Frivillige vil støtte døende i hjemmet

Et nyt netværk af frivillige på Fyn vil støtte døende i eget hjem. På sigt håber initiativtagerne på et landsdækkende netværk. Støtte til døende er ved at blive en folkebevægelse, lyder det fra Palliativt Videnscenter

Et nyt netværk af frivillige vil støtte døende og deres familier med samtale, praktisk hjælp og mulighed for pusterum til ægtefælle og børn (Modelfoto)
Et nyt netværk af frivillige vil støtte døende og deres familier med samtale, praktisk hjælp og mulighed for pusterum til ægtefælle og børn (Modelfoto).

Tid til samtale, en ekstra praktisk hjælp eller et pusterum til ægtefælle og børn. Det er nogle af de opgaver, et nyt netværk af frivillige på Fyn vil tilbyde døende i eget hjem. Målet er 35 frivillige spredt over hele Fyn den første tredjedel skal være klar til start 1. november.

Vi skal gå ind og være mennesker dem, der skaber et vindue mellem det alvorligt syge og døende menneske og omverdenen. Vi skal kunne sætte os ned i ro og mag og lytte eller læse et stykke højt af Bibelen eller drikke en bajer, hvis det er det, der er ønskes, siger Ole Ulsø, cand.mag. og en af iniatiativtagerne fra Rotary på Fyn.

LÆS OGSÅ:Børn af døende lades i stikken

Foreningen Palliativt Frivilligt Netværk (PFN) er kommet i stand på initiativ af og med økonomisk støtte fra Rotary, men har også modtaget 100.000 kroner fra Ældre- og Handicapudvalget i Odense til projektets arbejde i 2013.

Netværket skal arbejde tæt sammen med Palliativt Team Fyn, der yder støtte til døende i eget hjem, fortæller leder og overlæge Anette Damkier, Odense Universitetshospital:

Vi er gået ind i det her samarbejde, fordi vi ser et behov hos de uhelbredeligt syge og deres familier, som vi som fagpersoner ikke kan dække. De familier, vi møder, er hårdt ramt, og for dem kan de frivillige være et rigtig godt tilbud, siger hun.

Meningen er, at de frivillige skal inviteres indenfor tidligt i forløbet. For eksempel hos en person, som bor alene og ikke har nogen stor omgangskreds, men som har brug for menneskeligt samvær. Eller en familie med mindreårige børn, hvor der er en stor praktisk belastning på de pårørende. Eller hos et ældre ægtepar, hvor den raske ægtefælle er udmattet, og den døende ikke kan være alene, men en frivillig kan træde til et par timer og give ægtefællen en pause. Overlæge Anette Damkier påpeger, at det er vigtigt at sikre kvaliteten i projektet, og derfor skal der nu rejses penge til ansættelse af en frivilligkoordinator med base på Odense Universitetshospital.

LÆS OGSÅ:Døende får ikke den nødvendige behandling

De frivillige skal være både robuste og godt klædt på til opgaven. Så koordinatoren skal både sikre, at de frivillige er kvalificerede, og skal også matche de rigtige frivillige med familierne, siger Anette Damkier.

Mange steder i landet er frivillige tilknyttet vågetjenester, som tilbyder at sidde hos døende den sidste tid. Også landets hospicer trækker på en stor skare af frivillige. Men et netværk, der kan yde støtte i eget hjem på et tidligere tidspunkt, er en ny model og et rigtig positivt initiativ, mener Helle Timm centerchef ved Palliativt Videnscenter:

Tanken om, at man sætter ind med støtte i eget hjem, passer godt ind i de nye nationale anbefalinger om, at mennesker med livstruende sygdom og deres familier skal støttes tidligt blandt andet for at forhindre, at de pårørende brænder ud, siger Helle Timm, der noterer sig en stor og stigende interesse fra det frivillige Danmark i forhold til at støtte døende:

Vi kan se, at det er et område, der virkelig trækker frivillige til. Det er vokset ud af hospicebevægelsen, som efterhånden nærmest er blevet en folkesag. Samtidig har frivilligt socialt arbejde generelt fået en helt ny betydning og status i vores samfund, og det håber og tror jeg, det palliative felt kommer til at nyde godt af de kommende år, siger hun.

Efter en to-årig indkøringsperiode forventer Rotary, at netværket er selvfinansierende gennem donationer og fonde. Og håbet er, at idéen kan brede sig til andre dele af landet, siger Ole Ulsø:

Vi er ikke i tvivl om, at der også er brug for det her andre steder.

Hvad er palliation?

Palliation betyder lindring. Ordet stammer fra latin pallium, der betyder kappe, tæppe eller kåbe, og anvendes i dag om den professionelle indsats for at forebygge og lindre lidelse for mennesker ramt af livstruende sygdom. Palliativ indsats har til formål at fremme livskvaliteten og retter sig mod de fysiske, psykiske, sociale og åndelige lidelser, der for den syge og for de nærmeste kan være forbundet med livstruende sygdom og død. Palliation praktiseres på både hospice, i palliative teams og på palliative afdelinger på hospitaler samt i sundhedsvæsenet generelt eksempelvis i hjemmeplejen, plejehjem og praktiserende læger.

Kilde: Palliativt Videnscenter