Henning kæmpede for livet med åbne øjne

Danish forward Nicklas Bendtner arrives for a training session at the Football Club in Randburg, on May 31, 2010 ahead of the 2010 FIFA football World Cup. AFP PHOTO / Patrick HERTZOG

I slutningen af sit ophold på Intensiv Afdeling fik Henning besøg af en svensk og en amerikansk forsker, der var kommet til Danmark for at høre om Odense Universitetshospitals erfaringer og med egne øjne se en vågen patient i respirator. ”Det var tydeligt, at især amerikaneren var skeptisk. Han troede ikke på, at jeg var ved bevidsthed. ’Two fingers,’ sagde han, og så rakte jeg to fingre op foran ham. Så var han overbevist,” siger Henning Bastrup. – Privatfoto.

Portsmouth manager Avram Grant acknowledges the crowds applause following his team's defeat to Chelsea 0-1 during the FA Cup Final football match at Wembley, in north London, on May 15, 2010. AFP PHOTO/CARL DE SOUZA FOR EDITORIAL USE Additional licence re

Da Henning Bastrup blev udskrevet, fik han udleveret en dagbog, hvor læger og sygeplejersker havde ført logbog over hans tilstand. ”Dagbogen er barsk læsning. Der gik det endnu en gang op for mig, hvor tæt jeg var på at dø,” siger Henning Bastrup. I dag passer han uden problemer agurker, tomater og vindruer i drivhuset i haven i Faaborg. – Foto: Claus Fisker. / Scanpix

relevante temaer

For fem måneder siden svævede Henning Bastrup mellem liv og død på Intensiv Afdeling. Men han var hele vejen igennem ved bevidsthed. I dag er han ikke i tvivl om, at det reddede hans liv, at han ikke blev lagt i koma. Kontakten med familien gav ham styrke til at kæmpe

I fire nervepirrende døgn midt i marts var Henning Bastrup tæt på at dø. Forinden var han blevet indlagt på Intensiv Afdeling på Odense Universitetshospital med akut iltmangel. Lægerne anede ikke, hvad han fejlede. Han lå med rør og tuber alle vegne, tilkoblet skærme og maskiner og ikke mindst en respirator, der med en slange ned i svælget hjalp ham med at trække vejret, men forhindrede ham i at tale.

Derfor fik 77-årige Henning Bastrup en blok i hånden, så han kunne skrive til sin kone, Else Bastrup. Det første ord, han skrev med rystede, næsten ulæselige bogstaver, var: Einar. Han ville gerne tale med familiens præst og nære ven gennem over 30 år, Einar Fog-Nielsen, og minde ham om en aftale, de havde indgået for længe siden:

LÆS OGSÅ: Vågne patienter i respirator klarer sig langt bedre

Vi havde talt om, at det var ham, der skulle begrave mig en dag. Og jeg kunne godt mærke, at det måske blev aktuelt. Han kom naturligvis med det samme. Jeg kunne ikke sige noget på grund af tuben i halsen. Men han kunne sætte ord på mine tanker. Han sagde: Jeg kan godt se, at det ikke ser godt ud. Men vi har en aftale gamle dreng.

At Henning Bastrup i dag mere end fem måneder senere kan huske præstens ord, angsten for at dø, bekymringen i ansigterne på hans hustru og deres fire voksne børn, skyldes, at han var lysvågen. Han blev ikke bedøvet og lagt i kunstig koma, hvilket ellers er sædvanen for respiratorpatienter i både Danmark og resten af verden. Igennem fire døgn kæmpede han for sit liv med åbne øjne.

Jeg tror ikke, jeg havde overlevet, hvis jeg havde ligget i koma. Jeg følte ikke selv, at jeg var ved at opgive på noget tidspunkt. Men hvis jeg ikke havde haft mulighed for at kommunikere med min familie, var jeg måske død, siger han i dag.

Lad os skrue tiden tilbage til før indlæggelsen. Henning Bastrup, pensioneret godsforvalter på Steensgaard Gods på Langeland, havde i løbet af vinteren fået en grim hoste. Flere lægebesøg pegede på kold lungebetændelse, men antibiotika hjalp ikke. I december 2011 stødte et voldsomt nyrestensanfald til, og selvom Henning stadig hostede og havde tabt sig 10 kilo, valgte lægerne at operere ham den 15. marts 2012. Han blev udskrevet, men i løbet af få døgn blev Henning akut dårlig. Han kunne ikke trække vejret, og hans kone, Else Bastrup, kørte ham selv fra parcelhuset i Faaborg til Odense Universitetshospital.

Og det var godt, vi tog af sted frem for at vente på en ambulance. For da jeg så mig selv i spejlet på vej ud af døren, var mine kinder og det yderste af mine fingre blevet helt blå. Jeg var hundesyg, fortæller Henning.

På hospitalet gik det stærkt, og i løbet af et døgn var han indlagt på Intensiv Afdeling og blev mandag morgen lagt i respirator. Henning blev scannet og fik taget blodprøver. Prøverne viste tegn på voldsom infektion, men lægerne kunne ikke finde årsagen og gav derfor forskellig antibiotika i høje doser. Alt sammen imens Henning som sagt var ved fuld bevidsthed. For på Odense Universitetshospital lægger man ikke respiratorpatienter i kunstig koma, og det var en kæmpe fordel, mener Henning:

Jeg kunne følge med i det hele og havde hele tiden kontakt til læger og sygeplejersker og min familie. Når jeg var bange og urolig, betød det jo utroligt meget for mig, at jeg kunne holde en i hånden, siger Henning Bastrup, der også skrev beskeder til sin kone på den udleverede blok.

Dagen efter at Henning var blevet lagt i respirator, gav lægerne Else besked om straks at tilkalde parrets børn. Og i løbet af et døgn ankom alle fire voksne børn fra forskellige steder i landet sammen med fem ud af syv børnebørn.

Lægerne sagde ligeud, at de ikke troede, at Henning kunne overleve. Det kunne gå begge veje, men det så meget skidt ud, fortæller Else Bastrup og tilføjer:

Og man kunne se angsten i hans øjne, da børnene dukkede op. Der var han godt klar over, hvad det kunne ende med.

Den ellers meget selvstændige og fysisk stærke Henning var totalt overladt til andre:

I sådan en sitaution kan du intet selv. Du kan ikke vende dig. Du er fyldt med slanger. Du får føde gennem en sonde i næsen. Jeg kunne kun nikke og ryste på hovedet. Og jeg hostede stadig og skulle have suget slim op gennem halsen. Det var meget ubehageligt.

Når Henning fortæller om følelsen af hjælpeløshed, ubehaget, angsten og uroen, kan det være svært at forstå, at han ikke hellere ville have været det foruden. Ville det ikke have været mere skånsomt at sove sig gennem oplevelsen i en kunstig koma?

Hvad er skånsomt? At man er ligeglad med, om man lever eller dør? Hvis man har et ønske om at overleve, er det en stor fordel, at man er vågen og bevidst om, at man skal kæmpe.

Fire dage efter at Henning var blevet indlagt, begyndte hans tilstand pludselig at vende. I løbet af torsdagen kunne han mærke, at han fik det bedre. Lægerne havde ramt den rigtige antibiotika. Og om natten kom en læge ind og kiggede på skærmene ved Hennings seng. I det han vendte sig om og så, at Henning var vågen, sagde han: Velkommen tilbage til livet. Krisen var ovre.

Det var en stærk bemærkning at få. Og der var jeg klar over, at nu gik det den rigtige vej.

Få dage efter blev respiratoren fjernet.

Efterfølgende fortalte lægerne mig, at det normalt ville tage en hel uge at få en patient som mig tilbage fra en koma. Men jeg kunne jo komme over i en stol og spise igen med det samme, selvom jeg stadig fik ekstra ilt via en maske.

To uger efter blev Henning udskrevet. Efterfølgende kunne lægerne konstatere, at den livstruende infektion havde et navn: interstetiel lungesygdom en infektion, der nedbryder alveolerne i lungerne, som er de små sække, der skal sørge for, at blodet blive iltet.

I dag har Henning Bastrup det rigtig godt igen. Også selvom han bliver hurtigere træt end før. De små luftsække i lungerne er formentlig kronisk skadede. Og så bliver han lettere rørt. For livets skrøbelighed er gået op for ham på en ny måde.

Hvis jeg skal tage afsked med familien eller holde en tale til en fødselsdag, får jeg vand i øjnene. Det generer mig ikke, men jeg har ikke været vant til det.

Henning har ikke haft mere end 10 sygedage i hele sit liv og har altid været i god fysisk form. Og det var måske det, der reddede ham. Sammen med en jernvilje, har lægerne siden sagt.

Min far var 103 år gammel, da han døde, og jeg havde nok altid tænkt, at jeg ville blive lige så gammel, siger Henning.

Men helt så sikker er han ikke længere. Og en af de ting, han gjorde i de første uger efter sin udskrivelse, var at skrive ned, hvilke salmer han gerne vil have sunget, og hvilken tekst der skal læses over til hans begravelse.

Jeg har aldrig før tænkt over den del. Men efter den oplevelse tænkte jeg, at det skulle gøres. Det er rykket tættere på, siger Henning.

Line Vaaben

Uddannet fra DJH år 2000, praktik på Berlingske Tidende.Journalist på Berlingske Tidende 2000-01, Fønix Bureau 2001-02, Berlingske Tidende 2002-03, herefter Politiken 2003-07 og Fyens Stiftstidende 2007-08Nuværende stilling:Sundhedsmedarbejder.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Pavarotti deluxe boks

kr. 699,00 Køb

KRIGEN 1914-1918

kr. 249,00 Køb

SKYGGELIV

kr. 199,00 Køb

Barcelona - Madrid

kr. 8.930,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.