For den tid, jeg bar dig,
mens du boede inden i mig:
Ingen regning.
For de nætter jeg sad hos dig,
græd for dig og bad for dig:
Ingen regning.
For al den tid, al den frygt,
du har kostet din mor:
Ingen regning.
Lille søn, du skal vide,
at for min kærlighed til dig
der er der bare ingen regning.
I Peter Bellis sentimentale 1970er-popsang Ingen regning stiller den lille søn op med en lommepenge-opkrævning til mor for diverse udførte pligter. Moderens modsvar om, at hun til gengæld ikke kræver betaling for noget, heller ikke mad, tøj eller legetøj, bringer tårerne frem i barnets øjne. Han erklærer moderen sin kærlighed og skriver nederst på sin liste: Alt er betalt.
LÆS OGSÅ: Børn føler ikke pligt over for deres forældre
Hvis man studerer nutidens danske familieværdier grundigt, opdager man, at forældre ganske rigtigt er villige til at give deres børn en masse omsorg, kærlighed og materielle goder uden at forvente tilbagebetaling. Til gengæld er det sværere at få øje på den vilje til at bringe regnskabet i balance, som barnet i sangen udtrykker. Tværtimod er der en udbredt opfattelse af, at mor og far skal blive ved med at yde og hjælpe også når barnet er 30-40 år og forældrene nærmer sig pensionsalderen.
Det fremgår af en ikke offentliggjort rapport om danskernes værdier i forhold til moderne livsstil, frihed, familierelationer og lokalsamfund, som Værdikommissionen har fået udarbejdet. I rapporten bruger sociologen Bella Marckmann netop overskriften Ingen regning til at forklare den udvikling i moderne familieværdier, som er sat ind over de seneste årtier: Vi mener, at forældre har pligt til at give meget og tilsidesætte deres egne behov for deres børns skyld, men vi mener ikke, at børnene har tilsvarende forpligtelser over for deres forældre.
Ifølge Per Schultz Jørgensen, børne- og familieforsker, dr.phil., professor emeritus og medlem af Værdikommissionens arbejdsgruppe bag rapporten, er det mest overraskende, at denne pligt til at betale tilbage efter hovedparten af de moderne danskeres mening heller ikke indfinder sig, når børnene er voksne og forældrene er gået på pension. Vores værdisæt tilsiger, at forældre tager sig af børn, men det er velfærdsstaten, der tager sig af de ældre. Ifølge professoren står dette i klar kontrast til såvel vores egen fortid som de fleste andre lande i verden. Han fremhæver, at i lande som USA og Storbritannien er der en langt mere udbredt opfattelse af, at de voksne børn skal tage sig af deres forældre, både praktisk og økonomisk.
I det moderne danske samfund er der sket det, at børnenes afhænighed af forældrenes hjælp ikke slutter ved 14- eller 18-årsalderen, som det gjorde engang. Langt op i 20erne og 30erne ja, endnu længere er der hos de fleste nogle kraftige forventninger om, at man kan trække på forældrene. Man kan kalde det en livslang afhængighed, hvor børnene aldrig flytter hjemmefra, siger Per Schultz Jørgensen.
Værdikommissionens analyse peger på, at de fleste danskere slet ikke mener, børn skylder deres forældre noget. Men der er dog en stor gruppe, som mener, man har pligt til at elske og respektere sine forældre, men ikke til at træde til med hjælp og pleje. I det gamle samfund var der også brug for, at børnene forpligtede sig til at yde deres forældre hjælp, når forældrene blev ældre og gik på aftægt.
Men det behov er ikke så presserende længere. I dag er mange ældre velfungerende og ressourcestærke op i en høj alder, og samtidig føler mange voksne med små børn et så stort familie- og karrieremæssigt pres, at de ser et behov for at trække på deres modne forældres hjælp.
Men jeg må indrømme, at det gibbede i mig, da jeg erfarede, at vi i dag står med en 100 procents forpligtelse den ene vej og ingen forpligtelse den anden vej, siger Per Schultz Jørgensen, der er født i 1933 og selv for længst er blevet bedstefar.
Professoren understreger dog samtidig, at de nye familieværdier i forhold til generationernes forpligtelser over for hinanden ikke er udtryk for, at sammenhængskraften er truet. Hverken i samfundet eller i familien:
Afhængighedsforholdet har ændret sig, men de følelsesmæssige relationer har aldrig været tættere mellem generationerne. Forældre og deres børn har aldrig været så tæt på hinandens liv og trygge ved at kunne betro sig til hinanden som nu. Og det gælder både, når børnene er små, i puberteten og voksne. Samtidig kan vi se, at familien på en række punkter har fået forstærket betydning for menneskers identitet. Den fungerer som en tryg base for mange, som ellers føler sig sat i en verden i skred og opbrud.
Margrethe Brun Hansen er børnepsykolog og forfatter til flere bøger om den moderne familie, herunder Guide til bedsteforældre og deres børn fra 2010. Hun oplever, at kammeratskabet mellem forældre og deres voksne børn er dybere end nogensinde, men nutidens voksne børn er også mere afhængige af forældrene end nogensinde.
Det er en generation, som på andre punkter er mere velbegavet end nogensinde. Og det, mange af dem får udrettet i deres arbejdsliv, må man tage hatten af for. Men der er en del mennesker, som kunne være bedre til at lægge det selvcentrerede til side og også se tilværelsen fra andres side, siger Margrethe Brun Hansen.
Hun peger dog samtidig på, at den generation, som i dag har voksne børn, langt hen ad vejen ligger, som den selv har redt.
Det er en generation, som har været ude på arbejdsmarkedet og meget væk fra hjemmet. Derfor har den i forhold til børnene prioriteret at gøre den tid, familien havde sammen, så konfliktløs som muligt. Børnene er blevet serviceret, hjulpet, hentet og bragt. Men de har ikke alle fået beskeder som: Nu har jeg brug for, at du laver maden, tager opvasken og hænger vasketøj op. For den slags krav om pligter kan udløse diskussion om, hvorvidt det er rimeligt, og så vil forældrene hellere droppe kravene for at få lykketid, forklarer Margrethe Brun Hansen.
Konkret koger hun sit budskab til den yngre generation ned til, at de ikke skal tænke på, hvad de vil have fra deres børns bedsteforældre, men tænke på, hvad de realistisk kan få. Og så skader det ikke at tænke lidt over, om det ikke snart er mors tur til at have det lidt godt, når nu deres søn eller datter er fyldt 40 år.
Nogle voksne forventer at kunne få det hele af deres forældre, og det er ikke altid, de husker at få sagt tak for den gave, bedstemor gav til deres barns konfirmation. Egentlig burde de vel også takke for den gave, det er at være blevet født ind i netop denne familie. At sige deres mor og far tak for livet. Men det er ord, de fleste har svært ved at få over deres læber, siger Margrethe Brun Hansen.
Så vidt vides er det heller ikke så mange, som i verden uden for de sentimentale popsange afleverer en afregning til deres mor med ordene: Alt er betalt.