Hjernen har travlt som aldrig før

Psykolog Poul Røpke, BrainCenter i København, hjerne af kvinde lånt hos

Den historiske udvikling har kun øget presset på og kravene til vores hukommelse, og de seneste 30 års digitale revolution har skabt omtrent lige så store forandringer, som dengang vi første gang fik mulighed for at kommunikere på skrift. Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix Denmark

Tegning: Morten

Tegning: Morten Voigt

I virkeligheden er vi mennesker meget dårligere til at multitaske, end vi tror.

Den tid er forbi, hvor vi først og fremmest skulle huske de basale overlevelseforudsætninger og lange udenadslærte remser. I dag er det afgørende, at vi kan bruge vores arbejdshukommelse i en kompleks og engageret proces

Det har altid haft stor betydning for mennesker at kunne huske.

Helt tilbage til urtiden har evnen til at genkalde sig det, man har erfaret før, haft afgørende betydning for at klare sig.

Da vi i oldtiden fik mulighed for at kommunikere ved hjælp af kileskrift og hieroglyffer, revolutionerede det ikke kun muligheden for at lære af egne erfaringer, men også for at give erfaringer videre over længere tid.

Til gengæld var skriftkulturen med til at svække den mundtlige kultur, for hvorfor skulle lokale historiefortællere bruge store ressourcer på at huske Iliaden og Odysseen udenad, hvis man bare kunne læse de mange heksameter-vers?

Ifølge Tracy Alloway, amerikansk hukommelsesforsker og professor i psykologi ved University of North Florida, har den historiske udvikling kun øget presset på og kravene til vores hukommelse, og de seneste 30 års digitale revolution har skabt omtrent lige så store forandringer, som dengang vi første gang fik mulighed for at kommunikere på skrift:

”I tiden, før vi fik skriftsprog, brugte mennesker i høj grad deres hjerner til basale ting som at finde de steder, hvor der var bedst mulighed for at overleve. Dengang behøvede vores hjerner ikke indstille sig på at kunne tale fem forskellige sprog, handle på aktiemarkedet eller planlægge udlandsrejser. Hele vores moderne livsstil øger behovet for, at vi kan bruge vores hukommelse, og at vi kan gøre det på en mere kompleks og engageret måde,” siger hun og uddyber:

”Vores forhold til hukommelse er påvirket af, at der i de seneste 50 år er sket en forskydning fra, at vi stoler på ekspertviden, til at vi gør brug af den fælles adgang til viden. Tidligere var det sådan, at når man fik ondt i skulderen, gik man til lægen, og kun lægen kunne fortælle, hvad der var galt. I dag har vi en langt bredere adgang til viden. Det er fortsat værdifuldt at få et ekspertudsagn, men vi vil typisk ikke kun bruges vores hjerner til at huske, præcis hvad doktoren sagde. Vi skal hele tiden kunne evaluere, om denne viden er valid, og integrere den i vores specifikke situation.”

Af samme grund mener hun, at der er sket en forskydning fra, at det er vigtigt at kunne lagre informationer i langtidshukommelsen, til at arbejdshukommelsen har fået en vigtigere funktion end nogensinde.

Arbejdshukommelsen er betegnelsen for de dele af hjernen, som aktivt henter og behandler informationer fra langtidshukommelsen, hvor vores viden er arkiveret.

Hun sammenligner langtidshukommelsen med et bibliotek og ser arbejdshukommelsen som den lille huskeseddel, hvor vi har skrevet det, vi skal bruge her og nu. Man kunne også kalde arbejdshukommelsen for hjernens arbejdsbord.

Ingen af de to funktioner kan undværes, men den dynamiske del af hukommelsen kan komme under pres, hvis den har svært ved at behandle data i tidens høje tempo. Ifølge Tracy Alloway har hvert 10. skolebarn problemer med arbejdshukommelsen, hvilket kan skade deres indlæring.

”Rigtigt anvendt hjælper teknologien os til, at vi kan bruges vores arbejdshukommelse mere dynamisk. Og det er en fordel, for i vores moderne samfund bliver vi ofte sat i situationer, hvor vi skal bearbejde mange informationer samtidig. Men hvis vi tror, at vi kan det hele på én gang, går det galt. I virkeligheden er vi mennesker meget dårligere til at multitaske, end vi tror,” siger Tracy Alloway og henviser til et forskningsprojekt, hvor en gruppe forsøgspersoner skulle køre bil i en simulator.

Den ene gruppe personer skulle lytte til nogle informationer, de skulle huske, samtidig med at de kørte, mens den anden først kunne koncentrere sig om kørslen og derefter skulle løse hukommelsesopgaven.

Det var ganske markant, hvor meget dårligere den første gruppe var til såvel at køre som at huske, beretter hukommelsesforskeren:

”Vores arbejdshukommelse er som en spotlight. Det er nødvendigt for os at fokusere på én ting ad gangen. Hvis vi prøver at kaste det brede lys på en masse informationer samtidig, går det galt. Jeg tror, det er der, teknologien kan komme ind som en trussel. Hvis vi har både Twitter, Facebook og Instagram kørende, samtidig med at vi laver noget helt andet, så alting bimler og bamler på én gang, bliver vi overvældede. Vi kan ikke prioritere det hele samtidig. Derfor er evnen til at fokusere afgørende.”

I bogen ”Arbejdshukommelse”, som Tracy og hendes mand, Ross Alloway, har skrevet, og som udkom på dansk sidste år, lægger hun stor vægt på, at arbejds-hukommelsen er særligt interessant, fordi den faktisk kan trænes til at fungere bedre.

Parret har blandt andet selv udviklet et computerspil til formålet. Men masser af aktiviteter er gavnlige, herunder motion, musikudøvelse, skak, krydsdord, sudoku, læsning og skrivning.

”En veltrænet arbejdshukommelse kan hjælpe skolebørn til at lære mere og få højere karakterer, Desuden ser vi, at arbejdshukommelsen kan være med til at holde de skadelige effekter af demenssygdomme som Alzheimers nede,” siger Tracy Alloway.

Hun refererer til et forskningsprojekt fra Philadelphia, hvor en gruppe forskere over lang tid studerede hjernefunktion og alzheimers blandt nonner. Årsagen til dette valg af forsøgspersoner var, at nonner er en meget homogen gruppe med en ret ens livsstil.'

Mange af nonnerne donerede tilmed deres hjerne til videnskaben, så forskerne efter deres død kunne undersøge dem. Forskerne fandt ud af, at en af de klareste forudsigere af, om personerne ville bevare deres hjernefunktioner, var, hvordan de brugte sproget, da de var yngre.

Mange af nonnerne havde skrevet dagbøger, da de var i 20'erne, og forskerne kunne se en sammenhæng mellem, hvor komplekst og kreativt de skrev, og hvor godt deres hjerne kunne kompensere for en begyndende demens, som ingen bemærkede, før en hjernescanning efter deres død påviste den.

”Budskabet til os er, at selvom vi ikke behøver være den nye George R.R. Martin (amerikansk forfatter, red.), er det værdifuldt bare at skrive nogle ord i en dagbog - så kreativt som man kan. Det holder arbejdshukommelsen i gang, og selvom det ikke kan forhindre alzheimers, kan det modvirke, at vi viser tegn på alzheimers,” siger Tracy Alloway.

Hendes budskab er, at selvom presset på vores hukommelse er større end nogensinde, er der intet, som styrker hjernen så meget som at blive holdt i gang, blot man undgår at overbelaste.

På den måde fungerer vores arbejdshukommelse faktisk i høj grad som en muskel. Den kan trænes op til at kunne mere, men forkert træning kan give skader.

”Der er så meget, vi kan træne. Vi kan lære sprog. Der er forskning, som viser, at personer, der kan to sprog, generelt har en bedre arbejdshukommelse og mindre risiko for synlige tegn på demens, end dem der kun kan ét. Der er tilmed ting, vi kan spise, som styrker arbejdshukommelsen. For eksempel laks, hvis indhold af omega 3 er dokumenteret gavnligt. Det samme gælder blåbær, mørk chokolade og valnødder,” siger hun og tilføjer:

”På engelsk siger vi 'use it or lose it' (brug den eller du mister den, red.). Jo mere vi udfordrer hjernen og arbejdshukommelsen, jo bedre.”