Alt for sent er EU ved at erkende, at bevogtede grænser er forudsætningen for det grænseløse Schengeneuropa. Krigsskibe fra Nato patruljerer nu i de snævre farvande mellem de græske øer og Tyrkiet for at afvise de overfyldte gummibåde med flygtninge. Officielt for at redde liv, men reelt for at afvise dem, før de sætter fod på græsk EU-jord med deraf følgende asylprocedure. Vil det lykkes at standse strømmen af flygtninge og immigranter?
Den seneste erfaring med velbevogtede grænser er Jerntæppet mellem kommunistiske og kapitalistiske lande. I al sin grusomhed må det siges, at det virkede, men med uhyre menneskelige omkostninger, for ofrene såvel som vogterne.
Og det var dyrt at opretholde. Det var økonomiske hensyn, der fik det kommunistiske styre i Ungarn til i sommeren 1989 at opgive en påkrævet fornyelse og i stedet åbne hegnet til Østrig. Dermed indledtes den proces, der førte til de kommunistiske regimers fald i løbet af efteråret 1989. Det er formentlig erfaringen med Jerntæppet mellem øst og vest, der ligger bag den åbne tyske asylpolitik, som har bragt Angela Merkels regering i vanskeligheder.
Forskellen var imidlertid hensigten med afspærringen. Jerntæppet skulle spærre befolkningen inde, mens den aktuelle krise handler om, at EU tiltrækker mennesker, der ønsker sig et bedre liv.
Vi skal meget længere tilbage i historien end nationalstaternes grænsebomme og paskontroller for at finde et forbillede for beskyttelse af en tiltrækkende civilisation.
Her er Limes Germanicus – grænsen mellem det germanske og det romerske område – særligt interessant, fordi dens historie er så godt belyst. Limes Germanicus var, ligesom Den Kinesiske Mur, alle arkitektoniske anstrengelser til trods, primært en markering i landskabet, ikke et forsvarsværk. Det kan man studere i Taunusbjergene nord for Frankfurt, hvor tyske arkæologer mellem 1897 og 1907 på initiativ af kejser Wilhelm II rekonstruerede det romerske kastel Saalburg.
Denne fæstning der kunne rumme en romersk kohorte på 400-500 mand skaber sammen med markeringen af voldforløbet i landskabet indtrykket af en moderne grænse med paskontrol, grænsebomme, gendarmer og andre kontrolforanstaltninger.
Men den romerske grænsedragning var anderledes. Ganske vist markeredes grænsen ofte fysisk i landskabet på de strækninger hvor den ikke havde form af en flod eller et hav. Men reelt var grænseområderne brede, ret flydende definerede område af kulturel og politisk indflydelse præget af blandinger af kulturer. Den romerske kejser Augustus trak sine legioner tilbage fra området mellem Elben og Rhinen efter nederlaget ved slaget i Teutoburgerwald ved Kalkriese i år 9 og indledte befæstningen af grænsen mod germanerne.
Limes betyder sti eller vej, og det var netop, hvad anlægget fra Mainz ved Rhinen over til Donau var. Et befæstet vejforløb beregnet til hurtig flytning af tropper fra vore dages Holland og Belgien til Noricum og Pannonia, vore dages Østrig og Ungarn.
Nord for Mainz udgjordes grænsen af floden Rhinen, helt til udmundingen i Den Engelske Kanal. Her varetoges bevogtningen primært af en talstærk flåde. Fra Mainz over Stuttgart, Augsburg og Regensburg til Donau gik militærvejen gennem landskabet. I tiden fra omkring år 50 udbyggedes vejforløbet med en palisaderække, en grav (fossa), en vold (vallum), samt vagttårne, legionslejre og kasteller.
I rituel forstand opfattede romerne graven og volden som en plovfure der løb rundt om hele riget, en circum- ductio. På den måde markerede det romerske folk ikke blot sin ejendomsret til landet, men også imperiets ukrænkelighed. Det var ikke svært for germanerne at bryde gennem volden, men havde de først krydset denne ”hellige” grænse var de legitimt bytte for de romerske tropper i garnisonerne.
Grænsen markerede ikke afslutningen for Romerrigets kulturelle indflydelse, sådan som man tidligere antog, men var en markering der ikke måtte overskrides. Og hvis man gjorde det, var man frit bytte og risikerede at blive slået ihjel. Denne grænse brød sammen under presset fra folkevandringerne, men først efter at have holdt i 400 år. Det kan altså lade sig gøre at forsvare sine grænser, men så skal man være villig til at slå ihjel for at holde folk ude. Er vi det i dag hvor det sker for rullende kameraer og mobiltelefoner?