En god hukommelse kræver engagement og systematik

For langt de fleste af os gælder det, at vores glemsomhed primært skyldes vores manglende interesse, fokus eller systematik. Det er rent ud sagt bare et spørgsmål om at gøre sig umage, mener hukommelsesekspert. Læs eller genlæs her

Fælles for tidens mange bøger og forskning om emnet er den grundlæggende erkendelse, at selvom nogle har lettere ved at huske end andre, er vejen til god hukommelse først og fremmest et spørgsmål om at tage det alvorligt, at arbejde med det, at være bevidst om det og at lære sig nogle teknikker, der kan befordre hukommelsen.
Fælles for tidens mange bøger og forskning om emnet er den grundlæggende erkendelse, at selvom nogle har lettere ved at huske end andre, er vejen til god hukommelse først og fremmest et spørgsmål om at tage det alvorligt, at arbejde med det, at være bevidst om det og at lære sig nogle teknikker, der kan befordre hukommelsen.

Vi kender det sikkert: Hvor er nøglerne nu blevet af?

Lagde jeg dem det ene eller det andet sted?

Løsningen kunne være at vedtage med sig selv, at der findes én lomme i tøjet og én kurv i hjemmet, som er det sted, hvor nøglerne skal lades op for at virke næste gang.

En anden mulighed er at sige højt ud i lokalet: Nu lægger jeg nøglen her i kurven.

Vi kender det givetvis: Man bliver vist rundt på den nye arbejdsplads og præsenteret for 30 nye ansigter.

Efterfølgende kan man kun huske fem af de navne, man fik fortalt.

Sandsynligvis fordi man på forhånd opgav at gøre en indsats for at huske dem alle. Siden bliver det pinligt, når man møder de pågældende, at skulle indrømme, at man aldrig fik fat på navnene.

Løsningen kan være, at man siger hvert navn højt, idet man får det at vide. Man minder sig selv om, at fornavnet er det samme, som dén kendte skuespiller eller dén person fra bekendtskabskredsen har. Og allerede næste dag finder man et påskud til igen at gå hen til de pågældende personer og bruge deres navne.

Vi kender det måske: Manden er på rejse i storbyen og passerer den fashionable skobutik, som er hans ægtefælles favorit. Han finder et par flotte sko, men hvad var det nu lige, hendes skonummer var? Denne mand løser det ved at huske, at konen vil sende mafiaen på nakken af ham, hvis han køber den forkerte størrelse.

På engelsk hedder mafiaen the mob, og der findes et hukommelsessystem, hvor bogstavet M er 3, og bogstavet B er 9. Altså er konens skonummer 39.

Eksemplerne stammer fra den israelske hukommelsesekspert Eran Katz bog "Husk det! Den sikre vej til en super hukommelse," som er udkommet på dansk.

Bogen er blot den seneste i en lind strøm af udgivelser, som i disse år beskæftiger sig med hukommelsen. En anden er den amerikanske journalist og vinder af hukommelses-mesterskaber Joshua Foers bestseller "Moonwalk med Einstein", og den danske hjerneforsker Kjeld Fredens har udgivet en ny udgave af bogen "Mennesket i hjernen", som rummer et nyt kapitel om, hvordan vi husker.

Fredens lærer os for eksempel, at det kræver en vis modning, før hjernens arbejdshukommelse kan håndtere flere informationer ad gangen. Forældre eller lærere bør vide, at en femårig kun kan forholde sig til én besked ad gangen, mens en 10-årig kan klare tre ad gangen. Hvis man bunker mere information oven i hinanden, går det direkte i glemmebogen.

Fælles for tidens mange bøger og forskning om emnet er den grundlæggende erkendelse, at selvom nogle har lettere ved at huske end andre, er vejen til god hukommelse først og fremmest et spørgsmål om at tage det alvorligt, at arbejde med det, at være bevidst om det og at lære sig nogle teknikker, der kan befordre hukommelsen.

Det gælder om at bekæmpe myter, som at hukommelsen uundgåeligt forsvinder med alderen, eller at jeg er sådan en, som har svært ved at huske. Det er ganske vist en kendsgerning, at hukommelsen arbejder mere ud fra det allerede kendte og har sværere ved at tage det helt nye ind, når vi bliver ældre. Og nogle er så uheldige at blive ramt af demens eller andre sygdomme, som går ud over hukommelsen. Men for langt de fleste af os gælder det, at vores glemsomhed primært skyldes vores manglende interesse, fokus eller systematik. Det er rent ud sagt bare et spørgsmål om at tage sig sammen og gøre sig umage.

Ifølge Eran Katz fylder de milliarder af ting, vi husker i løbet af et langt liv, kun op mod en tiendedel af hjernens samlede hukommelseskapacitet. Han er derfor overbevist om, at ethvert menneske kan træne sig op til at huske meget mere. Men det skal med, at her taler vi om hukommelsens fjernlager, langtidshukommelsen. I arbejdshukommelsen, som er hukommelsens aktive enhed, opstår der let flaskehalse, fordi den kun kan håndtere få informationer ad gangen. Fidusen i al hukommelsestræning er derfor at koncentrere sig og fokusere på enkelte ting ad gangen. Skære det uvæsentlige fra og få kategoriseret det væsentlige rigtigt.

Og så afslører Katz den største hukommelseshemmelighed, som er den simple, at vi husker det, vi er lidenskabeligt interesserede i.

Det er derfor, forældre til deres store undren kan iagttage, at den samme knægt, som får dårlige karakterer i skolen og altid glemmer at rydde op, husker alle navnene på sine yndlingsfodboldspillere og frit fra hukommelsen kan gengive poptekster i fuld længde og lange replikskifter fra sine yndlingsfilm.

Man kunne ud fra dette slutte, at så kan man lige så godt opgive at huske alt det, man umiddelbart finder kedeligt, men Katz tilgang er den mere fornuftige, at den enkelte må prøve at mobilisere sin entusiasme. Skal man læse en kedelig fagbog, så begynd med det kapitel, der ser mest interessant ud. Så snart man ved lidt, er der mere, der bliver interessant.

Hvis Eran Katz havde været dansker, havde han her måske citeret Grundtvig: Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Nu er han israeler og bygger i stedet sine råd på en blanding af vandede vittigheder og gammel jødisk livsvisdom: Vær beskeden, find dine interesser i det uventede og lev entusiatisk. Du vil ikke bare huske bedre, folk vil også huske dig som et stort menneske.

Eran Katz lancerer otte veje til at få succes i skolen og på uddannelsen. Det handler om at lave sine egne regler i stedet for at følge de andres. At lade være med at sammenligne sig med andre og kun at bruge kræfter på at studere, når hjernen er klar til det. Det er tidsspilde at prøve at tilegne sig et svært stof, når man er dødtræt.

At møde en time for sent og at sove middagslur hører til bogens mere magelige forslag, men det ledsages selvfølgelig af, at hjernen på andre, mere veloplagte tidspunkter af døgnet efter lidt opvarmning med for eksempel avislæsning skal op i de høje omdrejninger.

Og så skal man droppe overspringshandlingerne, som bryder tankerækker, og slukke for telefonen og andre mulige forstyrrelser. En vigtig øvelse i forbindelse med forelæsninger er kun at notere ganske lidt, men til gengæld det væsentligste. Dette efterlader mere tid til at høre efter. Og så lyder det sidste bud: Stræb ikke efter at være perfekt.

Katz beskriver også en række teknikker, der fører til, at han er i stand til at huske tal med 50 cifre og derved imponere publikum til en fest.

Blandt andet er der et system opfundet i 1830erne af den polsk-britiske hukommelsekunstner Major Beniowski. Hvert tal oversættes til en konsonant. Nul er H (som i hul), 1 er D, T eller J (der har en streg ned ligesom ettallet), 2 er N (som rammer linjen to gange), 3 er M (som rammer linjen tre gange), 4 er R og K (begge ligner et spejlvendt firtal), 5 er L (romertal for 50), 6 er G (ligner sekstallet), 7 er S, C og Z (fælles s-lyd), 8 er F, og V (ligner lidt), og 9 er P og B (ligner mere).

Når de lange, abstrakte talserier bliver oversat til konsonanter, kan man indføje vokaler hist og her og dermed skabe ord og små historier af talserierne. Historier er lettere at huske end endeløse rækker af tal og truslen fra mafiaen er lettere at huske end konens skonummer i sig selv, forklarer Katz.

Kjeld Fredens refererer til begrebet chunking. Det er engelsk og betyder at skære i bidder. Et simpelt eksempel er, at det er lettere at huske et telefonnummer som to fircifrede 3348 0500 eller fire tocifrede tal 33 48 05 00 end at huske alle otte cifre på én gang. På tilsvarende vis kan man med fordel dele sit stof i undergrupper, som gør, at man ikke skal overskue mere end syv enheder ad gangen. Ifølge den amerikanske hukommelsesforsker George A. Miller er der nemlig det magiske ved tallet syv, at det nogenlunde er den mængde enheder, vores hjerne kan overskue ad gangen.

Måske er der nogen, der finder det overflødigt at kunne huske halvtredscifrede tal i hovedet og i det hele taget ikke finder udenadslære og hukommelsestræning videre relevant.

I hvert fald er der stærke kræfter inden for undervisningsverdenen, som i mange år har været fortaler for synspunktet: Det vigtige er ikke, at eleverne har informationerne i hovedet, men at de ved, hvor de kan skaffe dem.

Der findes ligefrem folk, der betragter internet-søgemaskinen Google som hjernens ekstra langtidshukommelse. Hvis man ikke lige kan huske noget, skal man bare have en computer med internetadgang ved hånden.

Nye medier vækker altid både begejstring og bekymring. Da skriftsproget vandt frem, og da bogtrykkerkunsten blev forfinet, førte det til, at mange hukommelsesmetoder gik i glemmebogen, fordi det blev lettere at gemme informationer på skrift. Iliaden, Odysseen og de gamle folkeviser overlevede i hundredvis af år, før de blev skrevet ned, fordi der var folk, som besad tenikker til at huske de mange vers.

Til gengæld er det svært at løbe fra, at uden at vi skriver ned, er der en stærk begrænsning på, hvad vi mennesker kan gemme til eftertiden. Tilsvarende leverer computer og internet værdifuld hjælp til vores svage og upålidelige hukommelse. Men forhåbentlig er vores hjernes langtidshukommelse mindre rodet og uoverskuelig end Google.

Dertil kommer, at forskere er enige om, at gode huskeevner er en af de sikreste veje til succes i skolen videre i det voksne arbejdsliv.

Og vores egen hjernes hukommelsescenter er nødt til at rumme en solid basisviden, for at vi overhovedet kan navigere i og forholde os kritisk til alle de mange informationer, vi som moderne mennesker skal forholde os til så kan vi bruge internettet til at tjekke de konkrete fakta.

Endelig er der den grund til at overvinde dovenskaben og gå i gang med at udvikle og systematisere hukommelsen, at der findes mange aspekter af livet, som det langtfra er sikkert, at vores computer kan hjælpe os med at huske.

For eksempel hvor vi lagde nøglerne, hvad det var de 25 nye kolleger hed eller hvilket skonummer konen bruger.

Vil du udfordre din hjerne i ferien?
Kristeligt Dagblad udgiver henover sommeren en særlig digital krydsord og suduko til vores abonnenter hver weekend. Klik på billedet herunder eller find alle sommeropgaverne i Kristeligt Dagblads app sammen med e-aviserne