Iransk flygtning: Tænk, at besøgende har så ubesværet adgang til magtens centrum

I mit hjemland er parlamentet som en fæstning omgivet af høje mure. I Danmark virker Christiansborg nærmest som et populært museum, hvor almindelige mennesker kun skal igennem et enkelt sikkerhedscheck for at komme ind, skriver den iranske flygtning Hamid Mukhtari

Tegning: Rasmus Juul Pedersen
Tegning: Rasmus Juul Pedersen.

Klokken var 10.30 om formiddagen, da en af mine venner ringede til mig for at høre, om jeg havde lyst til at besøge Folketinget den samme eftermiddag. Min ven arbejder for organisationen Inside Knowledge, der forsøger at hjælpe med integration af flygtninge, og han havde arrangeret, at en gruppe flygtninge kunne besøge Christiansborg. Klokken tre om eftermiddagen troppede gruppen op på pladsen foran det danske parlament.

I de lande, vi som flygtninge kommer fra, er det som regel slet ikke muligt for almindelige mennesker at besøge parlamentet. Og ofte er det vanskeligt at betragte parlamentet selv på afstand. I Danmark kan vi, selvom vi er flygtninge, fra den ene dag til den anden få tilladelse til at besøge Folketinget.

Vi gik ind via den indgang, hvor besøgende bliver sikkerhedsundersøgt. Vores ting skulle igennem en scanner, og vi skulle blot igennem en enkelt kropsundersøgelse. Derefter viste en af Folketingets ansatte os videre i de forskellige fløje af bygningen. Det var meget overraskende, at møblementet var så enkelt og ikke særlig luksuriøst.

Væggene var enkelt malet uden kostbare ornamenter, som det ellers ville være skik i mange af de lande, vi som flygtninge kommer fra. I mange diktaturer tages udgifterne til storslåede bygningsværker fra den sultende befolkning.

I mit eget land, Iran, repræsenterer parlamentet heller ikke befolkningen, fordi systemet og forfatningen ikke er demokratisk. Selvom jeg er iransk statsborger, så kan jeg ikke stille op som præsident eller indtage en ledende plads i retssystemet. Det skyldes, at jeg er sunnimuslim og kurder og ikke shiamuslim.

I Danmark kan jeg til gengæld stille op til kommunalvalg og endog stile efter en borgmesterpost tre år efter, at jeg har fået asyl i Danmark. Hvis jeg får dansk statsborgerskab efter syv år i Danmark, kan jeg i teorien stille op til en hvilken som helst politisk post.

Vi så også, at mange danske medier havde kontorer på Christiansborg. Det er et andet tegn på det danske demokrati, at medierne har kontorer så tæt på politikerne. De kan rapportere alt, hvad der sker politisk i parlamentet, og der er ikke nogen journalister, som kommer i fængsel, fordi de kritiserer regeringen.

Under rundvisningen så jeg, hvordan der kom mange andre besøgende, lige fra mindre skolebørn til studerende og ældre mennesker. På den måde virkede parlamentet som et hvilket som helst andet museum eller en turistseværdighed. I Iran ville den måde at besøge landets magtcentrum på være helt umuligt. Parlamentet er som en fæstning omgivet af mange militære ckeckpoints, og det er svært at se bygningen på afstand, fordi den er omgivet af høje mure.

Som regel er det ikke muligt for almindelige mennesker at besøge det iranske parlament, og de tidspunkter, hvor det er muligt, skal man igennem timelange sikkerhedscheck.

Vi fik også lov at se selve Folketingets mødesal, hvor de forskellige partier som Socialdemokraterne, Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti debatterede og stemte for og imod lovforslagene. I Iran har vi ikke den mangfoldighed af partier. Alle lovlige partier skal acceptere det islamiske regime, og alle personer på politiske nøgleposter skal accepteres af Vogternes Råd.

Selvom etniske og religiøse grupper som kurdere, arabere, tyrkere, kristne, jøder og tilhængere af bahaitroen udgør tilsammen 70 procent af befolkningen, så nægtes de grundlæggende politiske rettigheder.

Som en af de flygtninge, der havde arrangeret turen, konstaterede: ”I vores hjemlande kan det tage 200 år, før vi får en forfatning og et parlamentarisk system som det danske.”

Vi overværede også, hvordan politikere diskuterede Grønlands status i Folketinget. Ingen af politikerne var vrede eller ophidsede under debatten. Det hele foregik meget afslappet. Jeg er sikker på, at hvis Grønland en gang i fremtiden vil have selvstændighed, så bliver det op til grønlænderne selv at beslutte det.

I Iran bliver minoriteters forsøg på selvstændighed kvalt fra starten, og hvert år henrettes mennesker, hvis eneste ønske er at få et mere decentralt system, så almindelige mennesker kan få del i magten.