Efter det klare nej til kreditorernes sparekrav ved søndagens folkeafstemning kommer Grækenlands premierminister Alexis Tsipras i dag til topmøde i Bruxelles med sit forslag til, hvad der nu skal ske.
Eurozonens regeringsledere har bedt om udspillet, og det bliver helt afgørende for, om Græken-land kan fortsætte som euroland, eller om det bliver til den såkaldte grexit fra samarbejdet.
Det tilspidsede opgør om Grækenlands gæld og status i eurosamarbejdet har genåbnet hele debatten om, hvordan man i grunden får det til at fungere.
Helt tilbage fra de første spadestik i 1980'erne til at gøre EU til en økonomisk-monetær union har økonomer peget på det centrale problem ved at indføre en fælles valuta for så stort og forskelligartet et område som EU. Medlemslandene har forskellig vækst, forskellige skattesystemer og forskellig finanspolitik.
Tidligere kunne ”markedet” udligne de forskelle ved at ændre kursen på landenes valutaer.
I den helt aktuelle situation ville Grækenlands drakmer have haft en langt lavere værdi i dag. Det kunne måske have hjulpet landet ud af de alvorlige gældsproblemer.
Seniorådgiver Jan Høst Schmidt fra Tænketanken Europa var tilbage i 1980'erne vicekabinetschef for EU-kommissær Henning Christophersen, der tog de første spadestik til EU's Økonomisk-Monetære Union, forløberen til euroen.
Jan Høst Schmidt har for nylig skrevet et notat om, hvordan man får euroen til at fungere bedre i fremtiden. Det vil sige efter, at den græske krise måtte være løst.
Han fortæller, at man dengang i slutningen af 1980'erne forventede, at landene ville være mere disciplinerede med hensyn til at holde budgetunderskud nede og følge de regler, der var sat for medlemslandene. Man troede også, at de finansielle markeder ville være hurtigere til at ”straffe” lande, som skejede ud.
Efter finanskrisen i 2007 har EU gennemført en række tiltag for at undgå, at unionen igen kommer i så store vanskeligheder.
Den Europæiske Centralbank har blandt andet sat sig for at købe massivt op af statsobligationer, ligesom det sker i USA.
Man har indført en ”europæisk stabilitetsmekanisme”, ESM, som den slags ordninger med bureaukratisk ynde kaldes, og den giver EU mulighed for at hjælpe nødlidende eurolande. Endelig skal de fælles regler for bankdrift, som de er beskrevet i EU's bankunion, sikre økonomisk stabilitet.
Det har altsammen trukket i den rigtige retning, men det har bare ikke givet vækst og beskæftigelse. Det kræver ifølge notatet reformer, for eksempel af pensionssystemerne, så man bedre kan klare de store årgange af pensionister i fremtiden.
Reformiveren halter voldsomt bagefter ikke kun i Grækenland men i de enkelte medlemslande. Af de reformer, Det Europæiske Råd har anbefalet, blev kun otte procent fuldt ud gennemført i 2014, fremgår det.
Dermed er man tilbage ved det oprindelige dilemma ved euroen: At det stadig er de enkelte landes regeringer, som selvstændigt fastlægger finans- og skattepolitikken, og de behøver ikke at følge EU's anbefalinger.
Det rører ved det centrale spørgsmål om national suverænitet og EU's kompetencer.
Kritikere af euroen øjner derfor en gylden mulighed for, at hele konstruktionen vil bryde sammen, og Grækenland kan blive den første brik, der vælter. For er der noget, folket ikke bryder sig om, er det mere magt til EU's institutioner.
Selvom kritikerne har fået ret i, at eurolandene har haft det svært under finanskrisen, står det dog klart, at euroen trods alt har overlevet en hel del dommedagsprofetier, siden den blev indført i 1999.
Euroens tilhængerne mener, at hvis eurozonen skal fungere bedre i fremtiden, kræver det, at de nationale politikere får langt større ”ejerskab” til de beslutninger, der træffes i EU. Det kunne for eksempel være mere forpligtende aftaler mellem EU-politikere og de nationale politikere.
Det handler også om at skabe større folkelig accept af EU. Om ikke andet viser den græske folkeafstemning, at der på det område er plads til betydelige fremskridt.