Fra landsbydreng til professor

Geologien blev Olaf Michelsens store lidenskab

Sorø Akademis meget kompetente lærere fik en stor betydning for Olaf Michelsens senere virke. --
Sorø Akademis meget kompetente lærere fik en stor betydning for Olaf Michelsens senere virke. --. Foto: .

Jeg voksede op på en gård i en lille landsby cirka 10 kilometer fra Kalundborg. I en ikke-boglig familie, hvor højeste skoleniveau var højskoleophold. Min skolegang fandt sted fra midten af 1940'erne til sidst i 1950'erne – i en periode, hvor den vertikale autoritet stadig eksisterede.

De første betydningsfulde indtryk stammer fra, da jeg kom i den private mellemskole i Kalundborg. En cykeltur på to gange 10 kilometer hver dag.

I mellemskolen mødte jeg en anden faglighed, end den jeg kendte til fra landsbyskolen. Størst betydning for min senere uddannelse fik en lærer, som underviste i naturhistorie. Hans indflydelse på min fremtid står knivskarpt i min erindring. Han var en meget dygtig botaniker, som i weekenden foretog daglange ekskursioner i omegnen af Kalundborg. Han inviterede mig med, og på cykel drog vi rundt i omegnen og besøgte klinter og grusgrave. Han forklarede fænomener, som vi så i felten, og han fandt passende litteratur til mig. Det var fantastiske dage.

I slutningen af mellemskoleforløbet havde vi en klassetur til Færøerne,– en datidens lejrskole. Jeg tror, at turen må have præget mit syn på andre mennesker og deres skikke. Det gjorde et stort indtryk på mig, der aldrig havde været borte fra Kalundborg-egnen, at bo i en uge hos en færøsk familie. Alt var så meget anderledes – også maden. Tørret fisk og tørret lammekød smagte specielt. Og vandringerne i fjeldet var noget andet end at gå på de hjemlige marker.

Efter endt mellemskole- og realskoleundervisning var mit ønske at fortsætte i gymnasiet. Det blev tre gode år på Sorø Akademis Skole fra 1955 til 1958. Skolens beliggenhed i den midtsjællandske natur og samværet med unge fra andre miljøer samt det faktum, at nogle af lærerne døgnet rundt boede på skolen sammen med os, var en markant og positiv oplevelse for en landsbydreng. Vi var én samlet gruppe elever fra forskellige miljøer og steder i Danmark. Det var en modningsproces, som helt sikkert har haft betydning for, at landsbydrengen bagefter kunne flytte til København – ja, til et helt ukendt sted og miljø.

Den store bestand af fagligt meget kompetente lærere ved Sorø Akademis Skole har derimod haft betydning for dannelse af min faglige ballast. Også det fænomen, at enkelte lærere brugte noget af deres fritid på at omgås os elever og på den måde give os en slags undervisning, havde stor betydning ved at vække nysgerrigheden og lysten til viden uden for pensum.

Efter studentereksamenen begyndte jeg med at studere geologi og blev magister i geologi ved Københavns Universitet. Helt afgørende for valg af dette studie har helt sikkert været, at én lærer i mellemskolen førte mig ind den naturvidenskabelige verden – især ind i geologiske problemstillinger.

Olaf Michelsen, professor emeritus, Stensballe, Horsens