For bare fem-ti år siden lå det i skuffer, mapper og skotøjsæsker. I dag befinder vigtige dokumenter og personlige breve, dagbøger og billeder sig oftest i den virtuelle verden.
Og dér er der risiko for, at det forbliver. For mange tænker ikke over at videregive nøglen til den digitale arv, som ofte ligger skjult bag adgangskoder på nettet og diverse iPhones, iPads og computere, og som derfor går tabt, når vi dør.
LÆS OGSÅ: Mange digitale breve, fotos og dagbøger går tabt, når vi dør
Men det kan også være hårdt, hvis den afdøde, som Kristeligt Dagblad skrev i mandags, hele tiden dukker op på sociale medier som Facebook. Det fortæller cand.it. Astrid Waagstein, der netop har skrevet speciale ved IT-Universitetet i København om digital arv.
Hun har blandt andet interviewet ni sygeplejersker fra Diakonissestiftelsens hospice og to pårørende, der har mistet en nærtstående, ud fra den tanke, at de alle er reflekterede omkring døden og måske også derfor har taget stilling til ikke bare deres fysiske, men også deres digitale arvegods. Men på trods af, at de alle har eller har haft døden tæt inde på livet, har de ikke skænket digital arv en tanke.
De har måske tænkt over, at en Facebook-konto kan være svær at lukke ved dødsfald, men de har ikke ment, at problematikken omfattede dem selv og tænkt over, at de risikerer at efterlade sig en stor digital arv gemt bag adgangskoder, siger Astrid Waagstein.
Selvom der ikke ligger en stor befolkningsundersøgelse bag resultaterne, er Astrid Waagstein ikke i tvivl om, at undersøgelsen siger noget bredere om hele befolkningen:
Mit indtryk er generelt, at meget få mennesker har tænkt over det, fordi det er så nyt, at vi opbygger et digitalt liv. Det er ret personlige ting, der ligger i cyberspace det er der mange, der ikke tænker over.
Efter interviewene på Diakonissestiftelsen begyndte sygeplejerskerne at tænke mere over at sikre deres personlige digitale ejendele, og siden er personalet på hospicet blevet mere bevidst om digital arv og er også begyndt at spørge de døende, om de har overvejet at give nøglerne videre til deres digitale liv. Det er dog ikke sygeplejerskers ansvar at sørge for, at døende tager stilling til det liv, de måske efterlader sig i cyberspace og på computere, mener Astrid Waagstein:
Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis er hospicer, der skal tage sig af denne orientering. De kan vælge at gøre det, hvis de finder det etisk forsvarligt i situationen og vurderer, at personen lever længe nok til, at han eller hun kan nå at håndtere deres digitale arv. Men det skal ikke være deres ansvar, siger Astrid Waagstein.
Hun mener derfor, at vejen frem er, at danskerne bliver mere bevidste om, at de med stor sandsynlighed har en digital arv og skriver adgangs-koder ned. På længere sigt mener hun, at de forskellige internettjenester som Facebook, Dropbox og Picasa skal oprette en slags dødsklausuler, så pårørende kan få adgang til det, som afdøde på forhånd har valgt, de skal have adgang til.
Der har for nyligt været en sag med en soldat, der døde i Irak-krigen. Han havde en masse fotos liggende på sin Yahoo-mail, som hans far forsøgte at få adgang til. Det kunne han ikke få lov til af Yahoo, men efter lang tid vandt faderen endelig i retten. Det kan ikke være rigtigt, at det er rettens vej, man skal gå. Jeg mener, at vi er nødt til at ændre på lovgivningen. Men det er et større apparat, der skal i gang, for mange internetsider er udenlandske og ligger derfor uden for dansk lovgivning.
Det er ikke kun private ejendele, der risikerer at forsvinde ud i den virtuelle intethed. Det samme gør mere officielle dokumenter som lønsedler og breve, der ligger i ens e-Boks.
Vi har digitale ejendele over alt. På sundhed.dk kan du for eksempel have dit livstestamente liggende, hvor man tager stilling til passiv dødshjælp, og du kan have informationer om, hvad du har valgt at sige til organdonation. Der er rigtig mange steder, som du ikke har adgang til som efterladt, hvis du ikke har den afdødes adgangskoder, siger hun og tilføjer:
Teknologien kan simpelthen ikke håndtere, at vi dør.