Forringet arbejdsmiljø på universiteterne skader forskningen

Politikernes forsøg på i højere grad at styre universiteternes forskning for at skabe ”forskning i verdensklasse” har skabt et alarmerende dårligt psykisk arbejdsmiljø blandt forskerne, konkluderer ny undersøgelse

Mange brancher mærker et øget arbejdspres i disse år, men det særlige for universitetsverdenen er, at de samtidig føler sig presset af et historisk nedarvet forskerideal om at være passioneret som en kunstner og arbejde grænseløst, siger Teresa Rousing Oberländer.
Mange brancher mærker et øget arbejdspres i disse år, men det særlige for universitetsverdenen er, at de samtidig føler sig presset af et historisk nedarvet forskerideal om at være passioneret som en kunstner og arbejde grænseløst, siger Teresa Rousing Oberländer. Foto: anyaberkut - Fotolia.

”Citronen bliver presset, og den bliver aldrig sådan sluppet igen, og den diskussion tager man slet ikke.”

Sådan lyder det fra én af de anonyme forskere, der udtaler sig om det psykiske arbejdsmiljø på landets universiteter i et nyt speciale fra Aalborg Universitet. Og tonen er den samme hos de andre forskere, som er interviewet og samstemmende fortæller om en forskningskultur, der er i færd med at udvikle sig uhensigtsmæssigt og uholdbart. Især fordi alting i dag skal måles og regnes om i point, der udløser penge,og fordi arbejdspresset konstant bliver øget. Kritiserer man systemet, mødes man af kritik eller i værste fald fyring.

En anden anonym forsker formulerer det således:

”Man skal ikke udvise svaghed... man ved godt, organisationen fungerer ved, at der er en naturlig selektering i, at dem, der ikke kan klare det her, de får bare ikke nye kontrakter eller ansættelser.”

Konsekvensen er et øget antal stressmeldinger og en kultur, hvor ”rigtige forskere holder kæft og brænder sammen”, siger en af forfatterne til specialet, cand.mag. i Læring og Forandringsprocesser Teresa Rousing Oberländer:

”Mange brancher mærker et øget arbejdspres i disse år, men det særlige for universitetsverdenen er, at de samtidig føler sig presset af et historisk nedarvet forskerideal om at være passioneret som en kunstner og arbejde grænseløst. Når så systemet ikke længere værner om det ideal, men tværtimod konstant måler og vejer forskerne, så arbejder flere sig 'ud over kanten'. Og når der samtidig er opstået krav om mere erhvervsrettet forskning, som forskerne ofte selv skal skaffe forskningsmidler til, er det nemt at forestille sig, hvordan det fører til mindre nytænkende og mindre kritisk forskning.”

Konklusionerne om øget stress og dårligere arbejdsmiljø blandt forskere på landets universiteter bakkes op af flere andre nyere undersøgelser. Eksempelvis fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som i 2014 konkluderede, at netop universiteterne ligger helt i top blandt brancher med stressfyldt arbejde.

Skylden lander ofte på det nye styringsredskab indført i 2010, den såkaldte bibliometriske forskningsindikator - også bare kaldt BFI'en. Den opgør universiteternes forskningsproduktivitet målt i publikationer. De mest produktive får flest penge. Derudover er nogle universiteter begyndt at indføre retningslinjer for, hvor meget den enkelte forsker skal publicere årligt. Andre universiteter betaler ekstra til dem, der publicerer hos særligt prestigefyldte tidsskrifter eller forlag.

Meningen er at skabe ”forskning i verdensklasse”, men også forskning, der i højere grad kan anvendes i samfundet. Hvordan forskerne selv har oplevet denne udvikling, har stort set ikke været undersøgt før nu, mener forfatterne til specialet. Derfor er resultaterne interessante og lægger ny viden til det generelle billede af store forandringer i den danske universitetskultur i disse år, siger lektor Signe Pihl-Thingvad fra Syddansk Universitet. Hun forsker i, hvad resultat-orienteret ledelse betyder for det psykiske arbejdsmiljø og ser også den øgede konkurrence fra udenlandske forskere som afgørende for udviklingen.

”Mange steder er der lige så mange udenlandske som danske forskere på universiteterne. Det skaber en konkurrence, som presser det faglige niveau op, men også arbejdsbelastningerne. Derudover styres forskere i særlig grad af meget høje krav til egen præstation, og når de krav hæves, betyder det flere stressmeldinger. Og det er velkendt, at stress kan resultere i dårligere undervisning og dårligere forskning,” siger hun.

Postdoc Niels Opstrup fra Syddansk Universitet forsker netop i forskningsadfærd og kunne for nylig konkludere, at jo mere forskerne orienterer sig mod den nye BFI-kultur, jo mere føler forskerne selv, at de bliver mindre risikovillige og prioriterer kvantitet over kvalitet.

Han understreger dog, at ingen undersøgelser kobler den nye resultatstyring direkte sammen med det dårligere psykiske arbejdsmiljø, men det er meget oplagt, at det hænger sammen, siger han:

”Det er rimeligt at sige, at den nye forskerkultur ikke nødvendigvis skaber den forskning i verdensklasse, som var formålet. For kulturen tilskynder ikke til bedre forskning, men mere forskning. Politikerne og universitetslederne bør derfor gøre sig nye tanker om, hvad der rent faktisk motiverer til bedre forskning, og her tyder meget på, at vi skal tilbage til klassiske incitamenter som frihed, sikkerhed i jobbet og prestige.”

Men faktisk er der endnu mere på spil, mener Teresa Rousing Oberländer.

Hun ser universiteterne som et eksempel, der blot sætter en generel udvikling på spidsen. For det er nærliggende at frygte, at også mange andre brancher i det offentlige system i disse år underlægges stram markedsstyring med samme resultat: Dårligere psykisk arbejdsmiljø, stress og lavere kvalitet af arbejdet.

”For forskerne rammer udviklingen især deres passion for den fri og sandhedssøgende forskning. Det handler om evnen til at producere ny viden, som skal udvikle os som mennesker og samfund ved at stille spørgsmål ved det eksisterende. Og har vi virkelig råd til at miste det?”, spørger hun.