Fra massemedier til en masse medier

Siden Troels Mylenberg skrev denne kronik er han blevet chefredaktør på Fyns Amts Avis Foto: Søren Bidstrup Denmark / Scanpix

Kristeligt Dagblad fylder 110 år, og fødselaren er i fin stand, både indhold og form er tunet og veltrimmet, men det at være en såkaldt nicheavis bør aldrig blive en selvstændig ambition

Fra pålidelig kilde fik jeg får et par år siden den interessante oplysning, at Preben Wilhjelm spiller golf. Godt nok er golf blevet en ganske normal folkesyssel i dag, men alligevel. Tænk, at venstrefløjens retssikkerhedsikon fra de glade VS-dage nu har taget borgerskabets ultimative overklassesymbol til sig.

På den anden side havde automatopfattelserne inde i mit hoved heller ikke, skal vi sige for bare fem år siden, kunnet rumme det forhold, at Socialdemokraterne kunne gå hen og vælge en ung, velklædt, veluddannet kvinde til formand. Da slet ikke en, som har boet og arbejdet det meste af sit voksne liv i udlandet og endda er udenlandsk gift.

Men sådan er verden altså i dag. Heldigvis. Kanterne er slebet af. 1970´erne er forbi, og deres forfærdelige ensretninger af tanker er væk. I dag kan de venstreorienterede spille golf, en ung kvinde blive formand for Socialdemokraterne, og SF har foreslået anlæggelsen af 50 nye golfbaner - godt nok økologiske (der er grænser). Udviklingen er intet mindre end fantastisk, for bag disse små eksempler ligger en ganske stor udvidelse af det fællesfolkelige frisind og et mindre fokus på automatopfattede stereotyper.

I denne udvikling spiller medierne en stor rolle. Og selvom mange måske opfatter mange medier som politisk propaganderende og som holdningsbærere mere end uhildede referenter fra virkeligheden, så er journalistikken de seneste årtier blevet langt bedre og langt mere journalistisk. Altså forstået på den måde, at fagligheden er hævet, så journalisterne rent faktisk formidler langt mere objektivt end tidligere. Den rene objektivitet nås næppe, men målet for de fleste medier er, som watergate-journalisten Carl Bernstein så smukt har sagt det, at journalistik ikke er stenografi, men i stedet den højst opnåelige version af sandheden.

Dog oplever jeg lige nu, at vi er ved en korsvej, som en avis som Kristeligt Dagblad er et ganske godt eksempel på. Avisen er dygtigt skåret, og om Kristeligt Dagblads succes de senere år har forklaringen igen og igen lydt, at emner som tro, etik og eksistens er slået an i en befolkning, der i stadigt stigende grad føler sig påvirket af religiøse, etiske og eksistentielle spørgsmål.

Kristeligt Dagblad beskrives altid som en såkaldt nicheavis, altså en avis der ikke henvender sig til hele befolkningen, men til en mindre gruppe af læsere, der har sammenfattende interesser. Dagbladet Børsen, Information, Weekendavisen og ComputerWorld er andre eksempler på denne type medier, som alle oplever succes i disse år.

Det er naturligvis rart, når det går godt for medier, der forstår at kæle for deres indhold, men det kunne også - selv på en festdag som Kristeligt Dagblads 110 års fødselsdag - være på sin plads at se på, hvilken betydning nicheavisernes succes egentlig har for medierne og for samfundet. Spørgsmålet er nemlig, om ikke nicheaviser, der alene henvender sig til særlige - og særlig ens - grupper i samfundet er skadelige for det, der med et fint ord kaldes sammenhængskraften.

Eller sagt mere præcist: Hvor er det fælles, hvor er den fælles referenceramme, hvis vi alle alene læser de samme aviser, klikker på de samme hjemmesider, og ser de samme tv-programmer som dem, der er og tænker ligesom os?

Medierne fornemste opgave er jo at henvende sig til mange, gøre det vanskeligt tilgængelige tilgængeligt og det tilgængelige interessant, men nicheavisen kan på lange stræk se stort på denne journalistiske ambition og tillade sig at forudsætte en masse hos læserne, og døren er dermed åbnet for, at mediet kan lukke sig om sig selv.

Sociologerne taler i disse år om, at de store forandringer i samfundet sker i vores valg af, hvem vi er sammen med. Smagsfællesskaber kalder sociologerne det, og ser det som en konsekvens af den øgede mobilitet i samfundet, der gør, at vi har langt flere valgmuligheder og derfor altså vælger dem, der også kan lide italiensk rødvin, dem der også kan lide Wagner, dem der også er rige, er indvandrere eller dem, der også kan lide Kristeligt Dagblad.

Mediemæssigt sker der det, at billedet splittes. Flere og flere medier kigger på nichemediernes succes, og inden for de seneste år har selv DR valgt at differentiere selveste Radioavisen. Radio-avisen, der igennem 80 år har været danskernes faste mediereference på hvert hele klokkeslæt døgnet rundt udkommer nu i tre forskellige versioner - en på P1 for de kloge, en på P3 for de unge og en på P4 for resten.

Eneste fælles mediereference er tv-mediet, som alene taler til følelser og slet ikke er i stand til at formidle nuancer, sådan som en avis er. Tv-mediet er til maven, til afsløringer og til billeder, ikke til analyse, eftertanke og baggrund, og det er helt fint, men det påvirker fællesskabet, hvis det alene bygger på et par minutters tv-indslag. Og når internettet for alvor inden længe tager over som vores foretrukne adgang til tv, vil også dette medie miste sin faste forankring i vores hverdag. Også tv vil i fremtiden blive - og er det allerede - et nichemedie, hvor vi helt individuelt vælger, hvad vi vil se, og hvornår vi vil se det. Nyheder på nyhedskanaler, sport på sportskanaler, film på filmkanaler og historieprogrammer på historiekanaler.

Samtidig er de store morgenaviser - omnibusaviserne - i færd med at finde nye identiteter, både hvad angår format, design og indhold. I disse dage søsætter Politiken således sin nye mere indbliksorienterede avis, som i grove træk skubber nyhederne over på nettet for at satse mere entydigt på analyse, baggrund og kommentarer i papiravisen. Berlingske Tidende er gået i tabloidformat og har brugt flere år på at komme tættere på sine faste læsere for at ramme dem mere præcist med emnevalg og journalistisk vinkling, og Jyllands-Posten opruster på debatstoffet og har i øvrigt tabt lige lovlig meget farvelade ned over siderne for at gøre dem mere indbydende.

Vi går fra en tid med massemedier til en ny tid med en masse medier. Der er snart et til os hver, og hvor tillokkende, valgfrit og individuelt, det end er, vil denne type medier indeholde en absurd selvmodsigelse, da medierne jo netop er sat i verden for at oplyse os om andet end os selv. Brugerstyring er mediernes nye buzzword, altså det forhold at læserne, seerne, klikkerne og lytterne i stadig højere grad vil komme til at bestemme over indholdet i medierne. En demokratiseringsbølge som eksempelvis anføres af den sydkoreanske kometavis Ohmynews, der alene har journalister ansat til at faktachecke de hundredvis af artikler, der hver dag skrives af mange tusinde såkaldte borgerjournalister, altså ganske almindelige borgere der skriver fra hele landet. Ohmynews blev på ingen tid Sydkoreas største avis.

Denne demokratiseringsbølge er det vanskeligt at tale imod, men trods alt taler et og andet vel for, at borgere også i medierne bør mødes af informationer, oplysninger, nyheder og analyser af emner, som professionelle journalister og redaktører har udvalgt efter publicistiske overvejelser som væsentlighed, aktualitet og nyhedsværdi.

Kristeligt Dagblad er en særdeles succesfuld nicheavis, som flot har fundet sit hul i markedet og sit marked i hullet. Men i en fødselsdagshilsen herfra skal der dog lyde en opfordring til at anskue sig selv som meget mere end en nicheavis. I sig selv forekommer det jo absurd, at emner som tro, eksistens og etik kun skulle angå en meget begrænset del at borgerne.

Håbet er, at nicheaviserne slår sig for brystet og agerer, som var de omnibusaviser, der har noget på hjerte, som alle bør høre. Et ydmygt håb herfra er, at Kristeligt Dagblad ved næste runde fødselsdag i endnu højere grad bidrager til at skabe fælles referencer for mennesker fra alle dele af samfundet.

Da kronikken blev skrevet i 2006 var skribent Troels Mylenberg leder af journalistuddannelserne på Syddansk Universitet. Han er uddannet journalist og er tidligere reporter og redaktør ved forskellige aviser samt tidligere forstander på Vallekilde Højskole.