Gennem årene har venner og kolleger igen og igen opfordret Iben Bjørnsson til at skrive om sin opvækst i hippiekollektiver og daglige gang som helt ung på fristaden Christiania i København.
Som historiker ved Københavns Universitet kunne hun oplagt tage fat på emnet. Men nej, det ville være som at forske i sin egen familie, og hun måtte fortælle nøgternt om en opvækst på godt og ondt - en opvækst, som også havde bagsider. Om alkoholikere og psykisk syge, som i rummelighedens navn skulle have lov til at komme i kollektiverne. Om fremmede voksne, som for eksempel pressede hende til at være nøgen ligesom alle andre i kollektivet, trods hendes åbenlyse blufærdighed.
Derfor glæder det hende, at der nu tegner sig et voksende og hidtil uset fokus på de mere dystre sider af ”de glade 60'ere” og 1970'ernes sociale eksperimenter - senest i form af dokumentarfilmen ”Christianias børn - skyggesiden af eventyret”, som blev vist på DR1 i mandags, og som kan genses på dr.dk.
”Tabuet er ved at blive brudt,” siger hun.
DR-dokumentaren beretter blandt andet om Iben Bjørnssons gode veninde Lise, hvis storesøster blev slået ned af rockere på Christiania, uden at nogen greb ind, ligesom den beretter om børn, som gik rundt med fyldte bleer og måtte passe sig selv, mens forældrene tog stoffer. Hendes egen opvækst var langtfra så slem, men:
”Jeg har meget godt at sige om den tid, men jeg husker den også som et virvar af voksne, jeg ikke kendte, som kom og gik. Ingen forholdt sig til, om det var godt for os hippiebørn. Vi har som voksne talt om den vrede, vi er gået rundt med, også med vores forældre. Men det har været et privat opgør. Vi ville ikke give alle de borgerlige kritikere flere argumenter på hånden. Det er først nu, jeg oplever en offentlig kritik, som kommer indefra,” siger hun med henvisning til dokumentarfilmen.
Filmen er blot et blandt flere eksempler på et voksende opgør med bagsiden af hippiebevægelsen de senere år. Forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen beskriver i dobbeltværket ”Hippie” fra 2011 og 2012, hvordan grundlæggelsen af Thylejren og drømmen om en retfærdig verden for manges vedkommende endte i narkomani og selvmord.
”Jeg vil ikke sige, at aftabuiseringen er i fuld gang,” siger han.
”Men vi ser de første små tegn på, at det kan lade sig gøre at tale om skyggesiderne af et oprør, som en del af oprørerne selv foretrækker at se i mere lyse toner.”
Peter Øvig Knudsen understreger, at vi i dag nyder godt af de frihedsrettigheder og mere frie former for livsudfoldelse, som hippierne var med til at åbne for i Danmark. Ligeledes står Christiania stadig for mange som indbegrebet af dansk frisind. Blandt andet derfor har det været tabu at kritisere de mere negative sider af miljøerne. Ansvaret ligger også hos pressen, mener Peter Øvig Knudsen.
”Min fornemmelse er, at den kritiske journalistik er vokset ud af 68'er-oprøret, og derfor er oprøret blevet en hellig ko, som man ikke kritiserer.”
Det afgørende nye er, at debatten om hippiebevægelsen er gået fra angreb til aftabuisering, mener Niklas Olsen, historiker ved Københavns Universitet og medredaktør på antologien ”1968 - dengang og nu”. Han betoner, at kritikken er lige så gammel som bevægelserne selv. Men hidtil har det primært været debattører af konservativ observans, som i meget hårde vendinger har kritiseret hippiernes politiske slægtskab med kommunistiske regimer som Pol Pot i Cambodja.
”Det nye er, at kritikken rettes mod hippiernes sidste retrætepost, som også er et afgørende led i venstrefløjen fortælling: Hippiernes demokratisering af det danske samfund, herunder af familieformer og sociale relationer. Som noget nyt kommer kritikken indefra, og den er mindre aggressiv og mere spørgende: 'mor og far, hvor var I henne?' Så trækkes tæppet væk under hele den fortælling.”
Sociolog, forfatter og folketingsmedlem (LA) Henrik Dahl har skrevet bogen ”Den kronologiske uskyld” om den generation, der voksede op med forældre fra 68'er-generationen. Han mener ikke, man kan tale om aftabuisering.
”Min oplevelse er, at det stadig er en meget betændt diskussion. Der er ingen selvransagelse, og det lader ikke til, at mange af de forældre har lyst til at se fortiden i øjnene.”
Christiania blev fra begyndelsen betegnet som et socialt eksperiment, men et eksperiment kræver, at det bliver evalueret, påpeger Henrik Dahl.
”Projektet blev grundlagt på en retfærdig vrede mod den tids etablerede samfund, men det blev til en selvretfærdig vrede, som gjorde folk nådesløse og hindrede eftertanke. Det gik ud over børnene.”
Journalist og forfatter Jacob Ludvigsen stod i 1971 i spidsen, da fristaden Christiania blev udråbt. Han har efter eget udsagn ikke været klar over, at børn misrøgtedes på Christiania.
”Eventyrfortællingen var, at alle børn havde det godt. Det har de åbenbart ikke haft.”
Jacob Ludvigsen er glad for, at man modsat tidligere kan tale højt om skyggesiderne ved hippiebevægelsen og andre dele af venstrefløjen. I 1980'erne blev journalist Lars Villemoes for eksempel hængt ud af fremtrædende jurister for at skrive om den venstreorienterede terrorgruppe Blekingegadebanden, påpeger Jacob Ludvigsen.
Han har samtidig forståelse for, at man har værnet om ubehagelige hemmeligheder på fristaden.
”Det er klart, at med de ustandselige angreb, der har været på Christiania, måtte man holde mere sammen - det er vel meget naturligt - og så kommer sandheden ikke ud, og så er det, at vi får de tabuer.”
Tanken med Christiania var at skabe et samfund, hvor alle kunne leve frit under ansvar over for fællesskabet, som der står i Christianias grundlov skrevet af Jacob Ludvigsen.
”Det var en utopi, der trodsede alle naturlove og var baseret på, at alle mennesker er grundlæggende gode, de skal bare lige opdrages til det. Der var sikkert også børn, der havde en meget sjov opvækst. Men det er ikke nogen barndom at leve mellem misbrugere og opleve svigt på den måde. Om man kan sige, at det skyldes den løsslupne og antiautoritære tankegang, som prægede bevægelsen, er måske at gå for vidt.”
Det er historiker Iben Bjørnsson uenig i.
”Der har altid været familier, som forsømte deres børn, og som intet havde med hippiebevægelsen at gøre. Men forskellen er, at forsømmelsen på Christiania var ideologisk bestemt. Den var en udløber af, at man dyrkede en frihed uden rammer,” siger hun.