Hov hov, der er altså kø!

Sommerferien er fuld af kødannelser, men køkulturen er ved at ændre sig

Køer og køkultur har mange ansigter. Her ses biler i kø på en motorvej...
Køer og køkultur har mange ansigter. Her ses biler i kø på en motorvej... . Foto: Dennis Lehmann/Scanpix.

Det er blevet kø-højtid. Vi holder i kø på motorvejen for at komme på ferie. Vi står i kø foran isbutikken, i forlystelsesparken, ved fællestoilettet og i supermarkedet med kurven fuld af øl og vin. Sådan er Sommerdanmark, og det er fint. For vi har overvejende en høflig køkultur her til lands, synes vi i diverse meningsmålinger.

Udlændinge er oftest enige. Med en markant undtagelse i på- og afstigning af busser og toge opfører vi os generelt civiliseret efter først-til-mølleprincippet, lyder skudsmålet med jævne mellemrum. Det virker næsten, som om vi sætter pris på vores køkultur. Vi respekterer den i hvert fald mere end i mange andre lande.

Men noget er under forandring. En række forhold er begyndt at udfordre vores køkultur de senere år, mener professor Ole B. Jensen fra Aalborg Universitet. Han er sociolog og har forsket i vores hverdagsmobilitet de seneste 10-15 år, og her har han iagttaget flere markante forandringer. Ikke at kulturen nødvendigvis er blevet dårligere, men den er anderledes.

Mest bemærkelsesværdigt er måske, at administreringen af køkulturen er overladt mere til den enkelte end tidligere.

Det er ikke mange år siden, at bageren, slagteren eller embedsmanden bag disken klart fortalte, hvis tur det var. I dag spørger de åbent: Hvis tur er det så?

”Det er et af de steder, hvor den generelle autoritetsbetvivlelse i samfundet virkelig bliver tydelig,” siger Ole B. Jensen.

”I stedet er der opstået en rar og blød konsensuskultur, hvor vi ikke bryder os om at sige, at noget er rigtigt eller forkert, og dermed er det mere blevet vores personlige moral, der skal styre køen.”

De koder og normer, som styrer den moral, er klart under pres, mener han. For vi har mere, vi skal nå, og flere steder, vi skal være, og derfor opstår der også flere situationer end tidligere, hvor vi tvinges til at indgå i en slags forhandling om, hvis tur det egentlig er. På de sociale medier kan man ind imellem høre og se historier om, hvordan vi viser hinanden hensyn, men vi fremhæver dem netop, fordi det generelle billede er ved at blive et andet.

”Teologen K.E. Løgstrup talte om 'den etiske fordring'. Det, at vi altid holder noget af den anden i hånden. Udfordringen er blevet, at vi skal række hånden ud hele tiden, fordi samfundet i stigende grad er fuld af små porte, vi skal igennem. Der er stadig flere specielle funktioner i detailhandlen, i den offentlige forvaltning, i vores infrastruktur, som gør, at vi ender i en kø, og det giver en mentaltræthed, som slider på den almindelige køkultur,” siger Ole B. Jensen.

Når denne udvikling er mere end blot en kuriøs historie om flere, der snyder sig foran, er det fordi, vores køkultur er et grundlæggende symbol på det at være civiliseret. Her dispenserer vi for en urtilstand, hvor den største automatisk kommer først. Direktøren må vente lige så længe som førtidspensionisten og udøve en menneskelig respekt, som er nødvendig for at have et velordnet samfund.

Vores forståelse af, hvad der er civiliseret, er netop skabt i større byer med mange mennesker på lidt plads, påpeger Ole. B. Jensen.

Det er en grundtanke skabt allerede i det klassiske Grækenland om, at en by ikke bare består af mursten, men af en omgang mellem mennesker, hvor man tager vare på hinanden.

Vi synes, det er uværdigt, hvis vi ikke kan opretholde denne grundtilstand af ordentlighed, og derfor blev politikernes afbrydelser af hinanden eksempelvis et tema i den nylige valgkamp. For det var en sproglig køkultur, der blev overtrådt.

Køkultur er dog ikke mere grundlæggende, at den også skabes af den øvrige, lokale kultur. Briterne har ry for at være endog meget høflige, tyskerne er effektive, mens den danske køkultur i høj grad er skabt af vores ulyst over for at diskutere. Vi har derfor taget en meget objektiv målestok for retfærdighed til os: Først til mølle-princippet. Vi kan afvige fra den og lade dårligt gående, gravide eller små børn komme foran, men vi behøver det ikke. At jeg har ventet i 10 minutter, og du kun har ventet 5, er retfærdighed nok i sig selv. Sådan behøvede det ikke være, og sådan er det ikke i alle kulturer, men sådan er det overvejende i Danmark.

Udover den øgede travlhed og kompleksitet i samfundet samt tabet af autoritet er også guldkortkøerne dog i færd med at presse den danske køkultur. Der er efterhånden mange situationer, hvor der er to slags køer: den almindelige og den, hvor man har betalt sig til at komme foran. Guldkortkøen. Denne køform ses måske mest tydeligt i forlystelsesparker og til koncerter, og den udfordrer først til mølle-princippet. Hertil kommer det stigende antal digitale køer, hvor vi rent faktisk ikke ved, om det går retfærdigt til, når vi forsøger at bestille billetter på nettet, venter på adgang til den nye skatteopgørelse eller byder på en auktion.

Alle køsystemer fordrer dog en vis form for tillid, mener Ole B. Jensen, og derfor vælger vi at stole på, at den algoritme, der ligger bag de digitale køer, er retfærdig. Det vil sige indrettet efter først-til-mølle-princippet. Det er dog ikke sikkert, at det bliver ved med at være sådan. Helt ny forskning fra Syddansk Universitet viser nemlig, at først til mølle-princippet er klart den mindst effektive køform overhovedet.

Det er professor Lars Peter Østerdahl og adjunkt Trine Torsøe Platz fra Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, der har undersøgt, hvordan man hurtigst afvikler en kø. Og de konkluderer, at først til mølle princippet får folk til at stille sig så hurtigt i kø, at den samlede ventetid bliver længere end ved alle andre køprincipper. Det mest effektive er faktisk, hvis de sidst ankomne betjenes først. For derved tilpasser folk deres ankomsttid til den måde, køen afvikles på.

I de digitale køer vil sådan en ny algoritme give mening, så eksempelvis SKATs system ikke bryder sammen, hver gang de slipper over fire millioner årsopgørelser fri. Det vil dog næppe blive socialt acceptabelt at komme slentrende ned til bageren eller iskiosken lige efter lukketid for at undgå køen, understreger Ole B. Jensen:

”Vi har den køkultur, vi har, fordi den passer til vores retfærdighedssans og øvrige kultur. Derfor tror jeg ikke på, at vores måde at stå i kø på pludselig forandrer sig drastisk. Men det er klart, at den forandrer sig i takt med, at samfundet i øvrigt forandrer sig.”