Homoseksuel imam: Islam er ikke en lov, men en spirituel idé

Muslimer i Europa må kæmpe for minoriteters rettigheder og bekæmpe antisemitisme og kristenforfølgelser, lyder det fra fransk imam. I denne uge holdt han foredrag i København

”Det er et relativt nyt fænomen, at islam fordømmer homoseksualitet. Den klassiske, arabiske litteratur har flere beskrivelser af kærlighed mellem mennesker af samme køn,” siger Ludovic-Mohamed Zahed, der er imam i Frankrig og holder foredrag om homoseksualitet og islam i både Europa og Sydafrika. -
”Det er et relativt nyt fænomen, at islam fordømmer homoseksualitet. Den klassiske, arabiske litteratur har flere beskrivelser af kærlighed mellem mennesker af samme køn,” siger Ludovic-Mohamed Zahed, der er imam i Frankrig og holder foredrag om homoseksualitet og islam i både Europa og Sydafrika. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Den 38-årige fransk-algierer Ludovic-Mohamed Zahed tilhører flere minoriteter. Han er homoseksuel, hiv-positiv, indvandrer og religiøs muslim. Som imam har han tidligere været tilknyttet en lille progressiv menighed i Paris. Han kæmper for en ny og mere spirituel fortolkning af islam, der betyder, at alle mennesker frit kan udøve deres seksualitet. I denne uge samlede Ludovic-Mohamed Zahed 120 danskere og nydanskere til en debat om homoseksualitet og islam i Cinemateket i København.

Her viste han også en film, der beskriver, hvordan han tog på pilgrimsfærd til Mekka i 2012 sammen med den feministiske, kvindelige amerikanske imam Amina Wadud.

”I muslimske lande i Mellemøsten og blandt mange menigheder i Europa hersker der en nærmest fascistisk forestilling om, at en rettroende muslim kun kan indrette sit familieliv på én måde. Vi har brug for en anden vej. Islam er ikke en lov, men en spirituel idé. Jeg tror på et sekulært samfund, hvor den enkelte finder sin tro. Islam skal inkludere kvinder og seksuelle minoriteter, og vi må bekæmpe antisemitisme blandt muslimer i Europa og den forforfølgelse af kristne, der foregår i den arabiske verden,” lyder budskabet fra Ludovic-Mohamed Zahed.

Han fortæller, at han er inspireret af den såkaldte befrielsesteologi, hvor katolske præster i 1960'erne kritiserede undertrykkende regimer i Latinamerika.

Ludovic-Mohamed Zahed har tilbragt sin barndom i både Algeriet og Frankrig. Som religiøst søgende teenager blev han medlem af et salafistisk broderskab. Han bad fem gange om dagen og besluttede, at han ville være imam.

Da han var 17 år, forelskede han sig i en anden ung salafist i Algeriet, og det gik op for Ludovic-Mohamed Zahed, at han var homoseksuel. Kort efter flyttede han med sin familie til Frankrig. I syv år forlod han islam. Han holdt op med at bede, gik til mange fester, drak og tog stoffer.

Efterhånden savnede han den åndelige dimension i sit liv. På et tidspunkt var han i Tibet for at studere buddhisme.

Da han var 17 år, forelskede han sig i en anden ung salafist i Algeriet, og det gik op for Ludovic-Mohamed Zahed, at han var homoseksuel.
Da han var 17 år, forelskede han sig i en anden ung salafist i Algeriet, og det gik op for Ludovic-Mohamed Zahed, at han var homoseksuel. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Han studerede psykologi og antropologi på universitetet og begyndte at arbejde for en hjælpeorganisation. Da han var omkring 30 år, vendte han tilbage til islam og begyndte igen at læse Koranen og andre skrifter.

”Jeg fandt ikke tekster, der fordømte homoseksualitet. Tværtimod er der i den klassiske arabiske litteratur erotiske digte, der beskriver kærligheden mellem mennesker af samme køn,” fortæller Ludovic-Mohamed Zahed, der i 2010 grundlagde en organisation for homoseksuelle muslimer i Frankrig, som i dag har 400 medlemmer.

I 2012 oprettede han en lille moské i Paris efter, at det var kommet frem, at det var umuligt at finde en imam, der ville begrave en afdød transseksuel franskmand. Ludovic-Mohamed Zahed fungerede som imam og har været med til at uddanne en halv snes mænd og kvinder som imamer på korte kurser i ”inkluderende islam”. Hver fredag mødes omkring 20 mennesker i moskéen til fredagsbøn.

Ludovic-Mohamed Zahed erkender, at den tolerante form for islam foreløbig er et nichefænomen. Men han sporer en stigende interesse for alternative fortolkninger af islam.

I USA prædiker den feministiske imam Amina Wadud, og i Danmark har den danske muslim Sherin Khankan planer om at oprette en moské med kvindelige imamer.

”Selvom vi er en lille gruppe, så tror jeg, at vi på længere sigt kan være med til at forandre islam. De fleste imamer tager afstand fra homoseksualitet, men samtidig er der en større og større forståelse for, at det er nødvendigt at ændre nogle dogmer. Mange mener, at islam er en krigerisk religion. Jeg er uenig. Profeten var ikke først og fremmest en kriger, men han var en mand, der forsvarede sig selv mod angribere i et stærkt patriarkalsk samfund. Etikken i Koranen er efter min mening, at vi skal leve fredeligt sammen,” siger Ludovic-Mohamed Zahed.

Ludovic-Mohamed Zahed erkender, at den tolerante form for islam foreløbig er et nichefænomen. Men han sporer en stigende interesse for alternative fortolkninger af islam.
Ludovic-Mohamed Zahed erkender, at den tolerante form for islam foreløbig er et nichefænomen. Men han sporer en stigende interesse for alternative fortolkninger af islam. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Han frygter ikke, at hans uortodokse synspunkter kan skade hans sikkerhed.

”Jeg har et ansvar for at råbe op, og jeg er ikke bange.”

Selvom Ludovic-Mohamed Zahed er en sjælden stemme blandt europæiske muslimer, så er professor i koranstudier Thomas Hoffmann fra Københavns Universitet ikke i tvivl om, at hans synspunkter er udtryk for en tendens.

”Allehånde minoriteter er ved at få en større stemme i islam. Det gælder både blandt de konservative, salafisterne, de traditionelle lærde og de progressive. Disse grupper forholder sig anderledes til minoriteter, end de tidligere har gjort. Globalt set er det i stigende grad blevet dårlig stil ikke at artikulere støtte til menneskerettigheder, og den tendens drages islam også ind i,” siger Thomas Hoffmann.

Han peger på, at muslimer i Europa og det stigende antal konvertitter er med til at nytænke islam både i en mere fundamentalistisk retning, men også i en mere progressiv retning.

”Selvom de progressive muslimer er et nichefænomen, er jeg ret sikker på, at fænomenet vil vokse. Men det bliver ikke den dominerende tendens i den nærmeste fremtid,” lyder det fra professoren.