Har homoseksuelle fået en særstatus i debatten?

Navngivningen af en lille plads ved Rådhuspladsen i København har givet liv til en debat om, hvorvidt seksuelle minoriteter kræver særbehandling. Det sker, efter at formand for bank, der ligger på pladsen, måtte trække sig fra sin post efter at have kritiseret det nye navn Regnbuepladsen

Gågade ved Vester Voldgade ved Rådhuspladsen. Der er nu kommet et stort gåareal med plads til udendørs cafeer.
Gågade ved Vester Voldgade ved Rådhuspladsen. Der er nu kommet et stort gåareal med plads til udendørs cafeer. Foto: Christian Lindgren/ Denmark.

Kendere af indre København vil fra den 1. juli nok studse lidt over et nyt navn på en af Københavns allermest attraktive adresser. I aftes blev det vedtaget, at en lille bid af Rådhuspladsen fremover skal hedde Regnbuepladsen.

Og sjældent har en vejnavnsændring skabt så meget furore som denne.

Diskussionen om pladsens nye navn har været i gang, siden det for nylig kom frem, at formanden for Spar Nords bankråd, Thomas Højlund, var modstander af ændringen. I et høringssvar til Københavns Kommune gav han på vegne af Spar Nord udtryk for, at et navneskift ville skade beliggenhedsværdien af Spar Nords lokaler på pladsen, og det gjorde han i vendinger, der skulle ende med at koste ham posten som formand.

Det forekommer pinligt og useriøst, at et så stort flertal i Borgerrepræsentationen bakker op om denne intetsigende naturbeskrivelse, blot fordi den tilsyneladende af visse minoritetsgrupper er knyttet til en bestemt seksuel observans, skrev Thomas Højlund.

Med visse minoritetsgrupper mente Højlund altså homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, der som bevægelse har taget regnbuens farver og symbolik til sig.

Det fik Thomas Højlund dog hurtigt at høre for. Borgmester i København Morten Kabell (Enhedslisten) kaldte i Politiken Thomas Højlunds kritik for skjult homofobi og sagde, at bankrådsformanden var ude i et ærinde, som hører til på den anden side af Uralbjergene.

LÆS OGSÅ: Transkønnede diskrimineres. Danmark børafskaffe kastrationslov fra 1934

Derudover fik høringssvaret et andet medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Tommy Petersen (R), til at opsige sin konto i Spar Nord på grund af bankens manglende respekt for en minoritets frihedskamp, som Tommy Petersen sagde til TV2 Lorry.

I fredags blev der så undskyldt på Regnbuepladsen. Foran den københavnske filial delte Spar Nord sodavand ud i alle regnbuens farver, men det var ikke undskyldning nok, og samme dag var Thomas Højlund ikke længere at finde på formandsposten i bankrådet hos Spar Nord en fratrædelse, der nu også er uenighed om.

En person, der mener, at diskussionen om Regnbuepladsen har bevæget sig langt væk fra sagens kerne, er leder af De Konservative i Borgerrepræsentationen i København Rasmus Jarlov: Jeg synes nogle gange, at argumentationen mod tiltag i det homoseksuelle miljø kan blive meget hurtigt overstået, hvis man bare kan sige, at modstanderne er homofober. Man glemmer at tage stilling til de praktiske foranstaltninger, som i det her tilfælde, hvor jeg synes, hele forslaget grundlæggende er fjollet. Der er tale om at ændre en adresse, hvilket gør det sværere at finde rundt i byen, og de tre firmaer, der har lokaler på adressen, bliver mindre værd og mister penge på det, siger Rasmus Jarlov.

Han understreger, at han ikke finder høringssvaret specielt aggressivt, men at det derimod er meget naturligt for borgere at henvende sig vredt, når der skal tages beslutninger imod deres interesser. Og den vrede er også tilladt Thomas Højlund.Jeg synes, Morten Kabell og Tommy Petersen overreagerer. De blæser sagen ud af proportioner og ændrer den til noget, den ikke handler om. De gør sig til helte i en ideologisk diskussion, siger Rasmus Jarlov.Forholdene for homoseksuelle i Danmark er bedre end i mange andre lande, og lige præcis Rådhuspladsen er en vigtig historisk scene for homoseksuelles rettigheder, da det var her, det første registrerede partnerskab i verden blev indgået i 1989.

At man nu vil omdøbe en del af Rådhuspladsen for at stå ved den historie er et sundhedstegn for debatten, mener Peter Edelberg, der er postdoc ved Københavns Universitet og har forsket i homoseksuelles rettigheder op gennem det 20. århundrede.

Det er interessant at se tilbage på 1960, hvor der kun var én politiker, der turde at sige noget pænt om de homoseksuelle. I dag er det fuldstændig omvendt. Det er blevet mainstream at tage sager om homoseksuelle op, og det er en positiv udvikling, siger Peter Edelberg.

Han er uenig i Rasmus Jarlovs argumentation om, at homomiljøets forkæmpere Morten Kabell og Tommy Petersen ikke kan tåle kritik og derfor må ty til homofobi-beskyldninger.

Han har ikke sat sig særlig godt ind i sagen, for der er ikke nogen i homomiljøet, der har forlangt Thomas Højlunds afgang. Det er jo hans eget firma, der har bedt ham gå, for de kan udmærket se, at det er dårligt for forretningen, at han er kommet med den udtalelse. Det handler om, at Spar Nord tænker, at det er bedre, hvis de har en anden debatform. Denne opsigelse handler udelukkende om Spar Nords PR, siger Peter Edelberg og fortsætter:

Når man har fulgt med i, hvad Thomas Højlund har sagt, kan man også se, at han har ført en debat på et ufatteligt lavt niveau. Han siger jo, at man ligeså godt kunne have opkaldt pladsen efter et andet soltegn, der var kendt i midten af det sidste århundrede (hagekorset, red.). Det er helt ude af proportioner, siger Peter Edelberg.

Hos foreningen LGBT Danmark, der varetager interessen for landets homo-, bi- og transseksuelle, er man halvvejs enige med Rasmus Jarlovs argumentation men kan dog ikke følge den hele vejen.

Det er et helt validt synspunkt, at vi skal bruge diskriminationspåstande med stor omtanke. Vi skal værne om de retlige værktøjer, vi har, og diskrimination er defineret ud fra en retspraksis. Så bare fordi noget værdimæssigt er en imod, er det ikke kvalificeret til at blive kaldt homofobi. Værktøjerne skal bruges, når vi har med hadforbrydelser at gøre, siger Søren Laursen, der er forperson i LGBT Danmark.

Han understreger dog, at Thomas Højlunds høringssvar efter hans opfattelse har så tydelig en bagvedliggende homofobi, at han er enig i borgmester Morten Kabells kritik:

Jeg synes, at måden, dette høringssvar var skrevet, udtrykte nogle værdier, som var helt ude i hampen, siger han.

Regnbuepladsen

Københavns Teknik- og Miljøudvalg fastslog i afteas navneændringen af en lille del af Rådhuspladsen i København, der fra 1. juli 2014 kommer til at hedde Regnbuepladsen.

Allerede i februar besluttede Københavns Borgerrepræsentation, at pladsen nær Vester Voldgade og Københavns Rådhus skulle navngives Regnbuepladsen for at hylde det særlige københavnske frisind og kampen for lige rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT).

Et forslag om at opkalde pladsen efter Axel Axgil, der var medstifter af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, var forinden blevet afvist i Borgerrepræsentationen, da Spar Nord i et høringssvar fremlagde, at Axel Axgil var med i pædofiligruppen i starten af 1990erne.

Flere virksomheder med adresse på den nye Regnbueplads havde i høringssvar udtrykt indvendinger mod navneskiftet, men ændringen blev alligevel fastslået i udvalget i aftes.