Hvad er demokrati og dannelse?

Et krav om at styrke elevernes demokratiske dannelse møder modstand hos landets friskoler, fordi begreberne gennem historien er blevet tolket på utallige måder, skriver historiker Jes Fabricius Møller

Da socialdemokraten Hartvig Frisch (1893-1950) i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre.
Da socialdemokraten Hartvig Frisch (1893-1950) i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Foto: Polfoto.

De frie grundskoler har slået sig noget i tøjret over at skulle leve op til regeringens krav om, at de skal styrke elevernes ”demokratiske dannelse”.

Det er ikke, fordi friskolerne har noget imod demokrati eller dannelse, men fordi kravet, der indgår i et nyt lovforslag, også indebærer et skærpet tilsyn. For hvordan måler man egentlig, om en skole giver eleverne ”demokratisk dannelse”?

Problemet opstår ikke mindst, fordi kombinationen af to af de mest omdiskuterede begreber i henholdsvis politik og pædagogik nødvendigvis må indebære en høj grad af usikkerhed om, hvad det i det hele taget går ud på?

Ser man på begrebet i historisk perspektiv, kompliceres spørgsmålet yderligere, for oprindeligt var de to begreber modsætninger.

I september 1887 berettede Vejle Avis under overskriften ”Demokratisk Dannelse” om en venstremand, der angiveligt havde opført sig tølperagtigt ved en fest i Thrige Skov. Det var midt under forfatningskampen, da den regeringsvenlige del af pressen skældte ud på ”demokraterne” i Venstre. Overskriften var ironisk ment, for avisen ønskede netop at demonstrere, at bønder savnede kultur og dannelse, underforstået at de dermed også var uegnede til at sidde i regering.

Men dannelse var heller ikke dengang et entydigt begreb. Mange i Venstre havde tegnet abonnement på Grundtvigs alternativ, den folkelige dannelse, der gik ud på, at også bønder var i stand til at tilegne sig evnen til at tage del i magten og det offentlige liv.

Da socialdemokraten Hartvig Frisch i 1928 skrev, at ”Kultur er Vaner”, var det blandt andet et oprør imod den borgerlige forestilling om, at nogle har mere kultur end andre. Over for dette kunne en gymnasielærer dengang indvende, at hvis dannelsesbegrebet skulle give mening, kunne alting ikke være lige godt. Dannelse måtte være aristokratisk, forbeholdt de få.

Socialdemokratiets strategi var ikke ulig grundtvigianernes ønsket om en demokratisering af dannelsen. Den socialdemokratiske avis Aktuelt skrev i en leder i oktober 1964 under overskriften ”Demokratisk dannelse”, at det væsentlige måtte være ”den hjertets dannelse, der på tværs af alle klasseskel gør usnobbethed og hensynsfuldhed i omgangen med andre mennesker til en naturlig ting.”

Det demokratiske i dannelsen bestod altså dengang for Socialdemokratiet i nedbrydning af klasseskel og en lige adgang til det gode, som en uddannelse er.

Sammensætningen af demokrati og dannelse i et begreb har fået en gevaldig opblomstring siden årtusindskiftet. Demokratisk dannelse anerkendes som ”en central del af vores skolesystem og selvforståelse”, som Troels Borring og Bjarne Lundager Jensen, henholdsvis formand og direktør for Efterskoleforeningen, skrev i en kronik her i avisen sidste år.

Men hvad betyder demokratisk dannelse i dag? Udfordringerne ligger et andet sted end i 1880’erne, 1930’erne eller 1960’erne. Regeringen ønsker med sit tiltag at kontrollere indholdet af undervisningen i muslimske friskoler. Det er en juridisk udfordring, fordi friskolernes vidtstrakte frihed er sikret af Grundlovens paragraf 76. Det er også en principiel udfordring, for som Bertel Haarder (V) engang har sagt, er skolen ikke ”i sig selv et demokratisk samfund. Det ville forudsætte, at eleverne bestemmer, og det gør de jo ikke.”