Fængslet gjorde mig egoistisk

Jesper Olsens liv ændrede sig pludselig fra en hverdag med arbejde, venner ogfamilie til et liv bag tremmer. Tidligere har Kristeligt Dagblad fortalt om de knap 13 måneder, han var varetægtsfængslet. Her følger fortællingen om dagen i retten, der endte med en erstatning

Fængslingen gjorde Jesper Olsen mere og mere egoistisk.
Fængslingen gjorde Jesper Olsen mere og mere egoistisk. Foto: colourbox.com.

20. januar 2011. Der har været stort postyr i Slagelse Arrest hele morgenen. Buddene på Jesper Olsens fremtidige skæbne er blevet gjort op i kroner og øre og udvekslet med skråsikre håndtryk fangerne imellem. Nogle holder på, at han bliver fængslet. Andre, at han går fri.

Imens er Jesper Olsen blevet kørt med velfriseret hår og nyvasket Hugo Boss-tøj til Københavns Byret, hvor han efter knap 13 måneders varetægtsfængsling er kommet for en dommer.

LÆS OGSÅ: Fodlænker skal aflaste arresterne

Det er torsdag. En af de længere. For time efter time sidder Jesper Olsen i byretten sammen med de tre andre tiltalte, en dommer og to domsmænd, anklageren og de tiltaltes forsvarsadvokat.

Jeg prøvede hele tiden at fornemme, hvad der ville ske. Lytte efter, hvad der blev sagt af anklageren og af min advokat. Og hvordan reaktionen var, fortæller han.

Jesper Olsen risikerer at skulle afsone tre et halvt års fængsel for gentagende gange at have givet euforiserende stoffer videre til andre. Men hans advokat tør end ikke gisne om, hvordan afgørelsen vil blive. Og da alle beviser er fremført af anklager og forsøgt afvist af forsvarer, bliver Jesper Olsen fulgt ned i en lille celle, mens dommerne voterer.

Jeg spekulerede på alt mellem himmel og jord i de timer, jeg ventede. På hvad jeg skulle gøre, hvis jeg kom ud, og hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fik en dom, siger Jesper Olsen.

Da han atter står foran dommeren, lyder de velkendte ord thi kendes for ret efterfulgt af tiltalte Jesper Olsen straffes med fængsel i 10 måneder. JesperOlsens advokat vender sig mod ham og konstaterer:

Du er løsladt.

Jesper Olsen har siddet varetægtsfængslet i knap tre måneder længere, end den dom, han egentlig får. Så fra Københavns Byret kan han gå direkte ud i menneskemyldret på Strøget med udsigt til en erstatning for sin uberettigede varetægtsfængsling på 54.000 kroner.

Jeg var helt rundt på gulvet. Efter at have været vant til at andre bestemte over mig i mere end et år, kunne jeg pludselig gøre, hvad jeg ville. Det var meget mærkeligt, siger han.

Men det er ikke den samme unge mand, der går ud imellem byrettens majestætiske søjler og ned ad den rødbrune stentrappe, som den unge mand, der mere end et år tidligere blev lagt i håndjern og varetægtsfængslet. Han er indebrændt, irritabel og mere eller mindre ligeglad med folk omkring sig.

Jeg var vant til, at andre bestemte over mig døgnet rundt og var nødt til at klare mig selv. Så jeg ville ikke finde mig i, at nogen bestemte over mig længere. Jeg følte mig dårligt behandlet af systemet, og det gav mig lyst til at behandle systemet dårligt. Jeg blev meget egoistisk, hvilket også har givet mig problemer i mit parforhold. Man tænker ikke på andre længere. Man er sig selv nærmest, siger Jesper Olsen.

I dag har Jesper Olsen haft fem måneder til at vænne sig til friheden. Han er begyndt at tage det kørekort, han ikke nåede at blive færdig med før anholdelsen. Og han er begyndt på en uddannelse til fitnessinstruktør. Men forholdet til kæresten er gået itu.

Jeg har virkelig mærket, hvordan det er at sidde inde. Det skal jeg ikke prøve igen. Det ødelægger mennesker.

holtze@k.dk

dalsgaard@k.dk