Fremtidens biblioteker kan blive uden trykte bøger

Et folkebibliotek helt uden fysiske bøger er ved at blive bygget i USA. Det kan også blive fremtiden i Danmark

Tove Tybjerg: Religionsforskningen før og nu. Historiske rødder. 358 sider. 349 kroner. Gyldendal.
Tove Tybjerg: Religionsforskningen før og nu. Historiske rødder. 358 sider. 349 kroner. Gyldendal.

Det lyder nærmest absurd, men til efteråret står et helt nyt og kæmpestort offentligt bibliotek klar i den amerikanske delstat Texas helt uden bøger. I stedet for kilometerlange rækker af bogrygge vil der være 50 computerstationer og 150 e-læsere, hvor man godt nok kan læse og låne omkring 10.000 bøger, bare kun af den digitale slags.

Og de står ikke alene med tankegangen. Stadig flere amerikanske folkeskoler er i fuld gang med at fjerne næsten alle fysiske bøger fra deres skolebibliotek til fordel for elekroniske. Rationalet er egentlig simpelt, fortæller skoleinspektør Sue Skinner fra Minnesotas Benilde-St. Margarets School til det amerikanske tidsskrift School Library Journal:

Vi har altid tænkt på et bibliotek som en bygning med stakke af bøger. I dag bør vi tænke på det som et rum, hvor mennesker mødes for at dele idéer, være kreative, indhente information og læse.

Spørgsmålet er så, om det er et kig ind i fremtiden, man får på Biblio Tech, som de kalder det nye bogløse bibliotek. Og om den fremtid også er dansk.

Svaret er ikke helt enkelt, men der er ingen tvivl om, at noget tilsvarende vil komme til Danmark, mener lektor i interaktive digitale medier på Aalborg Universitet Thessa Jensen. Faktisk er her allerede flere eksempler, blandt andet i form af det (næsten) bogløse børnebibliotek i Aalborg, påpeger hun. Her fjernede man allerede i 2007 90 procent af bøgerne og flyttede dem ned i et åbent bogdepot i kælderen. 75 procent af materialekontoen bruges i stedet på spil, film og musik ud fra en idé om at tage udgangspunkt i det, der siges at være børnenes egen kultur-opfattelse.

LÆS OGSÅ: Antallet af selvbetjente biblioteker stiger kraftigt

I Randers er børnebiblioteket på samme måde omdannet til et mødested for unge. En slags forlængelse af ungdomsværelset, hvor bøgerne ikke er så synlige, forklarer Thessa Jensen. Og i Hjørring er hele biblioteket lavet om til et oplevelsesrum, hvor man blandt andet kan skrive sine egne historier.

Jeg er ikke i tvivl om, at e-bøger og lydbøger vil overtage bogmarkedet inden for en ret kort periode. Vi har allerede teknologien, og den unge generation tænker digitalt og er vænnet til, at bøger ikke længere er noget, man bærer rundt på. Derfor kan bibliotekerne meget vel ende med at være en nichevirksomhed, hvor attraktionen er en museumspræget nostalgi ved den trykte bog. Lidt som vi kender det fra gammeldags LP-butikker, siger hun.

Michel Steen-Hansen er direktør i Danmarks Biblioteksforening og med i tænketanken Fremtidens Biblioteker. Han ser også en fremtid med langt færre bøger på bibliotekerne, måske slet ingen. Det bliver i så fald kun i landets største byer, hvor der findes mere end ét bibliotek, for den rene digitale udlåning kan ikke stå alene, siger han.

Stadig flere mennesker bruger bibliotekerne til noget andet end at låne bøger, og derfor er tanken om det bogløse bibliotek ikke så langt væk. Men hvis det bliver virkelighed i Danmark, bliver det ikke lige med det samme, for den fysiske bog fylder stadig meget i danskernes bevidsthed, siger Michel Steen-Hansen.

Overraskende meget, viste det sig i en rapport fra OECD i efteråret 2012. Her fremgik det, at blot to procent af omsætningen på bogmarkedet i Danmark kom fra elektroniske bøger. I USA, som er absolut længst fremme i de digitale sko, var tallet otte procent. Ikke overvældende i forhold til den massive medieomtale af, at nu revolutionerer e-bøgerne hele markedet for bøger, påpeger formand i Bibliotekarforbundet Pernille Drost. På de danske folkebiblioteker udgør e-bøger da også blot fem procent af materialet, så at et amerikansk bibliotek har droppet bøgerne, er ikke udtryk for meget andet, end at et amerikansk bibliotek har droppet bøgerne, mener hun.