Det er to af dansk presses mest markante personligheder, der i disse dage tørner sammen. Eller rettere: De tørner ikke direkte sammen, men anklager i hver sin bog modparten for ikke at have haft sin sti ren, når det gælder spændingsfeltet mellem kampen for frihedsrettigheder og varetagelsen af konkrete medarbejderes sikkerhed.
I bogen ”Pansergeneralen”, som er refereret i flere danske medier, skal den nuværende næstformand og tidligere bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, anklage Morgenavisen Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose for at ”lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet”, når det gjaldt terrortruslen mod avisen.
En trussel, der har været nærværende siden publiceringen af de 12 Muhammed-tegninger i 2005. Tegninger, til hvilke Flemming Rose skrev den berømte ledsagetekst om, at man i et verdsligt demokrati ”må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”.
I bogen ”De besatte”, som Kristeligt Dagblad har læst, anklager Flemming Rose derimod Jørgen Ejbøl for at have begrænset, hvad Flemming Rose har måttet kommentere i sin tid på Morgenavisen Jyllands-Posten, herunder religiøse spørgsmål og Muhammed-tegningerne som sådan.
”I mit tilfælde var det uomtvisteligt, at Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen ikke havde haft nogen indflydelse på den forbudsliste, jeg blev præsenteret for i sommeren 2011. Selvom Ejbøl og Lars Munch som henholdsvis bestyrelsesformand og direktør ifølge loven ikke havde udgiveransvar og derfor ikke kunne stilles til ansvar over for domstolene for, hvad der stod i Jyllands-Posten, – det var alene Jørn Mikkelsen – så havde de truffet beslutningen om, hvad jeg som udlandsredaktør måtte skrive og ikke skrive i avisen,” skriver Flemming Rose.
Han citerer ellers Jørgen Ejbøl for at have udtalt, at ”chefredaktøren ene bestemmer, hvad der står i avisen”.
”Hvis man havde udgiveransvar, skulle indholdsmæssige beslutninger forelægges bestyrelse, ledelse og aktionærer, så ville vi ikke længere have en fri presse og fri redigering,” citeres Jørgen Ejbøl for at have sagt i forbindelse med en erstatningssag mod Ekstra Bladet, der også er ejet af JP/Politikens Hus.
Efter Flemming Roses fratrædelse har Jørgen Ejbøl desuden ifølge Flemming Rose krævet Rose ude af avisens spalter og fået chefredaktør Jørn Mikkelsen til at bede Flemming Rose om ikke at besvare henvendelser fra avisens journalister.
Så hvor går grænsen for, hvor meget en bestyrelsesfor- og næstformand må blande sig i, hvem og hvad, der må stå i spalterne? Det spørgsmål har Kristeligt Dagblad stillet tre danskere med forstand på medieret og redaktionelt arbejde.
Lisbeth Knudsen, direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark, tidligere ansvarshavende chefredaktør for Berlingske
”Det er jo ekstremt usædvanligt i Danmark, hvor vi ikke har et udgiveransvar, men et chefredaktionelt ansvar, at en bestyrelsesformand går ind og blander sig i redigeringen af en avis og spalterne så konkret, som det er beskrevet her. I betragtning af, at JP/Politikens Hus i andre sammenhænge, senest med offentliggørelsen af Jakob Scharf-bogen (”7 år for PET”, red.), gør meget ud af, at det er chefredaktørerne, der har det endelige og fuldstændige ansvar, virker det totalt selvmodsigende, at en bestyrelsesformand går ind og blander sig i, hvad der skal i avisen og laver håndfæstninger for medarbejderne.
Også selvom den her sag – og det vil jeg gerne understrege – selvfølgelig er meget usædvanlig. JP/Politikens Hus har været i undtagelsestilstand i mange år.”
Har du som ansvarshavende chefredaktør for Berlingske på noget tidspunkt følt et pres fra bestyrelsesmedlemmer eller ejerkreds, hvad angår den redaktionelle behandling af Mogenavisen Jyllands-Posten, Charlie Hebdo eller Lars Vilks’ Muhammed-tegninger?
”Aldrig. Punktum.”
Kan du vide dig sikker på, at du ikke i den helt ekstraordinære situation, som Morgenavisen Jyllands-Posten har været i, kunne være nået til samme konklusion som Jørgen Ejbøl?
”Det kan jeg ikke sige mig fri for. Jeg vil slet ikke udelukke, at jeg var nået til samme konklusion. Problemet er ikke konklusionen, problemet er dobbeltspillet. Det er at gå ud at sige, at Jyllands-Posten holder ytringsfrihedens fane højt, at huset står vagt om ytringsfriheden – Jyllands-Posten har en ytringsfrihedspris – og samtidig på de indre linjer sige, at ’nu lukker vi munden’ på den nok fremmeste af deres ytringsfrihedsfolk.”
Vibeke Borberg, forskningschef i medieret ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Vibeke Borberg har ikke læst bogen og vil ikke udtale sig om de konkrete, interne forhold i JP/Politikens Hus, som Flemming Rose omtaler i ’De besatte’.
”I Danmark er det jo en del af mediefriheden, at medierne har redaktionel frihed. Det betyder jo, at det er chefredaktøren, der bestemmer, hvad der bringes i avisen. Det er klart, at det gør han så i overensstemmelse med den linje, som ejeren – i det her tilfælde bestyrelsen – lægger. Det er ud fra chefredaktørens forståelse og implementering af ejerens eller bestyrelsens overordnede linjer, at chefredaktøren konkret bestemmer, hvad de bringer eller ikke bringer. Det gælder alle medier og er den samme diskussion, vi igen og igen har om, hvorvidt Danmarks Radios bestyrelse må komme med konkrete anvisninger til, hvilke udsendelser man vil have eller ikke have. Det kan de ikke, men de kan lægge en linje, og så er det redaktøren, der har kompetencen til at bestemme, hvad de vælger at bringe.”
”Der er nogle særlige hensyn i forhold til Jyllands-Postens situation, som gør, at både ejeren – og altså dem, der i sidste ende har ansvaret – og redaktøren kan få nogle ’kompetenceoverlapninger’, fordi avisen har et særligt ansvar for de ansattes sikkerhed. Blandt andet fordi det, den her avis trykker, kan have så stor indvirkning på de ansattes sikkerhed. Så det er et lidt specielt felt, den her situation udfolder sig i.”
Erik Bjerager, ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Kristeligt Dagblad
”På den ene side er det en helt urimelig indblanding fra en bestyrelsesformands side, men på den anden side er det en helt ekstraordinær undtagelsestilstand, som Jyllands-Posten har været i. Det er de to hensyn, der har skullet afbalanceres i denne ulykkelige sag: Hensynet til ytringsfriheden og hensynet til medarbejderne. De to hensyn har bestyrelsesformanden involveret sig i, og det forstår jeg godt.”
”Situationen har været den, at Flemming Roses ytringer måske – vi ved det ikke – har holdt kog i en modvilje og et had til Jyllands-Posten. Vi ved heller ikke, om en klumme fra hans side, eller en situation, hvor han er gået i andre medier, har kunnet tænde vreden hos nogle galninge i en hule i Afghanistan. Men det virker også, som om der ikke har været en åben dialog på avisen. Det burde være chefredaktøren, der greb ind over for Flemming Rose, og ikke bestyrelsesformanden.
Men Jørgen Ejbøls holdninger har jo også forandret sig fra, at han i årene kort efter Muhammed-tegningernes offentliggørelse bakkede fuldstændig op om dem og den uhildede ytringsfrihed, til at han i dag tager afstand og anerkender, at ytringsfriheden skal forvaltes med ekstra omtanke. Hykleriet, som Flemming Rose påpeger, består jo nok i, at det her ikke åbent anerkendes, men at Jørgen Ejbøl tilsyneladende siger begge ting. Det ene offentligt, det andet bag lukkede døre.”
Er det ikke for galt, at en bestyrelsesformand konkret blander sig i brugen af kilder og de emner, som journalister må behandle i spalterne?
”Jo, og jeg har i alle mine 22 år som chefredaktør på Kristeligt Dagblad aldrig oplevet bestyrelsesformanden gøre det. Det skal og må bestyrelsesformanden ikke gøre. Det er for galt. Men Jyllands-Posten har været i en vanvittig presset situation og været det mest truede medie i den vestlige verden.”
”Kristeligt Dagblad har indtaget en anden position end Jyllands-Posten i den her debat. Det betyder, at vi ikke har pådraget os terroristers opmærksomhed, og derfor har vi ikke haft en dækning, som har udløst trusler mod avisen. Hvis vi havde haft en redaktionel dækning, der udløste trusler mod avisen, ville jeg anse det som naturligt, at en bestyrelsesformand drøftede med den ansvarshavende chefredaktør, hvordan man skulle håndtere det.”