Der er dårligt nyt for dem, der håber på en bedre fremtid for menneskeheden. Vi har nemlig toppet som art.
Det mener den britiske naturforsker og tv-vært sir David Attenborough. Og da den verdenskendte 87-årige naturformidler er et ikon for formidlingen af naturhistorien, har hans udsagn de seneste dage skabt en vis røre i den vedvarende debat om, hvorvidt det moderne menneskes evolution er stoppet efter mere end 100.000 års udvikling.
LÆS OGSÅ: Evolutionens sejrsgang er forbi
Hovedargumentet er, at især fødselskontrol og abort har stoppet den naturlige udvælgelse populært kaldet survival of the fittest. For i dag overlever mere end 98 procent af alle børn i den industrialiserede verden så længe, at de når at få børn, mens det for bare et par generationer siden kun var tilfældet for cirka halvdelen. Evolutionen er netop drevet af, at mennesker med præcis de genetiske mutationer, som gør dem bedst til at tilpasse sig, også lever længere og dermed føder flere børn.
Til gengæld er vores kulturelle evolution langtfra gået i stå, påpeger han. Vi arver viden gennem generationerne, så det er ikke udelukkende en deprimerende forfaldshistorie. Hans endelige konklusion er dog alligevel klar:
Jeg tror, vi skal føle os heldige, at vi lever lige nu, for tingene bliver kun værre. Om 100 år vil folk se tilbage på en verden, der var mindre proppet, fuld af naturens vidundere og mere sund, sagde han i mandags til det britiske magasin Radio Times.
LÆS OGSÅ: Evolutionens vej til Gud
Attenborough er ikke den første med det kontroversielle synspunkt. Især professor og evolutionsbiolog Steve Jones fra University College London har markeret sig med tilsvarende meninger. Vores avancerede teknologi, medicin og kultur har simpelthen fået det såkaldte selektionstryk altså presset på behovet for at kunne tilpasse sig omgivelserne til at dale, og derfor er menneskeheden ikke længere i bevægelse.
Andre, som den evolutionspsykolog Satoshi Kanazawa fra London School of Economics, peger i stedet på udviklingen af landbruget for 10.000 år siden som tidspunktet, hvor evolutionen stoppede. Siden da har vores tilværelse simpelthen ændret sig for meget til, at evolutionen har kunnet følge med. Evolution sker nemlig kun langsomt gennem flere hundredtusinder af års stabil udvikling.
Herhjemme forstår en af de førende forskere i menneskets evolution, lektor Peter K.A. Jensen fra Aarhus Universitet, udmærket, at debatten nu igen dukker op. For det er en nærliggende tanke, at den teknologiske udvikling har gjort det unødvendigt for os at udvikle os yderligere som art. Vi har opfundet kunstige hjerner, der bliver stadig klogere, vi undfanger børn i reagensglas og manipulerer dagligt med menneskets arvemasse i laboratorier verden over. Vores succesfulde intelligente kultur har på den måde skabt helt nye spilleregler for evolutionen, forklarer han. Vi har eksempelvis ikke fået fjer, men vi kan flyve. Vi har ikke udviklet matematiske moduler i hjernen, men kan udføre langt mere komplicerede beregninger end tidligere. Vi har ikke fået klør eller større tænder, men kan dræbe millioner af dyr og artsfæller.
Alligevel kan man ikke sige, at menneskets udvikling er stoppet. Den har tværtimod øget sin hastighed, påpeger han og giver menneskets evne til at tilpasse sig store højder som eksempel.
For mange tusinde år siden, da mennesket første gang kom til det tibetanske plateau, en gigantisk højslette i 4000-5000 meters højde, medførte det lave iltindhold kronisk højdesyge og høj børnedødelighed. I dag lever mennesket her uden problemer, og i 2010 kunne forskere for første gang forklare hvorfor: Tibetanerne har en genetisk variant, der er almindelig i Tibet, men sjælden alle andre steder. Mutationen justerer produktionen af røde blodlegemer, som gør det nemmere at tilpasse sig højderne. Og det er bare én af flere store biologiske tilpasninger, mennesket har undergået, siden vi forlod Afrika for cirka 60.000 år siden.
Mange andre forskere verden over har også fremført modsvar til teorien om evolutionens ophør. Først og fremmest den enorme befolkningstilvækst, som betyder, at langt flere genetiske mutationer end tidligere overføres til næste generation. Men også at det kun er i den vestlige verden, at næsten alle overlever til den reproduktive alder. Eksempelvis i Afrika vil den høje børnedødelighed automatisk favorisere gener, der giver øget modstandsdygtighed mod blandt andet infektionssygdomme.
Alt i alt betyder dette, at populationen vil udvikle sig mere og ikke mindre i fremtiden. Desuden vil den stigende globale mobilitet medføre, at mutationer i dag bevæger sig langt hurtigere ind i den store, fælles genpulje, end hvad der var tilfældet i fortidens små, isolerede samfund, skriver Peter K.A. Jensen i bogen Fremtiden, der udkommer senere på måneden på Aarhus Universitetsforlag.
Det store spørgsmål er så, i hvilken retning vi vil udvikle os, hvis vi faktisk udvikler os? Og det er et stort spørgsmål, for evolutionen er netop kendetegnet ved at være drevet af uforudsigelige mutationer. Hvem ville for 30.000 år siden have gættet på, at vores menneskeart, homo sapiens, som hverken var den hyppigste eller stærkeste art, ville blive Jordens altdominerende pattedyr på så kort tid? Dertil kommer, at evolutionen ikke har nogen naturlig retning. Den er ikke styret efter, hvad vi måtte ønske, men er udelukkende en variation af en tidligere variation. Endelig kan en global naturkatastrofe ændre alting i en retning, vi slet ikke kan forestille os.
Men hvis udviklingen fortsætter stabilt, kan man alligevel forestille sig en række logiske udviklingstrin. Og det har en lang række forskere også løbende gjort. Noget af det, mange er enige om, er, at vi rent udseendesmæssigt vil blive stadig mere ens i retning af mørkt hår, mørk hud og brune øjne. Vores immunforsvar vil blive mere svækket, efterhånden som vi bliver stadig mere afhængige af medicin for at overleve. På samme måde vil vi blive fysisk svagere i takt med, at vi bliver mere teknologiafhængige. Vi vil tabe endnu mere af vores kropsbehåring, fordi den ikke længere er nødvendig, og af samme grund vil vores tænder blive mindre, ligesom vi vil få færre tæer. Til gengæld bliver vi stadig højere, uden at forskerne dog er helt sikre på hvorfor.
De største forandringer kan dog sagtens blive af ikke-evolutinær art, påpeger flere. Nemlig selvpåførte forandringer gennem eksempelvis gen-selektion i sædbankerne eller kunstigt dyrkede organer på hospitalerne. Men man kan dog sagtens forestille sig, at genetiske varianter, der fremmer karaktertræk som omstillingsevne og modstandskraft over for stress, vil blive fremmet via naturlig selektion, mener Peter K.A. Jensen:
Der er allerede blevet identificeret mere end en snes gener, der hos mennesket tilsyneladende aktuelt har været udsat for selektion eller har været det inden for de sidste få tusinde år. Det drejer sig især om gener af betydning for immunforsvaret og for sproglige og kognitive evner.