En forudsætning for de moderne nationalstater er kontrollerede grænser og pas. Derfor var det logisk, at EU med Schengen-aftalen fra 1985 og Amsterdam-traktaten fra 1999 nedlagde den indre grænsekontrol og gjorde det muligt at rejse uden pas.
Som dansker skulle man ganske vist vise pas for at bevise, hvem man var. Men det skyldtes blot vor egen modstand mod identitetspapirer, ikke EU. I EU tænkte man, at det grænseløse Europa var en logisk forudsætning for arbejdskraftens fri bevægelighed. Og sådan har det fungeret, blandt andet i Øresundsregionen.
Først da vi opdagede, at den ydre grænsekontrol ikke fungerer, og flygtningene vælter ind, genopstod den nationale grænsekontrol. EU er ikke en stat, men havde opført sig, som om den var, uden den nødvendige kontrol af de ydre grænser. Det hævner sig nu, hvor grænsehegn og kontrol af identitetspapirer er genindført.
Nationale pas er imidlertid et meget nyere fænomen. De blev indført under Første Verdenskrig efter en kort periode i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor alle frie personer i princippet kunne rejse frit rundt i verden og endda emigrere stort set efter eget valg.
Indtil da havde det været sådan, at hvis ikke-adelige skulle rejse, skulle de kunne bevise, at de havde ret til det og ikke var ”rendt af pladsen”. Handelsmænd skulle kunne fremvise næringsbrev og være medlemmer af et lav eller et gilde.
Men der var ikke kontrol i moderne forstand ved grænserne, selvom disse gradvis blev mere og mere markerede, men ved ud- og indrejse af byerne.
Så sent som i 1700-tallet har vi beretninger fra britiske rejsende, der efter et besøg i Paris opdagede, at deres to lande havde været i krig med hinanden, uden at det havde begrænset deres færden. Det var landene, ikke borgerne, der førte krig mod hinanden,
Grænser fandtes i høj grad før nationalstaterne, men først og fremmest inden for staten. Det er forklaringen på, at de fleste pas før nationalstaternes tidsalder var til indenrigsbrug. Sådanne dokumenter kendes fra alle europæiske lande og var noget af det første, de revolutionære under den franske revolution afskaffede.
Hovedtransportmidlet var nemlig for størstedelen af befolkningen, helt til anlægget af jernbaner i 1800-tallet, fødder. Og fodgængere er næsten umulige at kontrollere, undtagen ved bjergpas og skibe eller som senere i Sovjetunionen ved kontrolposter på vejene.
I Danmark blev kontrollen især foretaget ved overfarterne over Storebælt og Lillebælt samt ved Kongeåen, der også var en toldgrænse til Sønderjylland.
Før nationalstaterne og frihandelen foregik den meste kontrol af færdsel imidlertid ved byernes porte. Et minde om dette system findes stadig i København i form af acciseboden mellem Christianshavn og Amager.
Her blev al færdsel indtil sløjfningen af voldene i 1850'erne kontrolleret og afgifter opkrævet på samme måde som ved de tre andre porte, Vesterport, Nørreport og Østerport. I dag er pas blevet en selvfølgelighed, noget næsten ”naturligt” for moderne mennesker.
Men inden indførelse af det moderne pas i det 20. århundrede var der en gylden periode, hvor de fleste kunne rejse frit uden at vise dokumenter. Og det gjaldt ikke kun overklassen, men også på en lidt anden måde håndværkssvende på valsen og handelsmænd.
Reelt nåede EU først med Schengen-samarbejdet samme grad af internationalisering og globalisering som i anden halvdel af 1800-tallet og frem til 1914. Og det ser nu ud til at være slut, i takt med at grænsekontrol genopstår under pres fra flygtninge og migranter.