Den 9. juni 2014 blev 70-årige Jørgen indlagt med hjertestop på Rigshospitalet i København. Han overlevede, men havde fået hjerneskade. Da han forlod intensiv-afdelingen, var han ikke i stand til at tale, bevæge lemmerne eller synke sin mad. Når hans hustru og datter nærmede sig, åbnede han øjnene, men der var ingen genkendelse. Hukommelsen var slettet.
”Efter en uge blev han overført til Center for Traumatisk Hjerneskade på Hvidovre Hospital. Da han blev udskrevet herfra efter to måneder, fik han at vide, at han nok ville tilbringe resten af livet på plejehjem, men han har overrasket os alle. Han bor hjemme i sin lejlighed igen. I dag kan han tale, læse, skrive og bevæge sig - og han har præsteret at gå op ad trappen til 15. sal på seks et halvt minut,” fortæller hans datter Johanne.
Familiens efternavn er redaktionen bekendt, men familien vil helst ikke have det i avisen.
På Hvidovre Hospital blev Jørgen trænet med især fysioterapi og ergoterapi i døgndrift. Herefter blev han udskrevet og fik et andet behandlingstilbud, som familien ikke fandt tilstrækkeligt, hvorfor de selv betalte for yderligere fysioterapi og et forløb på Center for Hjerneskade i København. Årsagen er, at de ser en sammenhæng mellem fysisk træning og Jørgens evne til at huske. Trods de overraskende fremskridt har han stadig problemer med korttidshukommelsen.
”På overfladen fremstår han som en fuldstændig velfungerende ældre mand. Når han skal tale med folk, kan han også bluffe langt hen ad vejen. Men problemet viser sig, når han spørger om de samme ting, han lige har spurgt om, eller ikke kan huske, hvor toilettet er,” fortæller datteren.
Som dette sygdomsforløb illustrerer, sker der i moderne behandling af hjerneskadede til stadighed store fremskridt, hvor grundlæggende funktioner kan trænes frem igen. Og ofte er det udtryk for, at funktioner, som inden skaden blev bestyret i de dele af hjernen, som er ramt, kan overføres til andre områder i hjernen, forklarer Jesper Mogensen, hjerneforsker og professor i neurovidenskab ved Københavns Universitet.
”Mens vi i forhold til demens stort set kun kan forsøge at bremse en fortsat nedbrydning, ser vi i forhold til hjerneskadede, at patienter nogle gange genvinder funktioner, hvor vi ikke havde troet det muligt. Men ofte er det ikke den beskadigede del, der kommer til at fungere igen. I stedet er hjernen langt bedre i stand til at reorganisere sig, end vi før troede,” siger Jesper Mogensen.
Hukommelsen sidder ikke ét sted, men bliver til ved en række processer i forskellige dele af hjernen. Men ved skader på den del af hjernen, som hedder hippocampus, bliver den bevidste del af hukommelsen ofte ramt. Det forhindrer imidlertid ikke, at forskellige egenskaber nogle gange kan genskabes andre steder. Et stykke hen ad vejen kan man også blive bedre til at huske - også selvom hjernens bevidsthed om, hvad den kan huske, er væk, forklarer hjerneforskeren:
”En havde arbejdet i mange år som dirigent og organist, men kunne intet huske om det. Hans hjerneskade havde ikke kun ramt evnen til at lagre nye informationer, men også selve lageret. Stillet over for et orgel var han overbevist om, at han ikke kunne spille, men da han blev bedt om at prøve, kunne han.”