Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, lyder en ofte citeret Søren Kierkegaard-sætning. Men hvis man sammenligner det liv, ældre husker fra fortiden, med det liv, børn forventer i fremtiden, tegner der sig et samlende mønster. Det ser ud til, at hukommelsens måde at forstå baglæns på og forventningens billede af det liv, der skal leves, følger den samme skabelon for et almindeligt liv, som vores kultur har forsynet os med. Et livsskript, kalder professor Dorthe Berntsen det.
LÆS OGSÅ: Ungdommen huskes som vigtigere, end den var
Hun er psykolog, leder af Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, CON AMORE, på Aarhus Universitet, og har i mange år forsket i, hvad vi husker fra vores eget liv, og hvordan vi husker det. Mens vores hukommelse af faktaviden typisk ligger i hjernen som hierarkisk organiseret begrebsviden, vi bevidst kan hente frem uanset sammenhængen, er vores livserindringer i højere grad bygget op som en fortælling. Og meget husker vi kun, hvis der i nuet skabes en associationsforbindelse til det og ofte er det ganske ufrivilligt, hvad hukommelsen finder frem til os fra vores liv.
Det er ofte finurlige ting, der dukker op. Ting, som ikke er væsentlige i vores livshistorie, men som bestemmes af, at forholdene omkring en oplevelse i fortiden kan knyttes til noget i nutiden. For eksempel, når jeg ser på mine solbriller og derfor husker dengang, jeg glemte dem på en restaurant i USA, forklarer Dorthe Berntsen.
Netop fordi mange erindringer kræver en særlig oplevelse i nutiden, en bestemt duft, en særlig melodi, eller at man befinder sig et særligt sted, for at dukke frem, er det svært at sige, hvad vi egentlig husker fra vores liv. Hukommelsen gemmer på meget mere, end vi umiddelbart kan huske.
Men når forskerne betragter livets aldre, er det markant, at alderen fra 15 til 30 år fylder mest. Hvis hukommelsen er som en bog, er kapitlerne om ungdommen ekstra lange, mens den tidlige barndom bliver overstået på få sider. Og medmindre der sker meget alvorlige og revolutionerende ting senere i vores liv, vil 20erne også fylde mere i den 70-åriges hukommelse end 50erne og 60erne, selvom den nære fortid principielt burde være lettere at grave frem i hukommelsen end den fjerne.
Ungdommen er en periode, som står særlig stærkt i hukommelsen, når man bliver midaldrende og ældre. En forklaring er, at denne tid for de fleste er bestemmende for deres fremtidige liv og karriere. Her skabes grundlaget for, hvem vi er, og hvad vi står for, siger Dorthe Berntsen.
Helt konkret er årene fra 15 til 30 for mange mennesker fyldt med overgangsbegivenheder. Det vil sige de begivenheder, som for alvor forandrer livsbetingelserne og derfor vil fungere som pejlepunkter for hukommelsen, når den senere i livet skal genkalde sig, hvornår det nu var, det var.
I et af sine forskningsprojekter har Dorthe Berntsen interviewet en gruppe studerende og bedt dem angive, hvad der vil blive de vigtigste begivenheder i en helt almindelig, gennemsnitlig nyfødts liv, samt sætte alder på, hvornår det forventes at ske. Det har resulteret i den top 10-liste, som ses i boksen til denne artikel livsmanuskriptet hvor 6 ud af 10 begivenheder ligger i ungdomsårene. I et andet forskningsprojekt er 250 aarhusianske skolebørn blevet interviewet om deres forventninger til fremtiden, og denne gruppe er enig i, at det vigtigste sker, når man er i 20erne.
Det, som Dorthe Berntsen hæfter sig ved på tværs af flere forskningsprojekter, er, at der i vores kultur ser ud til at være en vedtaget norm for, hvilke begivenheder der er vigtige, og hvornår de forventes at indtræffe.
Selvom den enkeltes eget liv kan afvige fra det, kender alle forventningerne. Selvom man måske selv lever et singleliv eller har en anden seksuel orientering, kender alle livsskriptet det forestillede liv for et prototypisk menneske. Det siver ind alle steder fra i vores kultur, siger Dorthe Berntsen, der nævner folkeeventyr som et blandt mange eksempler på, hvordan vores kulturtradition gennem århundreder har overleveret nogle forestillinger til børn om de vigtige overgange og fikspunkter i livet.
Nu kan hukommelsesforskningen blandt meget andet bruges til at afdække, at ungdommen og dens nøglebegivenheder huskes på bekostning af meget andet, som i teorien kunne være lige så vigtigt. Og Dorthe Berntsen mener altså, at selvom der uomtvisteligt sker meget vigtigt i ungdommen, påvirker vores kultur og dens forventning om, at ungdommen er vigtig, sandsynligvis hukommelsen til at overdrive ungdommens plads i den samlede livsfortælling.
Det er naturligvis en gennemsnitlig betragtning, at ungdommen fylder mest. For det enkelte menneske kan det forholde sig anderledes. For eksempel hvis man sent i livet har måttet flygte fra sit hjemland, påpeger hun.
Og hun tilføjer, at et andet forhold, der tyder på, at vores hukommelse ikke er helt ærlig for os, når den sammenstykker vores livs historie, nævner hun, at det mest er de positive oplevelser, der fylder forholdsvist meget i hukommelsen, selvom ungdommen beviseligt også byder på mange følelsesmæssigt negative oplevelser ensomhed, usikkerhed og ulykkelige forelskelser:
Det ironiske er, at unge typisk oplever deres liv mere negativt end ældre. Unge er slet ikke så glade, som vores kultur lægger op til, og som vores hukommelse senere vil fortælle os. Måske fordi det er stressende at skulle klare overgange, bestå eksaminer og leve op til alle forventningerne om den glade ungdom.