I foråret 2011 modtog historikerne John T. Lauridsen og Mikkel Kirkebæk et ganske enestående kildeskrift.
En stor stak med 200 håndskrevne ark, som var nedfældet i højt tempo i én lang køre uden afsnitsinddelinger eller overskrifter. Og nedskrivningen havde været hård for bogens forfatter, for mens han satte de mange ord på papir i 1986, genoplevede han de rædsler på Østfronten under Anden Verdenskrig, som han 40 år forinden havde været aktiv deltager i.
Men selvom han svedte angstens sved, fortrød Søren Kam, den danske nazist og SS-officer, intet.
Han fortæller sin historie, som han gerne vil se den, påpeger historikerne, som tidligere har forsket i danske nazister under Anden Verdenskrig. Og da Kam i marts 2015 døde i en alder af 93 år – efter i 70 år at have levet med så lav profil som muligt, de sidste mange år i den sydtyske by Kempten – stod han fast på, at Nazityskland nok havde begået fejl, men at han og den berygtede hærenhed Waffen-SS trods alt kunne have rank ryg.
Ved Nürnbergprocesserne i 1945 blev det slået fast, at Waffen-SS havde været en forbryderisk organisation. Men Søren Kam forsøger at bagatellisere alle krigsforbrydelser med, at der jo er brodne kar i alle hære.
Søren Kam forblev nazist til det sidste.
På tirsdag udkommer hans erindringer på forlaget Lindhardt og Ringhof med titlen ”Et liv uden fædreland”.
John T. Lauridsen og Mikkel Kirkebæk havde indgået den aftale med Kam og hans advokat, at manuskriptet kunne offentliggøres, når Kam var død.
Inden de var villige til at udgive det, skulle de imidlertid først studere det og tage stilling til, om det var en udgivelse værdigt. Det var det, men udgivernes motiv er næsten det diametralt modsatte af forfatterens.
”Søren Kam var på én måde ikke nogen særlig vigtig person. Han var ikke nogen politisk eller militært tilstrækkelig betydningsfuld person til, at man normalt ville fatte stor interesse for hans erindringer,” siger Mikkel Kirkebæk.
”Men dels er han blevet en interessant person på grund af al den presseomtale, der i årenes løb har været af hans person og det drab, han havde andel i. Dels er modhistorien interessant for os som historikere og som kildetekst. Den måde, han skruer sin historie sammen på, er interessant. Faktisk er han nok selv overbevist om, at det, han husker, er sandheden,” tilføjer han.
John T. Lauridsen supplerer:
”Han er interessant som en, der ikke tager medansvar. Fakta er, at han er med i både en angrebskrig og en udryddelseskrig, men det sidste findes slet ikke i hans verden. Han skærer alt det fra, som ville afsløre, at han kendte til udryddelsen. Han nægter kendskab til både jødeudryddelsen, og at der i det hele taget var tale om en udryddelseskrig ved Østfronten."
Søren Kams konstruktion i ”Et liv uden fædreland” er altså, at den tyske hær og Waffen-SS bestod af soldater båret af høje militære idealer, og som bekæmpede kommunismen på Østfronten. Men de blev forrådt, hævder Kam. Og de var uvidende om forbrydelserne mod lokalbefolkningen på fronten samt i koncentrationslejrene.
Kam fortæller i sin bog om de faktiske kamphandlinger og andre begivenheder, han var en del af under krigen, men ifølge historikerne er det åbenlyst, at selvom personer, steder og begivenheder grundlæggende er autentiske, så er Søren Kam nødt til at fornægte, fordreje og udelade væsentlige elementer i sin fortælling. Ofte udspekuleret og generelt velskrevet.
”Han er den danske SS-frivillige, der har formuleret sig mest tydeligt. Hans erindringer er et helt katalog over, hvordan man skriver sin egen medskyld ud af historien. Han lever i en selvforståelse, hvor han kun har opfyldt et ædelt mål. Det gør han mere konsekvent end nogen andre.
Derfor kan hans tekst bruges til at holde op for dem, der skulle være i tvivl om, hvad der er fup og fakta, og vise, hvordan man konstruerer sådan noget. Det illustrerer han her, og han gør det ret intelligent,” fortæller John T. Lauridsen og tilføjer:
”Han ved, at der er et helt sæt af parader, han er nødt til at fastholde. For hvis han opgiver én parade, indrømmer nogen medviden eller medvirken til forbrydelser, så falder hele hans korthus sammen.”
Men Søren Kams konstruktion skal naturligvis ikke stå uimodsagt. Så selvom bogen ikke er udgivet på et snævert akademisk forlag som historisk kildetekst, men er tiltænkt et bredere publikum, så er det netop tænkt som en kildeudgave, der er udførligt forsynet med alle historikernes fodnoter, der sætter Søren Kams påstande i perspektiv.
For eksempel er der ingen grund til at betvivle, at Søren Kam var en dygtig soldat, men han har dels en tilbøjelighed til at udelade de mere tvivlsomme gerninger, han medvirkede i, dels en trang til at fremhæve, hvor stor anerkendelse han fik, og hvor godt et forhold han havde til så fremtrædende folk som den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best.
Den sag, som i efterkrigstiden gjorde Søren Kam til et kendt navn i Danmark, går tilbage til den 30. august 1943, altså dagen efter opgivelsen af samarbejdspolitikken og afvæbningen af de danske værn. Kam var tidligere på året blevet leder af Schalburgskolen, som skulle rekruttere og som forskole uddanne frivillige til Waffen-SS.
En redaktør i Det Berlingske Hus, Carl Henrik Clemmensen, havde i den opkogte stemning spyttet efter redaktøren ved det nazistiske blad Fædrelandet, og Kam og to SS-kammerater, Jørgen V. Bitsch og Flemming Helweg-Larsen ville nu hævne sig på ham.
Om aktionens formål var at slå Clemmensen ihjel, er ikke sikkert, men Clemmensen blev dræbt med skud i Lundtofte nord for København, hvorefter Kams tyske overordnede rejste en sag imod ham og beordrede ham ud af Danmark.
Efter Befrielsen blev Helweg-Larsen henrettet for mordet, men Kam var ikke i Danmark. Han levede skjult i Tyskland, blev tysk statsborger i 1956 og undgik straf ved en tysk retssag i 1968.
I Danmark blussede sagen op, da en journalist fra Ugens Rapport fandt frem til ham i 1976, og siden blev der gjort flere forgæves forsøg på at få ham udleveret og dømt i Danmark.
Fra de tyske retssager er med tiden fremkommet en række skiftende forklaringer – fra en påstand om at have skudt, efter at Helweg-Larsen havde dræbt Clemmensen, til en påstand om at have skudt i nødværge.
Men hvis man leder efter den endegyldige sandhed om drabet i erindringerne, leder man forgæves. Her hævder Søren Kam nemlig til slut, at hans skud slet ikke var dræbende.
Ifølge Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen er drabet det punkt i erindringerne, hvor det tydeligst står frem, at Søren Kams korthus ikke holder. Og at det ikke passer, når han tilskriver sig selv ædle motiver.
”Når han undsiger sig en retssag, begrunder han det med, at han ikke tror, han vil få en fair rettergang. Han forsøger at appellere til, at han har et hensyn til sin dengang 11 måneder gamle datter, da han søger om tysk statsborgerskab for at undgå at skulle for retten i Danmark.
I alt kommer han med tre-fire forklaringer om drabet, som åbenlyst modsiger hinanden og viser, at han hver gang blot vælger den forklaring, som virker som den mest opportune,” siger John T. Lauridsen.
Han tvivler på, at det var et planlagt mord. Det er blevet udlagt som den første tyske terrorhandling i Danmark, men historikerne ser det som en selvtægtshandling, der løb løbsk.
Forud for dette var Søren Kam også med til at oppiske optøjer på Rådhuspladsen i København, og dr. Best, som søgte at holde nogenlunde orden i Danmark, havde de SS-frivillige til afklapsning med ordre om at opretholde militær disciplin.
”Helweg-Larsen har selv forklaret, at der var sket en radikalisering af de unge danskere, der havde været på Østfronten. De havde været med til nogle helt forfærdelige ting og kom så hjem til Danmark, hvor linjen trods alt var en anden,” forklarer Mikkel Kirkebæk.
Gåden om Søren Kam er, at han vokser op som et anerkendt og tilsyneladende velstimuleret barn i en borgerlig dansk familie. Han er ikke familiens sorte får, for faderen er tyskvenlig, og to brødre melder sig også til at slås for tyskerne.
Så enhver forestilling om nazisterne som de udstødte og primitive, der vil have hævn, kollapser.
Allerede i sommeren 1940 melder Kam sig frivilligt til at slås for Tyskland, er med ved operation Barbarossa mod Sovjetunionen i 1941 og kommer så til Danmark igen i 1942-43, inden han på ny bliver rykket i krig for Tyskland.
Mens den danske nazileder Frits Clausen forsøger at forene medløberiet med dansk nationalisme, så refererer Søren Kam til SS og hylder en pangermansk tanke. I denne tankegang skal Danmark indgå i et samlet Stortyskland.
”Han forsøger at gøre sig til en mand, der var soldat, men ikke ideolog. Men ikke desto mindre, er der mange situationer, hvor han viser sin antisemitisme og sin ideologiske militarisme ganske tydeligt. Han var næppe heller blevet leder af Schalburgskolen, hvis ikke han var en helhjertet, ideologisk nazist,” påpeger Mikkel Kirkebæk.
De to historikere har ikke haft moralske anfægtelser over nu at udgive en ikke-angrende nazists tanker. For risikoen for, at de kan blive læst forkert af nynazister, modarbejdes af den lange indledning til bogen og alle fodnoterne. For Lauridsen og Kirkebæk er det afgørende, at Kams erindringer kan blive studeret grundigt på første hånd.
”Jeg har også siddet med Frits Clausens og Werner Bests erindringer. Det er også den anden sides historie. Og det er ikke interessant alene derfor, men fordi del af fælles historie. I sin tid ville veteraner fra modstandsbevægelsen gerne slette erindringen om alle de nazistiske landsforrædere med den begrundelse, at de var udanske,” siger John T. Lauridsen og tilføjer:
”Men det var de jo ikke. Folk som Søren Kam er også en del af Danmarks historie.”
