danskerne synes, det er vigtigt, at vi mindes Befrielsen den 5. maj 1945. Og 41 procent oplyser, at de satte lys i vinduerne om aftenen den 4. maj 2014. Det fremgår af en undersøgelse, som Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling gennemførte for nylig.

Besvarelserne taler deres tydelige sprog om, at Danmarks befrielse fortsat har enorm betydning i befolkningen. Men her op til 70-året er der en voksende modsætning imellem på den ene side den brede befolknings behov for at dyrke symboler på Befrielsen og sort-hvide fortællinger om helte og skurke, på den anden side historikernes stadig mere nuancerede beskrivelse af begivenhederne,

Det siger flere historikere, herunder professor Claus Bryld, Roskilde Universitet, som i erindringsbogen ”Hvilken befrielse?” fra 1995 beskrev sin egen fars rolle som medlem af det danske nazistparti.

”Inden for de seneste 10-15 år har historieforskningen om Besættelsen udviklet sig, så det i stadig mindre grad bliver en historie om helte og skurke. Det hænger sammen med, at vi nu er på så lang afstand, at historikerne er tredje generation efter krigen. Men det ændrer ikke ved, at der i den almindelige befolkning fortsat er et stort ønske om at opdele hele verden i de gode og de onde. Det kan man se i den aktuelle situation, hvor Syriens Assad og Ruslands Putin udnævnes til skurkene, mens vi er de gode. Og det præger stadig fortolkningen af Anden Verdenskrig,” siger Claus Bryld.

Pointen er ikke, at den etiske dimension skal tages helt ud af historieskrivningen. Det er svært andet end at se nazismen som ond og kampen mod den som heroisk. At se sabotører som frihedskæmpere og at se kollaboratører og Hipo-folk som forrædere. Men de enkelte mennesker var ikke bare sorte eller hvide.

”Historierne bevæger sig frem imod et mere differentieret syn, for eksempel på om alle modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer var lige velbegrundede. Men det, som har den store fascinationskraft i befolkningen, er de forenklede historier om gode og onde,” siger Claus Bryld, som langt hen ad vejen bakkes op af Claus Bundgård Christensen, historiker og forfatter til blandt andet ”Under hagekors og Dannebrog” om de danskere, der meldte sig frivilligt til at kæmpe på Hitlers østfront:

”Man har fået et mere nuanceret og mere realistisk billede af Besættelsen, og man kan sige, at forrædergrupperne i højere grad er kommet med i billedet. Men der er ingen tvivl om - og det er jo meget forståeligt - at det, som vi positivt associerer os med, er modstandskampen.”

For nogle år siden fuldførte Frihedsmuseet en stor kortlægning af i alt 85.448 personer, som i større eller mindre grad bidrog til modstandskampen under krigen og derfor kan få en form for helte-stempel.

Ifølge Peter Birkelund, historiker og arkivar ved Rigsarkivet, er der nu ved at komme tilsvarende fokus på den modsatte side i form af de personer, som befinder sig i modstandsbevægelsens landssvigerarkiv eller hørte til de 13.500 personer, som blev dømt efter det straffe-lovstillæg, også kaldet Forræderiloven, som Folketinget vedtog i juni 1945 og som genindførte dødsstraf,

”De som blev hurtigt dømt og hvis forbrydelser var begrænsede, blev forholdsvis hårdt straffet. Men luften mildnedes så hurtigt over for de dømte, at de, som havde fået lange fængselsdomme eller først blev dømt sent, blev benådet eller fik straffen nedsat. Sammenlignet med andre kriminelle fik de benådede positiv særbehandling,” forklarer Peter Birkelund.

Han har i en videnskabelig artikel gennemgået de mange benådninger, som førte til, at der ved udgangen af 1948 kun var 1000 landssvigere i fængsel og i 1954 kun var 60 tilbage. Den sidste blev løsladt i 1960. I alt blev der afsagt 78 dødsdomme, hvoraf 46 blev eksekveret i årene 1945-1950.