Forsker: Dødshjælp bør være muligt uden patientens ønske

Set i lyset af, at ikke-tilregnelige psykisk syge kan have lige så ubærlige lidelser som beslutningsdygtige psykisk syge, virker det problematisk, at de ikke kan få dødshjælp, argumenterer den finske forsker Jukka Varelius. Den tankegang kan kun sammenlignes med aflivning af dyr, mener medlem af Det Etiske Råd. Modelfoto. Iris

Grænserne rykkes konstant, og det aktuelle eksempel tydeliggør, at spørgsmålet om dødshjælp hurtigt kommer til at handle om det omgivende samfunds vurdering af, hvad der er et godt liv for den enkelte
Hans Holmsgaard

Man bør overveje statslig dødshjælp til alvorligt syge, når de ikke selv kan fremsætte ønsket, foreslår finsk forsker i anerkendt tidsskrift. Den tankegang kan kun sammenlignes med aflivning af dyr, mener medlem af Det Etiske Råd

Ønsket om dødshjælp skal komme fra patienten selv.

Det synspunkt har hidtil været helt centralt blandt fortalere for dødshjælp, hvis kerneargumentation netop tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ret til selv at bestemme, hvornår døden skal indtræffe.

Men hvad med de mennesker, der på grund af deres lidelser ikke er i stand til at udtrykke et ønske om dødshjælp? Har samfundet en moralsk forpligtelse til også at hjælpe dem af dage?

Det spørgsmål rejser forsker ved Turku Universitet i Finland Jukka Varelius, der har undersøgt forskellene i svært psykisk syges ret til dødshjælp. I en artikel offentliggjort i det internationalt anerkendte tidskrift Bioethics peger den finske forsker på, at det i Belgien og Holland er tilladt at hjælpe psykisk syge til at dø, men at det tilbud kun gælder psykisk syge, der er beslutningsdygtige. Set i lyset af, at ikke-tilregnelige psykisk syge kan have lige så ubærlige lidelser virker det problematisk, at de ikke kan få dødshjælp, argumenterer han.

Den finske forskers udspil er endnu et eksempel på, hvordan der konstant presses på for at indføre aktiv dødshjælp i stadig flere situationer, mener blandt andre praktiserende læge og dødshjælpsmodstander Hans Holmsgaard.

”Grænserne rykkes konstant, og det aktuelle eksempel tydeliggør, at spørgsmålet om dødshjælp hurtigt kommer til at handle om det omgivende samfunds vurdering af, hvad der er et godt liv for den enkelte,” siger han.

Medlem af Det Etiske Råd og professor i etik ved Aalborg Universitet Thomas Ploug mener, at tanken om dødshjælp til personer, der ikke selv har bedt om det, kun kan anses som en form for statsautoriseret aflivning.

”Uanset hvad man måtte mene om aktiv dødshjælp, så bygger konceptet dog på, at der skal foreligge et ønske fra et tilregneligt individ. Når det ønske ikke længere foreligger, men beslutningen om at afslutte et liv alene bygger på læger og pårørendes fornemmelser og mere eller mindre kvalificerede gæt på kvaliteten af den tilstand, patienten befinder sig i, er der ikke længere tale om nogen form for hjælp, men om medlidenhedsaflivning, der bedst kan sammenlignes med aflivningen af dyr,” siger han.

Jukka Varelius argumenterer ellers for, at en lovliggørelse af dødshjælp til utilregneligt psykisk syge vil ligestille dem med patienter, der holdes kunstigt i live og derfor heller ikke selv kan bede om hjælp til at afslutte behandlingen.

Men de to scenarier kan ikke sammenlignes. De udtrykker blot forskellen på passiv og aktiv dødshjælp, mener Thomas Ploug.

”Der er jo ikke tale om patienter, hvis livsopretholdende behandling, man kan vælge at afslutte, men om patienter, man vil blive nødt til aktivt at aflive, uden at de vel at mærke har ytret ønske om det. Det er helt absurd,” siger han.

Og selv blandt dedikerede fortalere for dødshjælp er det vanskeligt at finde opbakning til tanken om dødshjælp til personer, der ikke selv har bedt om det.

Flemming Schollaart er formand for landsforeningen En Værdig Død og arbejder aktivt for en lovliggørelse af dødshjælp i Danmark. Han har hjulpet adskillige uhelbredeligt syge danskere til udlandet for at få hjælp til at dø, men trækker selv en klokkeklar grænse i spørgsmålet om autonomi.

”Princippet om beslutningsdygtighed er for mig ufravigeligt. Jeg vil til enhver tid forsvare den enkeltes ret til at få hjælp til at dø, men ønsket skal selvfølgelig komme fra dem selv. Det princip kan i mine øjne ikke gradbøjes,” siger Flemming Schollaart.

Holland og Belgien har tidligere mødt voldsom kritik for at sætte princippet om autonomi over styr ved at lovliggøre aktiv dødshjælp til børn og demente. For begge gruppers vedkommende gælder imidlertid, at de selv skal ytre ønske om at få hjælp til at dø. Demente skal, inden sygdommen er så fremskreden, at den må formodes at påvirke deres dømmekraft, udtrykkeligt tilkendegive, at de på et senere tidspunkt ønsker dødshjælp. Og for børn gælder, at der skal foreligge en bekræftelse fra uafhængige eksperter på, at barnet har forstået, hvad begreber som ”død” og ”dødshjælp” betyder.