Forsikringsselskaber straffer overvægtige

Overvægtige danskere med en BMI på over 29 skal betale helt op til dobbelt så meget for deres livsforsikring. Men der er intet belæg for, at de i særlig grad skulle være i farezonen, mener professor i ernæringsforskning

Det kan være både kostbart og farligt at være overvægtig. -- Foto: Scanpix.
Det kan være både kostbart og farligt at være overvægtig. -- Foto: Scanpix.

Er din krop en sundhedsrisiko? Skriv din vægt i meter og divider tallet med din højde i anden. Giver tallet mere end 29, er svaret ja, hvis du er forsikringskunde hos Danica eller Topdanmark. Og så skal du betale mere for din livsforsikring, selvom du ellers ikke fejler noget. I værste tilfælde helt op til dobbelt så meget.

Forklaringen er ligetil og velkendt, mener forsikringsselskaberne.

– Det er jo en forretning, vi kører, og prisen skal selvfølgelig afspejle risikoen for en for tidlig død eller uarbejdsdygtighed. Og den er højere for overvægtige, fordi de ofte får følgesygdomme som forhøjet blodtryk eller diabetes. Når tallet 29 er skæregrænsen, sker det efter en matematisk risikovurdering, og sådan har det været i årevis. Det er ikke noget, vi lige har fundet på, siger underdirektør i Danica, Tina Arnstrøm.

Det er det uafhængige Videncenter for Helbred og Forsikring, der har regnet ud, at der ved en kropsmasse (BMI) på 29 er en skærpet sundhedsrisiko. Cirka fire ud af 10 danske mænd og hver tredje danske kvinde falder inden for denne kategori.

Hos forsikringsselskabet Codan har man alligevel valgt først at kræve ekstra for livsforsikringen, hvis BMI-tallet er over 33. Har overvægten medført følgesygdomme, hæves prisen dog også allerede ved 29.

Men begge tal er grebet ud af den blå luft, mener professor Berit Heitmann fra Institut for Sygdomsforebyggelse.

– Normalt siger man, at man er fed, hvis BMI-tallet er over 30, men det er først sikkert, at det er helbreds-truende, hvis tallet overstiger 35. BMI er dog et relativt overvægtsmål. Ved at gøre 29 til grænsen miskrediterer man alle dem med en stor muskelmasse, eksempelvis trænede sportsfolk, som sagtens kan have en BMI over 30 og stadig være i topform. Men det går også ud over alle dem, der er bygget med kraftige knogler. De har ingen øget sygelighed

– tværtimod, siger hun.

Forsikringsselskaberne påpeger, at der er tale om meget få danskere, der kommer til at betale mere i forsikring eller måske helt bliver afvist på grund af deres vægt.

Langt de fleste er dækket af firmaordninger, hvor der kun gives sparsomme helbredsoplysninger.

Kun de privat tegnede forsikringer kan hæves, men de kan også sænkes igen, hvis man taber sig og holder vægten mindst to år uden at få følgesygdomme, siger

Tina Arnstrøm fra Danica.

Men det er langt fra godt nok, mener Forbrugerrådet. Her tager man kraftigt afstand fra forsikringsselskabernes ordninger.

– Det er vigtigt at bevare forsikringen som en kollektiv ordning, som alle kan få gavn af. Forsikringsselskaberne siger med det her, at de vil af med alle de mennesker, der er i en risikogruppe, fordi de koster penge. De vil kun forsikre dem, der har gode og sunde liv. Det synes vi er en farlig og dårlig udvikling, siger afdelingschef Villy Dyhr til Ritzau.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Mål dit BMI-tal

Sådan måler du tallet:

Din vægt i kilo divideret med din højde gange din højde (i meter). For eksempel:

80 divideret med 1,73 gange 1,73 = 26,6.

Resultatet bliver din massefylde i procent.

18,5–25 procent: Normalvægtig

25–30 procent: Overvægtig

Over 30 procent: Svært overvægtig

Kilde: www.dr.dk