Da 22-årige Omar Abdel Hamid el-Hussein lørdag nat rettede sin pistol mod Dan Uzan og affyrede et dræbende skud mod hans hoved, var det et udtryk for et grundlæggende had mod jøder.
Den 37-årige Dan Uzan, der var frivillig vagt ved synagogen i København, repræsenterede i terroristens øjne jødedom og staten Israel, som den unge københavner med palæstinensiske rødder ifølge tætte venner afskyede. Han var ikke bange for at sige åbent, at han hadede jøder, har en tidligere klassekammerat fortalt i medierne.
”Det er en myte, at jødehadet forsvandt med Anden Verdenskrig,” siger sociolog og ph.d. René Karpantschof, som har forsket i politisk konflikt og radikalisering:
”Antisemitismen er utvivlsomt blevet mindre blandt etniske danskere. Men den nye store faktor er had og fordomme mod jøder i især arabiske indvandrerkredse, som er markant højere end blandt etniske danskere.”
Det jødiske folk har været vant til had og forfølgelser i årtusinder. Det er blevet en del af den jødiske identitet. De seneste århundreder er jødehadet blevet mere etableret og funderet i nationer, ideologier og folkedybet. Antisemitismen kulminerede med Anden Verdenskrig og nazismen og levede siden et nyt liv i Mellemøsten efter Israels oprettelse.
Men de seneste år har hadet over for jøder atter vist sit ansigt i Europa med chikane, antisemitisme og flere mord på jøder, begået af jihadister. Og dagen efter drabet på Dan Uzan i København lørdag nat blev flere hundrede gravsten på en jødisk kirkegård i det nordlige Frankrig ødelagt. Den danske terrorists holdning til jøder kan læses ind i en tradition for jødehad i arabiske lande både fra før og efter Israels oprettelse, fortæller Naser Khader, islamekspert og seniorforsker ved Hudson Institute, USA.
”Jødehad fandtes i islamismen før Israels oprettelse og blev hentet i passager i Koranen. Det er en del af islamismens dna. Og Det Muslimske Broderskab i Egypten i 1920'erne købte hele pakken fra den vestlige antisemitisme og bruger klassiske antisemitiske argumenter,” siger Naser Khader.
Herhjemme regnede man med, at antisemitismen stort set døde ud efter krigen, men de seneste 10 år har et nyt had til jøder vist sig, påpeger forskere i antisemitisme.
”Den registrerede antisemitisme har ikke været større siden Anden Verdenskrig,” siger Cecilie Banke, historiker og seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
Mens en del af det danske jødehad kan forklares med, at der de seneste 15 år har været en voksende gruppe af danskere med palæstinensisk baggrund, er der de seneste år også opstået en ny hadsk tone over for jøder på de sociale medier. Det sker ofte i forbindelse med debatter og historier om eksempelvis mandlig omskæring og staten Israel.
Her har afsenderne ofte danskklingende navne og skriver blandt andet ”i gasovnen med jer”. Den slags referencer til holocaust får forskere som Cecilie Banke til at spidse ører.
”Der er i løbet af de seneste 10 år sket en stigning i holdninger og konspirationsteorier om jøder i det offentlige rum, som tidligere var marginaliseret og tabu. Det har et liv på nettet, som jeg ikke har set tidligere. Det kan hænge sammen med, at Anden Verdenskrig kommer på afstand, og at en ny generation ikke er vokset op med en erkendelse omkring tabu og politisk korrekthed. Samtidig er der opstået en anden situation i Mellemøsten, som spiller sammen med den traditionelle antisemitisme,” siger Cecilie Banke.
Hun er dog i tvivl om, hvorvidt man konsekvent kan anvende begrebet antisemitisme i dag.
”Jeg synes, det er svært at finde rundt i ytringerne, der florerer på nettet, som kan virke enormt stødende og nedsættende. Men om det virkelig handler om, at folk ikke kan lide jøder, er jeg i tvivl om. Det er et problem med den slags offentlige rum på internettet, hvor der ikke er nogen spilleregler. Mit store spørgsmål som forsker er, om vi i dag på samme måde kan bruge begrebet antisemitisme for den situation, vi har nu. Og om vi ved at gøre det fastholder en historisk forståelsesramme, som gør, at vi overser noget. Som historiker vil jeg være påpasselig i en situation, der er helt anderledes i forhold til mellemkrigstidens Europa. Siger vi antisemitisme, bruger vi et begreb, der er tæt knyttet til nazisternes udryddelse af jøder,” siger forskeren.
Antisemitismen har taget mange former gennem tiden og spredt sig fra Spanien, det østlige Europa, Rusland og Mellemøsten. Kulturhistorikeren Morten Thing har forsket i antisemitisme og forsker i øjeblikket i jødevittigheder, også i Danmark. Han peger på forskellige perioder for jødehad.
”Frem til 1870 gik den klassiske antijudaisme på jøden, der kun tænker på én ting, nemlig profit. De følgende årtier bliver tonen mere ubehagelig med en afsmitning fra især den tyske antisemitisme, der handler om, at jøder er grimme og har store næser og vorter. Hvor man tidligere mente, at man kunne omvende jøder og få dem døbt, så handlede det nu om noget fysisk. Her så vi et forvarsel om den raceprægede antisemitisme, der blev fremherskende i mellemkrigstiden,” fortæller Morten Thing, der blandt andet har skrevet en bog om det udbredte falsum ”Zions Vises Protokoller” om jødernes planer om verdensherredømme. Bogen er cirka 115 år gammel og formentlig udformet af russiske sikkerhedsagenter.
”De har solgt utrolig godt i hele verden og særligt i Mellemøsten efter Israels oprettelse. Her ser man en genskabelse af fantasien om, at jøder vil erobre hele verden,” siger han.
At jødehad stadig findes i Europa, herunder i Danmark, tvivler Morten Thing ikke på. Men han er som Cecilie Banke tøvende med at sætte omfang på og med at sammenkæde nutidens overgreb og udtalelser med den klassiske forståelse af jødehadet.
René Karpantschof tør godt sætte tal på jødehadet.
”Efter krigen var det uacceptabelt offentligt at ytre sig mod jøder. Men det betyder ikke, at den folkelige antisemitisme forsvandt. Jeg vil skyde på, at det sagtens kan være 10 procent af befolkningen, der har negative fordomme om jøder,” siger han.
René Karpantschof påpeger, at had og fordomme mod jøder ligesom mod muslimer ligger latent og kommer i bølger og ofte fremmes af den politiske udvikling eller af udviklingen i bestemte konflikter såsom konflikten mellem israelere og palæstinensere og i forbindelse med omskæringsdebatten.
Rikke Peters fra Aarhus Universitet forsker blandt andet i hadtale på nettet og mener, at jødeudtalelser er blevet mere mainstream de seneste år - endda de mere radikale af dem.
”Der er al mulig grund til at tage hadtale mod jøder og deciderede trusler alvorligt. Der har i 2014 været en del både verbale og fysiske overfald på jøder samt hærværk mod jødiske bygninger,” siger hun.
Men man skal ikke nødvendigvis kæde hårdheden af udtalelser på sociale medier sammen med de handlinger, der bliver begået, mener Rikke Peters.
”Der er mange mennesker, som aldrig kunne finde på at gøre alvor af deres hadefulde ytringer og trusler, men som bare' bruger nettet til at få afløb for had,” siger hun og efterlyser mere viden om vejen fra had på nettet til deciderede hadforbrydelser.