Godt nytår til læserne

Oprørssoldater i Mali meddeler, at de har indtaget præsidentpaladset og arresteret flere ministre efter en ...

Tak til alle læsere og godt nytår, skriver Erik Bjerager, ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Carmen Jaspersen/ Denmark / Scanpix

Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, ser tilbage på året der gik

Ved årsskiftet skal der lyde en stor tak til læserne for opbakning til Kristeligt Dagblad i 2013. Det har været endnu et begivenhedsrigt år, som vi har bestræbt os på at formidle så seriøst og nuanceret som muligt til vore læsere.

Det har også været et intenst år for medierne. For ikke mindst dagbladene er udviklingen forbundet med store udfordringer.

Alligevel klarede Kristeligt Dagblad sig bedre end de fleste. Hvor mange aviser kæmper med fald i oplagene på op mod 10 procent om året, holder Kristeligt Dagblad stand med et oplag på godt 26.000, der læses af 104.000 danskere hver dag.

LÆS OGSÅ: Hvem bør være danskernes moralske forbilleder i 2014?

Avisens digitale udbredelse voksede markant, og det er en opmuntring, at internettet ikke kun appellerer til den hastige læser.

Nogle af de mest læste artikler på nettet i årets løb er også nogle af de længste artikler, vi har bragt, blandt andet beretningen om en dansk mand, der søgte assisteret selvmord i Schweiz.

Trafikken på avisens hjemmesider har sat nye rekorder og vokser stærkt. Antallet af unikke brugere steg til mere end 450.000 om måneden mod årets slutning. En voksende andel af indtjeningen kommer heldigvis derfra.

Også i det nye år vil vi udvikle avisens indhold. Det er vores ambition, at Kristeligt Dagblad skal være landets stærkeste kultur- og eksistensavis, og det er vores håb, at avisen ikke bare gør os selv på redaktionen, men også læserne klogere på både samtiden og livet.

Avislæsning bliver i stigende grad en elitær beskæftigelse for den gruppe af bevidste danskere, der ønsker at engagere sig og vælger tv-underholdningsstrømmen fra.

Det stiller stadigt større krav til avisens kvalitet og seriøsitet, og det håber vi, at vi også i 2014 kan leve op til.

Tak igen til alle læsere og godt nytår.