Her bliver der bedt på topmødet

Et it-lokale blev i hast ryddet og bygget om til et ekstra meditationsrum i går. Hidtil har der kun været ni kvadratmeter til rådighed til de mange troende deltagere på klimakonferencen

Af hensyn til deltagere på klimakonferencen, der vil bede, har man indrettet rum til bøn og meditation. De kaldes meditationsrum for at signalere, at det er for alle trosretninger. I går indrettedes et ekstra meditationsrum på grund af pladsproblemer i det eksisterende. Rummene bruges primært af muslimer, og tidspunkter for muslimske bønner er hængt op på døren, ligesom retningen mod Mekka er markeret med pile. --
Af hensyn til deltagere på klimakonferencen, der vil bede, har man indrettet rum til bøn og meditation. De kaldes meditationsrum for at signalere, at det er for alle trosretninger. I går indrettedes et ekstra meditationsrum på grund af pladsproblemer i det eksisterende. Rummene bruges primært af muslimer, og tidspunkter for muslimske bønner er hængt op på døren, ligesom retningen mod Mekka er markeret med pile. --. Foto: Kim Schou.

Der er nu to lokaler til meditation og bøn på klimakonferencen. Et ekstra rum blev åbnet i går efter klager over pladsmangel, men det er ikke alle, der har fundet frem til det nye lokale endnu. Så der er god plads, stille og næsten tomt for mennesker i klimakonferencens nyindrettede meditationsrum fredag klokken 12.08, da det for mange praktiserende muslimer er tid til at bede. Den eneste, der har opdaget det nye lokale, er Mirele Goldsmith, en jødisk kvinde fra New York, som har sat sig herind for at sy.

Imens er der kø uden for det indtil i går eneste meditationsrum på konferencen. Her er kun tre gange tre meters plads. Lyden af tallerkener og kasseapparatet fra kantinen udenfor fylder lokalet, som er ryddet bortset fra en tilkalket håndvask, en opvaskebørste og en grøn pil på gulvet, som peger mod Mekka. Pilen er der blevet rykket på, fordi den pegede i forkert retning indtil i tirsdags. Otte muslimer har kunnet mase sig herind for at bede. Kun fem af dem kan lægge sig på knæ, resten må stå op. Da næste hold indfinder sig, er tidspunktet for denne af de fem daglige bønner i islam egentlig overskredet.

– Der er for lidt plads, siger Ayrub Sikira fra FN's klimapanel, da han kommer ud af rummet. Han blev positivt overrasket, da han fik at vide, at der ville være et bederum på konferencen. Men glæden blev erstattet af skuffelse, da han så lokalet, som FN har stillet til rådighed.

– Der er cirka 15.000 mennesker her, og mange af os tager vores religion alvorligt. Det er underligt, at der ikke er mere plads, siger Ayrub Sikira.

Svend Olling, kontorchef i Udenrigsministeriet og ansvarlig for logistikken på COP 15, mener ikke, at pladsproblemet kunne forudses.

– Jeg ved ikke, hvordan vi skulle kunne regne ud, hvor mange der ville benytte sig af meditationsrummet, siger han.

Efter flere henvendelser skyndte man sig at indrette det nye, større meditationsrum, hvilket ikke var en nem opgave:

– Vi bruger hver kvadratmeter i Bella Center, og det skulle jo helst være et stille område, siger Svend Olling.

Løsningen blev at rydde et it-center, som fra fredag morgen stod klart til meditation og bøn.

Zeenet Abdol, en ung sydafrikansk journalist, venter på, at mændene har forladt det lille meditationsrum, så hun kan komme til. Og hun siger som flere andre:

– Det er da underligt småt, men fint. Hellere et lille rum end intet rum. Og nu kommer der jo et nyt, som står klart inden fredagsbønnen senere i dag, hvor mange nok vil bede. Så håber jeg bare, at de kan finde det, siger hun og tilføjer:

– Ved du, hvor det er?

På de mange vejvisere i Bella Center er man gået i gang med at sætte klistermærker op, så de, der ønsker at bede, kan finde det nye rum. Nu bliver der to klistermærker på de forproducerede vejvisere: et, der markerer det nye, større meditationsrum, og et, der markerer det lille rum. Det første meditationsrum var oprindeligt slet ikke markeret på kortet.

schou@kristeligt-dagblad.dk

Af hensyn til deltagere på klimakonferencen, der vil bede, har man indrettet rum til bøn og meditation. De kaldes meditationsrum for at signalere, at det er for alle trosretninger. I går indrettedes et ekstra meditationsrum på grund af pladsproblemer i det eksisterende. Rummene bruges primært af muslimer, og tidspunkter for muslimske bønner er hængt op på døren, ligesom retningen mod Mekka er markeret med pile. --
Af hensyn til deltagere på klimakonferencen, der vil bede, har man indrettet rum til bøn og meditation. De kaldes meditationsrum for at signalere, at det er for alle trosretninger. I går indrettedes et ekstra meditationsrum på grund af pladsproblemer i det eksisterende. Rummene bruges primært af muslimer, og tidspunkter for muslimske bønner er hængt op på døren, ligesom retningen mod Mekka er markeret med pile. -- Foto: Kim Schou.