Regeringen vil gå ”til kanten” af Grundloven for at stoppe de såkaldte hadprædikanter i muslimske trossamfund. Med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ord i Folketingets spørgetime for et par uger siden vil regeringen udfordre Grundlovens grænser. Møderne om, hvordan det skal ske, fortsætter i denne uge, og regeringen håber stadig, at det kan føre til konkret lovgivning inden sommerferien.
Men hvad er Grundlovens kant i forhold til religionsfriheden? Ifølge juridiske eksperter er rammerne for fortolkning meget vide. De er nærmest skrevet i skumgummi.
De to relevante paragraffer er paragraf 67 og paragraf 70 i Grundloven. Ifølge paragraf 67 har borgerne ”ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”
Paragraf 70 siger, at ingen på grund af sin trosbekendelse eller afstamning kan berøves fuld adgang til borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig almindelig borgerpligt.
Især paragraf 67 er i spil i de aktuelle forhandlinger. For på den ene side giver den religionsfrihed til enhver, og på den anden side er friheden begrænset.
Der findes flere juridisk kommenterede udgaver af Grundloven, og den nyeste udkom sidste år, skrevet af eksperter og professorer i statsret Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael H. Jensen. De skriver, at religionsfriheden ikke bare omfatter danske statsborgere, men ”formentlig” alle, der opholder sig i landet. Både kultiske handlinger, ansættelse af for eksempel præster og bygning af kirker er omfattet af religionsfriheden.
Friheden er imidlertid ikke ubegrænset. Helt fra den første grundlov i 1849 har det stået klart, at man ikke kan bruge religion til at retfærdiggøre kriminalitet. Intet må læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Så et trossamfund må eksempelvis ikke have pædofili eller mishandling af kvinder som en del af sit læregrundlag.
Vil man bygge en kirke eller en moské, skal der foreligge byggetilladelser og lokalplaner.
Pointen er imidlertid ifølge eksperterne, at samfundets vurdering af sædelighed og offentlig orden ændrer sig med tiden.
Tilbage i 1997 mente Justitsministeriet, at man ikke kunne afvise, at det ville være et brud på religionsfriheden at forbyde rituel slagtning af dyr. Et forbud, der åbenlyst kunne ramme både jøder og muslimer. Det blev ikke desto mindre indført i 2014.
Her var det blevet til en del af den offentlige orden at sikre dyrevelfærd, og derfor kunne regeringen forbyde det, vel vidende, at det specifikt ville ramme jøder og muslimer.
Balancen mellem religionsfriheden og samfundets interesser var allerede i spil, da Grundloven skulle skrives. Direktør Jacob Mchangama, tænketanken Justitia, og Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose har i en kronik i Berlingske henvist til en debat om temaet i 1849 mellem N.F.S. Grundtvig og den daværende kultusminister Johan N. Madvig.
Grundtvig sagde: ”Jeg mener, at det er klart, at hvad enten man i den såkaldte statskirke eller uden for denne vil binde lærefriheden dertil, hvorvidt man finder, at læren stemmer overens med sædelighed og den offentlige orden, at da lader man en dør åben til, hvilket øjeblik man vil, at afbryde friheden.”
I Frankrig skulle man allerede have lukket et bedehus med samme henvisning, anførte han.
Madvig mente modsat, at staten måtte have muligheden for at forbyde både lære og handlinger, fordi der altid er tæt sammenhæng mellem de to.
Ifølge professor Michael H. Jensen var grundlovsfædrene allerede i 1849 på det rene med, at forbuddet mod lære eller gerninger i strid med sædeligheden var åbent for fortolkning. Og at fortolkningen af grundlovens paragraffer 67 og 70 ville ændre sig med tiden. Blandt andet var det dengang et krav til både ministre og embedsmænd, at de skulle være medlem af folkekirken. I dag ville et sådant krav blive betragtet som forskelsbehandling.
Betyder det, at regeringen kan komme igennem med sine tre mest konkrete forslag – et forbud mod indrejse af hadprædikanter fra andre lande, og fratagelse af vielsesmyndighed og offentlig støtte, hvis imamer prædiker imod demokratiske værdier?
Det er svært at få eksperterne til at svare konkret på, men man må ikke lovgive direkte imod en navngiven religion eller mod bestemte menigheder eller trossamfund.
I spørgsmålet om lovforbud mod burka og niqab nåede Justitsministeriet i 2009 frem til, at det ville være et brud på religionsfriheden at forbyde den slags beklædning. Efterfølgende har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagt god for et tilsvarende forbud i Frankrig, og i 2014 lød vurderingen fra Justitsministeriet, at man sådan set godt kan indføre et forbud, bare det så bliver et forbud mod ”heldækkende klædedragt”, som principielt gælder alle. Men som i praksis kun vil få betydning for de muslimske kvinder, der bærer den.
Opdatering kl. 7.00, den 5.4.2016: Sprogligt er der ændret en smule i udsagnet af Michael H. Jensen om grundlovsfædrenes syn på, at fortolkningen af paragraf 67 og 70 i grundloven ville kunne ændre sig med tiden.