For 60 år siden sad 14-årige Ejvind Christoffersen og spiste frokost med sin mormor, da hans onkel og moster kom ind ad døren til huset i Nuuk, dengang Godthåb. Med sig havde onklen dårligt nyt. Noget var sket med det spritnye skib til passagertransport til Grønland, ”M/S Hans Hedtoft”, men de vidste endnu ikke hvad. Radioen blev straks tændt, og korrespondancen mellem skibet og telegrafisten i Julianehåb blev refereret.
”Vi hørte i radioen, at skibet var stødt på et isbjerg, og at det ikke var muligt at få yderligere kontakt med skibet,” fortæller Ejvind Christoffersen.
Han havde selv sejlet med skibet op til Grønland på dets jomfrurejse fra København med afgang den 7. januar 1959. Han havde på den ugelange rejse så småt lært det 40 mand store mandskab at kende. Nu, den 30. januar 1959, forstod han, at mandskabet sammen med 55 passagerer var fanget på et skib i havsnød 20 sømil syd for Kap Farvel, Grønlands sydligste spids. Sammen lyttede de fire familiemedlemmer koncentreret til radioen resten af eftermiddagen og natten med.
Samtidig havde nyhederne nået et lille rækkehus i Hellerup, hvor 13-årige Lars Vesterbirk boede med sine forældre og lillesøster. Faren havde været politimand på Grønland, men i 1958 var familien flyttet fra Nuuk tilbage til Danmark. I 1950’erne var byen, der dengang hed Godthåb, et lille samfund med godt og vel 3000 indbyggere.
”I Nuuk var samfundet så lille, at alle kendte alle. Mange af de danske familier blev så gode venner, at de blev en slags familie,” fortæller Lars Vesterbirk.
Tilbage i stuen i Hellerup kunne familien høre denne besked fra Pressens Radioavis:
”’Motorskibet Hans Hedtoft’ har fået en lækage og tager vand ind fra maskinrummet, og dets situation synes at være alvorlig.”
I løbet af eftermiddagen og aftenen blev huset stopfyldt af den del af omgangskredsen fra Grønland, som var flyttet tilbage til hovedstadsområdet. Spontant havde de tidligere gæstearbejdere på Grønland dukket op hos familien Vesterbirk, hvor de samlet lyttede til nyt fra radioen og drak spandevis af kaffe.
”Jeg kan huske stemningen, gravstemningen,” fortæller Lars Vesterbirk.
”Der er ingen latter, ingen der morer sig. Jeg kan specielt huske, at de voksne var meget tavse og forknytte.”
Vennerne fra Grønland blev i hjemmet indtil hen på morgenen, da håbet blev opgivet.
”Alle folk havde rejst med skib over Atlanten og vidste, at hvis man først kommer ned i det kolde vand, så er man færdig.”
Hos familien Vesterbirk var sorgen stor, da de havde mistet deres meget nære ven, kaptajnen på skibet Poul Ludvig Rasmussen.
Da Ejvind Christoffersen den 31. januar møder op i skolen i Nuuk, er ulykken på havet på alles læber. Den følgende uge bliver emnet dagligt taget op af klasselæreren. Hvis nogen ville give udtryk for tanker og følelser eller havde spørgsmål. De første par dage var forliset, vejrrapporter og nyheder om eftersøgningen det store samtaleemne.
”Det er klart. Alle var berørte og talte om det. I sådan et lille samfund kendte alle hinanden, og mange havde et familiemedlem ombord på skibet. ”
Året efter i realskolen sad Ejvind Christoffersen for eksempel ved siden af folketingspolitikeren Aygo Lynges yngste datter. Hun mistede sin far den 30. januar 1959. Og i dag har Ejvind Christoffersen også en nær veninde, hvor konen mistede sin mor.
”Det har virkelig påvirket hende hele livet, selv den dag i dag.”
I Danmark holdt Lars Vesterbirk og familien også nøje øje med nyheder om forliset. De ventede spændt på nyheder, og han husker, at man var optaget af, om der blev fundet vragrester.
”Vi var helt chokerede. Jeg ved ikke, hvor meget en 13-årig forstår af det. Det er så uvirkeligt. Men der blev snakket meget om det bagefter. Det tog virkelig meget plads i vores liv,” siger Lars Vesterbirk og fortæller om ét specielt samtaleemne, som de kom tilbage til igen og igen.
”Det optog folk, at dét skib ikke kunne synke. Skibet var slået op som et vidunder, det var ligesom ”Titanic”, synkefrit. Hvordan kunne forliset så lade sig gøre? Hos os var det en gåde, netop fordi vi kendte kaptajn Rasmussen så godt. Han var den mest erfarne ishavsskipper, hvad havde fået ham til at sejle ind i et isbælte? Vi snakkede meget om, at det måtte være, fordi han stolede på, at skibet var så sikkert, at det ikke kunne synke. Med al det navigationsudstyr havde han måske vurderet, at han sagtens kunne sejle ind mellem isbjergene.”
For Ejvind Christoffersen vendte livet gradvist tilbage til, hvad det før var. Især da eftersøgningerne stoppede omkring en uge efter ulykken.
Mens Lars Vesterbirk husker fundet af ”M/S Hans Hedtofts” redningskrans på Island efter ni måneder som en afslutning på katastrofen.
Lars Vesterbirk og Ejvind Christoffersen er i dag bedste venner og var også legekammerater, da Lars Vesterbirk boede på Grønland som dreng. Ejvind Chistoffersen er grønlænder og bor på Grønland, mens Lars Vesterbirk nu bor i Danmark efter at have været hele sin karriere i Grønlandstjenesten. Vesterbirk forklarer, hvordan katastrofen påvirkede hans liv:
”Ulykken var absolut en del af min barndom, men den lå ikke som en skygge over mit liv. Livet på Grønland i 1950’erne var under barske vilkår, så man er præget af, at livet er farligt, og en fisker eller fanger dør, og så skal livet gå videre. Man går ikke i panik efter en ulykke som ’Hans Hedtoft’-forliset, man lever videre med det. Men jeg kan ikke tælle, hvor mange gange mine tanker har strejfet skipper Rasmussen, som jeg var meget, meget glad for.”
Nogle gange taler de gamle venner om ulykken. Særligt om hvor utroligt det var, at lige netop Ejvind Christoffersen ikke var om bord på skibet, da det sank. Når han nu havde været med om bord på Hans Hedtofts jomfrurejse op til Grønland.