Her er de vigtigste ingredienser til et langt og lykkeligt liv

Det er helt tydeligt i dette studie, at hvad der gør mennesker lykkelige, og giver dem et langt liv, er gode relationer. Om det er til venner eller familie. Gode relationer holder os i live, fortæller professor Robert Waldinger. Modelfoto. Iris

Et 75 år langt studie af 724 amerikaneres liv viser, hvad der virkelig skal til for at leve et langt, lykkeligt liv. Det er hverken penge eller berømmelse

I 1938 sagde 724 amerikanske teenage-drenge ja til at deltage i et studie af, hvad der rent faktisk holder mennesker raske og lykkelige gennem livet.

De fleste af drengene svarede dengang, at de ville stræbe efter rigdom og berømmelse. Det ville gøre dem lykkelige. Men som tiden gik, blev svaret et ganske andet. Det skriver Videnskab.dk

I dag er cirka 60 af de 724 mænd, som i 1938 sagde ja til studiet, i live, og ifølge Robert Waldinger, som er den fjerde direktør på projektet, er der nogle klare budskaber om lykke og et langt liv at tage med fra studiet.

Læs også på Videnskab.dk: Aktive unge bliver lykkeligere voksne

"Det er helt tydeligt i dette studie, at hvad der gør mennesker lykkelige, og giver dem et langt liv, er gode relationer. Om det er til venner eller familie. Gode relationer holder os i live, mens ensomhed slår ihjel," siger Robert Waldinger, der er professer ved Massachusetts General Hospital i Boston, i en TED Talk, som du kan se herunder. 

De 724 mænd var fordelt i to grupper. Den ene gruppe skulle til at at starte i college på Harvard, mens den anden gruppe kom fra et slumkvarter i Boston, hvor der knapt nok var rindende vand.

Deres liv udviklede sig alle helt forskelligt. Nogle af dem fra slumkvarteret i Boston formåede at bryde den sociale arv, mens nogle af mændene fra Harvard gik den modsatte vej.

Selvom mændene kom fra forskellige kår, var de fleste dog enige om, at gode relationer betyder meget for det liv, de har levet eller lever.
 
"Ensomhed er som gift. Folk, der er mere isoleret fra andre, end de vil, er mindre lykkelige, og deres overordnede sundhed falder hurtigere sammen med deres hjernefunktion. Generelt kan vi se, at de lever et kortere liv," forklarer Robert Waldinger i videoen og fortsætter:

Læs også på Videnskab.dk: Chokoladeeksperiment afslører: Penge gør dig mindre lykkelig

"Selvom man med alderen kan opleve smerter, så var dem med de gode relationer stadig lykkelige på trods. Dem, der ikke havde de her gode relationer, var mere plaget af deres smerter, som påvirkede deres lykke," siger Robert Waldinger.

Robert Waldinger pointerer, at det kan være hårdt at have de gode relationer, for de kræver tid. Og meget af det. Men han forsikrer, at det er det værd, og selv hvis man småskændes med konen eller kæresten, vil den gode relation gøre, at man ikke bliver påvirket af det i lige så høj grad. 
 

Syv tricks til et lykkeligere liv

Hvis du selv kunne bruge lidt mere lykke i din hverdag, men er presset på tid, har BBC.com - uafhængigt af studiet - lavet en liste med syv ting, der ifølge videnskaben kan gøre dig mere lykkelig.

Skriv dagbog
. Ifølge forskere kan det være med til at reducere symptomer på depression og angst, styrke immunforsvaret og forbedre din indsats på arbejdet. Det kræver blot, at du bruger 15 minutter om dagen på at sætte ord på dine følelser og oplevelser.

Læs også på Videnskab.dk: De lykkelige lever længere

Gør fem gode gerninger. Hvis du bare én gang om ugen gør fem gode gerninger, viser forskning, at du vil føle dig som et lykkeligere og sundere menneske.

Tag ikke dine venner for givet. I en hverdag med arbejde, børn, skole og fritidsaktiviteter, kan det være svært at klemme tid ind til vennerne. Men hvis du prøver at tænke over, hvordan livet ville være uden dem, vil du nok få en klump i halsen. Forskning har vist, at hvis man en gang i mellem udtrykke taknemmelighed over for ens venner eller elskede, så vil man få det bedre.

Giv livet mening. Psykologer er begyndt at forstå betydningen af at have en mening med livet. Forskning har vist, at det kan være sundt at minde sig selv om, hvad man har præsteret gennem livet og holde fast i gamle minder, som kan sætte livet nu og her i perspektiv.

Læs også på Videnskab.dk: Bringer børn øget lykke i parforholdet?

Føl ærefrygt. Det kan have en positiv påvirkning på dit helbred, hvis du en gang imellem føler ærefrygt. Det kan komme af at kigge på en flot stjernehimmel eller tage i kirke, hvor man får følelsen af, at der måske er noget større end en selv.

Gå på genopdagelse. Hvis kaffen bliver skyllet hurtigt ned hver dag, kan det måske være svært at nyde den. Forskere foreslår, at man udelukker noget, man godt kan lide i en uge, for så at genoptage det. På den måde vil oplevelsen være større og bedre, end hvis du blot gør det igen og igen.

Tænk positive tanker.
Det kan være nemt at forfalde til dårlige tanker om sig selv eller andre, men holder man sig i stedet til de positive tanker, kan det ifølge forskere være med til at booste ens glæde og lykke.