Historieprofessor: At trække fascismekortet er ude i hampen

Når Det Kongelige Teaters skuespilchef sammenligner regeringens politik med 1930'ernes fascisme, er det både naivt og historieforvridende, siger professor Uffe Østergaard, selvom der kan være andre relevante historiske paralleller

Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov (tv.), advarer i en kronik i Berlingske mod, at ”vi er ved at integrere fascismen som en 'ok' måde at opføre og udtale sig på”. Men den historiske parallel er helt ude i hampen, siger professor emeritus og historiker Uffe Østergaard (th.)
Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov (tv.), advarer i en kronik i Berlingske mod, at ”vi er ved at integrere fascismen som en 'ok' måde at opføre og udtale sig på”. Men den historiske parallel er helt ude i hampen, siger professor emeritus og historiker Uffe Østergaard (th.) . Foto: Sofie Amalie Klougart/Privatfoto.

At trække fascisme- eller nazikortet, hedder det, når man i samfundsdebatten giver udtryk for sin dybe modvilje mod den aktuelle politik ved at sammenligne den med fascismen og nazismen i 1930'ernes Europa. Det sker stadigt oftere.

Senest er det Det Kongelige Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, der i en kronik i Berlingske advarer mod, at ”vi er ved at integrere fascismen som en 'ok' måde at opføre og udtale sig på”. Men den historiske parallel er helt ude i hampen, siger professor emeritus og historiker Uffe Østergaard.

”Regeringens asylpolitik handler om at erkende grænserne for indvandringens størrelse, og lande som Tyskland og Sverige er grundlæggende på vej i samme retning. Det har intet med fascisme at gøre. Omvendt er der i lande som Polen og Ungarn eksempler på konservativt autoritære regeringer, ligesom der er højrenationale bevægelser rundt om i Europa, hvor fascisme-sammenligningen er mere nærliggende. Som historiker har jeg naturligvis ikke noget imod historiske paralleller, men det er afgørende, at man er præcis og nøgtern,” siger Uffe Østergaard.

Derfor kan man heller ikke tale om én samlet ”europæisk højredrejning”, mener han, men derimod om en række nationale bevægelser, der har forskellige baggrunde og politiske dagsordener.

”Selvom kritik af EU og indvandring forener flere partier på den europæiske højrefløj, så kommer det meget forskelligt til udtryk. Og her er Dansk Folkeparti blandt de moderate, mens britiske UKIP er langt mere radikale. Det er nærliggende, at Dansk Folkepartis succes herhjemme har forhindret fremkomsten af større fascistiske bevægelser,” siger Østergaard.

For få måneder siden var det regeringens beslutning om under visse betingelser at fratage asylsøgere smykker og andre værdier, der fik nazi-sammenligninger til at florere i anerkendte internationale medier.

Også der var sammenligningen faktuelt set uberettiget, men det viser noget om, hvor potent og virkningsfuld de historiske paralleller er i den politiske debat, påpeger han.

”Paralleller til nazisme og fascisme cykler rundt i offentligheden. Og smykkeeksemplet, som både var dumt tænkt og formuleret, viser, at politikerne let kan forregne sig, når de vil føre hård signalpolitik. Men det bliver det ikke fascisme af. Mere præcist vil det være at sammenligne Løkke-regeringen med Madsen Mygdals Venstre-regering fra 1926-1929, som førte en doktrinær liberal politik med meget markante besparelser på de offentlige budgetter,” siger Uffe Østergaard.