Vi fejrer Grundloven den 5. juni. Den grundlov, som navnlig Dansk Folkeparti (DF) ønsker uændret. Den står for dette parti som et symbol på danskheden på linje med folkekirken, dannebrog og Dybbøl Mølle. Men for nogle år siden konstaterede en undersøgelse, at kun hver niende dansker har læst Grundloven. Der er ingen grund til at tro, at DFs vælgere kender Grundloven bedre end andre. Det kunne ikke skade at læse Grundloven. Og tænke over den. Måske er det endog bedre end en ny demokratikanon.
Den danske grundlov opfylder med sine kun 89 paragraffer Napoleons krav til en grundlov om, at den skal være kort og uklar. Men er Napoleons standarder de rette for et moderne demokratisk samfund?
To tredjedele af Grundloven står uændret siden 1849. De første 27 paragraffer giver indtryk af, at "kongen" styrer. Betegnende er det, at den dengang enevældige nepalesiske konge for nogle år siden tilkaldte en dansk ekspert, da han følte sig presset til at få en grundlov. Eksperten viste ham en engelsk oversættelse af vor grundlov. Da kongen så, hvor meget kongen ifølge Grundloven bestemte i Danmark, var han beroliget. Nepal fik en (meget lidt demokratisk) forfatning.
Mange politikere og eksperter er enige om, at vor grundlov bør fornys. Vi har ikke den stærke kongemagt, Grundlovens bogstav giver indtryk af. Kapitlet om frihedsrettigheder er forældet og slet ikke i tråd med de internationale erklæringer om menneskerettigheder, som Danmark har tiltrådt. Sproget er forældet. Ordene demokrati og folkestyre står ikke i den.
Så vidt kan mange bortset fra DF sikkert enes om en fornyelse. Men hver gang spørgsmålet rejses, dør debatten hen. En forklaring herpå er naturligvis, at DF for tiden er regeringens støtteparti.
Men bagved ligger også en særlig dansk ligegyldighed med demokratiets institutioner. Et af de mest læste værker i dansk demokratilitteratur er Hal Kochs "Hvad er demokrati" fra 1945. Bogen er uden sidestykke i andre lande. Koch var ekstremt uinteresseret i demokratiets institutioner. Hans interesse var demokratisk adfærd og kultur.
Sidste år udsendte Undervisningsministeriet et hefte "Undervisning i demokrati" til brug for skoleundervisning. Målgruppen var ifølge undervisningsministeren især indvandrerbørn. Undervisningsministeren havde ladet sig selv interviewe for at deltage i belæringen om demokratiet. Det er ellers mest i Nordkorea, at politiske ledere direkte belærer børn om landets styreform. Her i landet udarbejdes skolebøger normalt af fagfolk i politisk armslængde.
Mest handlede heftet om demokratisk adfærd. Det var unægteligt påfaldende, at heftet slet ikke definerede demokrati som styreform.
En tilsvarende ligegyldighed over for institutionelle strukturer ser vi i folkekirkens organisation, som også er specielt dansk. Man har aldrig skrevet den kirkeforfatning, som blev stillet i udsigt i Grundloven i 1849.
Man ser undertiden i Danmark det synspunkt, at demokratiets institutioner er en tom skal uden værdier. Derfor egentlig også ret ligegyldige. Værdierne skal hentes udefra og gerne i kristendommen.
Men demokrati kan jo ikke tænkes uden værdier som fællesskab og solidaritet. Fælles beslutninger om fælles anliggender forudsætter jo disse værdier. De er en del af demokratiet, ikke hentet "udefra".
Verdens førende nulevende demokratiteoretiker hedder Robert Dahl. Han mener, at menneskers lighed er den grundlæggende værdi i demokratiet. Det er udmøntet i princippet om den lige og almindelige valgret.
Roden til dette abstrakte lige menneske er ifølge andre internationale forskere kristendommen. Det abstrakte menneske er videreført i den abstrakte vælger, den abstrakte borger og det abstrakte individ i markedsøkonomien. Det hævdes for eksempel af en forsker som Rodney Stark, at det er kristendommen, der opdager det menneskelige individ. Den religiøse lighed er forløberen for den verdslige lighed. Med Paulus: "Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde".
Rodney Stark fremhæver også kristendommens betydning for "opdagelsen" af individets frie vilje. Den frie vilje er forudsætningen for, at Vesten opfandt menneskerettigheder.
Også ret og retfærdighed er ifølge nogle opfattelser gennemsyret af kristendom. Det samme gælder kampen mod slaveri.
Kristendommens betydning for demokratiet i et overordentligt langvarigt og kompliceret historisk forløb lader sig selvsagt ikke endegyldigt bevise. I disse tider er der også grund til at advare mod at drage håndfaste konklusioner om ikke-kristne kulturer. Men konkrete paragraffer og institutioner er ikke tomme skaller, de er ladet med værdier. Og de vogter dem. Den danske ligegyldighed med demokratiets formelle grundlag er derfor et udtryk for overfladiskhed.
Grundlovsdag er en god lejlighed til varsomt at tænke over relationerne mellem Grundloven, demokrati og værdier. Også de kristne.
Tim Knudsen er ansat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet