Hashmisbrug mere udbredt end hidtil antaget

Ny rapport viser, at 17.000 unge misbruger hash. Problemet er især stort blandt udadreagerende drenge. Balladedrengene bliver glemt, mener professor

Ny undersøgelse viser, at hash især appellerer til unge mænd med en udadreagerende adfærd. Arkivfoto.
Ny undersøgelse viser, at hash især appellerer til unge mænd med en udadreagerende adfærd. Arkivfoto.

17.000 danske unge mellem 15 og 25 år har hash som fast følgesvend og har udviklet et misbrug, så de ryger det illegale stof 20 dage om måneden eller mere. Dermed er antallet af unge hash-misbrugere langt højere end det samlede tal på 11.000 hashmisbrugere i alle aldre, som Sundhedsstyrelsen hidtil har skønnet. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.

Undersøgelsen viser også, at hash især appellerer til unge mænd med en udadreagerende adfærd.

De har typisk pjækket meget fra skolen, har haft mange konflikter med lærerne og har haft svært ved at koncentrere sig om undervisningen. Blandt unge med ADHD og andre former for svære udadreagerende problemer ryger hver femte hash næsten dagligt, mens kun en procent af de unge med få psykiske problemer ryger hash så ofte. Kortlægningen viser desuden, at 43 procent af danske unge har prøvet at ryge hash, og at hver tiende ung har røget hash inden for den seneste måned.

”Hashmisbrug er et større problem end hidtil antaget. I medierne er der en stor tendens til at fokusere på pigernes helt reelle problemer, men vi glemmer den anden halvdel i debatten om unges trivsel. Nemlig de udadreagerende drenge, som er i konflikt med skolen, og som ofte ryger hash. Spektret går fra den aktive dreng, der har svært ved at sidde stille til den dreng, der lider af behandlingskrævende ADHD. For disse unge bliver rygningen en yderligere sten i skoen i forhold til at tage en uddannelse,” siger professor Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning, der har ledet undersøgelsen.

Undersøgelsen konkluderer, at tre ud af ti danske unge slås med lettere eller sværere psykiske udfordringer.

Det er især blandt de 119.000 unge, der slås med moderate eller svære problemer med udadreagerende adfærd, at hashforbruget er højt. I den gruppe er tre fjerdedele drenge.

”Der er ingen unge, der er havnet i et misbrug for sjov. Der må gerne være fokus på stofferne, men vi mangler et fokus på disse unges livssituation og ikke mindst på, hvordan vi i folkeskolen og senere på ungdomsuddannelserne kan skabe bedre muligheder for de udadreagerende unge,” siger Mads Uffe Pedersen og henviser til, at hver tiende af de 16-19-årige erhvervsskoleelever ifølge den ny undersøgelse ryger hash næsten dagligt mod en procent af gymnasieeleverne.

Dirch Bacher fra U-turn, som er Københavns Kommunes tilbud til unge stofmisbrugere, genkender, at en del af de unge, der søger hjælp, er udadreagerende drenge.

”Det er ofte en ond cirkel. De unge har måske skiftet skole mange gange og bliver så smidt ud af skolen, fordi de ryger. Men vi ser bestemt også en del af de mere stille unge, der ryger hash, fordi de mistrives. Der er et voldsomt pres på unge i dag. Gennem hashrygningen kan de finde en form for identitet og et fællesskab med andre unge. Derfor er det vigtigt med en tidlig opsporing af problemet på skolerne,” siger Dirch Bacher.

Han henviser til, at U-turn i øjeblikket er i gang med en indsats på blandt andet tekniske skoler og på produktionsskoler i København.

Overlæge Henrik Rindom, der er tilknyttet Stofrådgivningen i København, fortæller, at de uadreagerende drenge udgør en god del af de hashmisbrugere, han møder.

”Men billedet er nuanceret. Vi møder også unge med tilknytningsforstyrrelser og andre psykiske lidelser,” siger Henrik Rindom.

Søren Thide, der er projektleder i organisationen Plan B, som arbejder med socialt udsatte unge, finder det foruroligende, at 17.000 danske unge har et næsten dagligt forbrug af hash.

”Mange børn og unge med for eksempel ADHD falder ned, når de ryger hash. Men vi ser også, at hash i stigende grad bliver brugt af almindelige unge. Hash er i dag et langt stærkere stof end det, de gamle hippier røg. Det skader hjernen, når helt unge ryger stoffet. Jeg frygter, at vi er ved at miste rigtig mange unge, der ikke får en uddannelse,” siger Søren Thide.