På skuespiller og forfatter Hassan Preislers køkkenbord står en høj kaffemølle i børstet stål. Maskinen er bred for oven med en rund åbning, hvor bønnerne hældes i, og smal for neden, hvor de færdigmalede bønner tages ud fra en lille firkantet skuffe.
Den er ikke særligt pæn, synes han, og så larmer den forfærdeligt, når den maler bønner – med et udbrud, der lyder som en mellemting mellem et brøl og et skrig, som overdøver al anden aktivitet i køkkenet. Alligevel mener Hassan Preisler, at kaffemøllen er den bedste gave, man kan give et andet menneske.
”Jeg fik den for et par jule siden,” husker han.
”Nu jeg tænker efter, fik jeg den vist egentlig af mig selv, fordi jeg gik rundt og havde lidt ondt af mig selv i en periode efter min skilsmisse. Jeg har slet ikke tid til at bruge den så ofte, som jeg gerne vil, men når jeg har, så er det en forkælelse, og jeg tror, at den der forkælelse i hverdagen er det, der gør os mere tålmodige og lidt mere tolerante og kærlige over for hinanden.”
Men i grunden er kaffemøllen fuldstændig unødvendig, erkender Hassan Preisler, og det er nok dens vigtigste kvalitet – udover at den måske giver ekstra kaffenydelse:
”Du kan jo få kværnet din kaffe nede i Irma, eller du kan købe den færdigkværnet, så du behøver jo egentlig ikke en kaffemølle. Den tager tid at bruge, den tager tid at gøre ren, og i virkeligheden kan man jo leve fint af god pulverkaffe eller færdigmalede bønner. Man kan jo godt kalde den type gaver dekadente, men i virkeligheden er det jo i deres unødvendighed, at de får afgørende betydning i livet, fordi forkælelsen af en selv, ens gæster, ens kone eller ens børn er et ophold i eksistensen, vi har brug for.”
”Jeg synes, man kan kende en god gave på, om den er nødvendig eller unødvendig, og for mig er de unødvendige gaver de bedste gaver. Der er så mange andre ting i mit hjem, som har en vigtig funktion, og som jeg derfor ikke har andet end et funktionelt forhold til, men kaffemøllen har jeg et reelt forhold til, fordi den er unødvendig.”
”Den eneste og vigtigste opgave, den har, er at give mig muligheden for at gøre en lille ekstra indsats for mig selv eller andre. Det at kværne kaffe trækker hele kaffebrygningen i langdrag, det tager mere tid, end det behøvede at tage. Så det er en gave, der kræver noget af personen, du giver den til. Det kræver, at vedkommende tager en pause fra at være effektiv. For mig er det en måde at hoppe kortvarigt ud af hamsterhjulet. For at gøre noget, som fastholder mig i øjeblikket, i livet. Så i virkeligheden er kaffemøllen som gave ekstremt livsbekræftende, og en livsbekræftende gave må vel være den bedste gave, man kan få.”