Godt nytår til læserne

Medieverdenen ser ganske broget ud med den hastige digitalisering og de betydelige forandringer, der sker på kort tid. Men der er grund til optimisme, og stor grund til at sige læserne tak for opbakningen i årets løb, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør påŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Den for længst afdøde britiske premierminister Winston Churchill var ikke bare en fremragende statsleder og skribent, men også forfatter til mange visdomsord, der gælder den dag i dag. Et af dem er godt at huske ved et årsskifte, hvor man lægger det kendte bag sig og skuer ind i en ukendt fremtid. ”En pessimist ser problemer i alle muligheder, mens en optimist ser muligheder i alle problemer,” sagde Churchill.

Det er et visdomsord, som flere kan lægge sig på sinde, og vi prøver at gøre det her på avisen.

Medieverdenen ser ganske broget ud med den hastige digitalisering og de betydelige forandringer, der sker på kort tid. Men der er grund til optimisme, og stor grund til at sige læserne tak for opbakningen i årets løb.

Kristeligt Dagblads oplag satte rekord med mellem 27.000 og 28.000 daglige eksemplarer, mens avismarkedet fortsat er uhyre presset. Læserne er optaget af avisens dækning af de mange etiske, trosmæssige og eviggyldige livsspørgsmål, som er avisens kerneområde. Hver avis har flere læsere, og dagligt læses Kristeligt Dagblad af knap 100.000 mennesker. Det er på papir.

Også på nettet har avisen oplevet lidt af en eksplosion i læserinteressen. På vej ud af året blev Kristeligt Dagblads hjemmesider besøgt mere end 70.000 gange i døgnet, hvilket er markant højere end året før. Og ser vi på en hel måned er antallet af besøg af forskellige mennesker på mere end 600.000. Brugen af e-avisen, der er en digital udgave af papiravisen, som alle vore abonnenter har adgang til, sætter ligeledes daglige besøgsrekorder.

Vores udfordring er at tjene penge på de digitale medier. Forleden udgav Kulturstyrelsen en stor rapport om danskernes brug af digitale medier og fastslog, at danskerne gerne vil betale for underholdning på nettet, men det er langt sværere at få dem til at betale for at holde digital avis. Her deler vi skæbne med alle andre dagblade, men vi gør vores bedste og oplever heldigvis også fremgang på det område.

Avisens økonomi er i god gænge. Den har ikke set det fald i annoncesalget, som præger mange andre dagblade, og der er taget nye initiativer i årets løb til at styrke avisens indtjening. Blandt andet har vi stiftet en læserklub, som vi vil udvikle i det kommende år.

Vi ved at vore læsere er meget kulturelt interesserede. De læser bøger, er optaget af kunst, klassisk musik og teater i langt højere grad end befolkningen som helhed, og i læserklubben tilbyder vi alle disse kulturoplevelser med rabat til abonnenterne. Vi satser ikke på at tjene mange penge på den aktivitet, men vi håber, at vi kan få endnu mere tilfredse abonnenter, hvis vi som tillæg til avisabonnementet kan formidle alle disse gode kulturtilbud.

Kristeligt Dagblads Forlag har i årets løb udgivet 25 nye bogtitler, og forlaget har fastslået sin position på bogmarkedet som et lille seriøst kvalitetsforlag. Den position ønsker vi at styrke og udbygge i de kommende år.

Tak til læserne for det gamle år og godt nytår!