I dag begynder lidt af en kulturbegivenhed på Mors.
Politikere, skuespillere og forfattere fra by og land flokkes til den naturskønne ø i Limfjorden, der er hjemsted for forfattere som Jens Smærup Sørensen og Aksel Sandemose. I en sand kulturmaraton på 48 timer skal de diskutere visioner, kulturpolitik og dannelse med blandt andre tv-værten Clement Kjersgaard og kommunikationseksperten Christian Have som ordstyrere.
Men hvad har det hele egentlig med Mors at gøre? Og gavner det noget?
Morsingboerne har igennem årtier været kendt som nogle lidt stille og eftertænksomme typer, der havde nok i naturen, vejret og sig selv. Forfatteren Knud Sørensen, der har skrevet flere bøger om menneskeliv på Mors mener, der er sket en udvikling i mentaliteten, siden kulturmødet kom til øen.
”På Mors betragter man sig som en enhed med en meget rig folkelig kultur. Der er et væld af foreninger og kulturelle traditioner – men man er også blevet opmærksomme på, at man skal have impulser udefra, så man ikke stivner i traditionerne. At man må have nye strømninger for ikke at være sig selv nok.”
”På en måde er vi nok blevet mere åbne. Det er at få blik for den store helhed i dansk kultur og ikke nøjes med det lokale,” siger han.
Billedhugger og tidligere professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Hein Heinsen er vokset op på Mors, og både hans far og morfar har været præster på øen. Han mener, at kulturmødet, som her i sit fjerde år ser ud til at blive en fast tradition, ikke kan undgå at påvirke den lidt lukkede kultur, der har hersket på øen hidtil.
”Mors har været ret isoleret før i tiden, og morsingboerne har været kendt for deres selvstændighed og forhold til naturen. Der var ingen københavnere, der skulle komme og fortælle dem noget. Kulturmødet er på den måde med til at skabe et flow af mennesker, der ikke hidtil har været, og en kæmpe udveksling, som kommer til at være interessant at følge,” siger han.
Dramatikeren og skuespilleren Hassan Preisler, der sidste år var på Kulturmødet på Mors for første gang mener, at dem, kulturmødet måske gavner mest, er københavnere som ham selv.
”Vi københavnske kulturfolk er alt for komfortable i vores boble, så vi skal ud og ruskes af befokningen. Det er et folkeligt møde, og på Mors er det rent faktisk borgerne, der møder op i modsætning til folkemødet i Allinge, hvor det er os fra København, der debatterer og drikker med os selv,” siger han.
Han mener, det er en dybt berigende oplevelse at komme til Mors, som ethvert kulturmenneske skal unde sig selv. Men derudover skal den såkaldte ”udkant” også være bedre til at gøre krav på at blive set.
”Befolkningen skal forlange, at kultureliten bevæger sig ud af glasburene. Og det er selvfølgelig ikke nok at gøre det 48 timer i august. Det skal gøres permanent, fordi vi i storbyen har en tendens til at isolere os i vores fortælling om godt og ondt og tingenes sammenhæng. Indavl er aldrig godt, og kunsten bliver degenereret, hvis den ikke får saltvandsindsprøjtninger udefra,” siger han.
Forfatter Knud Sørensen er som ægte morsingbo enig i den betragtning:
”I dele af det østlige Danmark har man den forestilling, at alt af betydning standser ved den jyske højderyg. Men det er pragtfuldt at bo herude. Det sidste, jeg vil sige er: Dem, der kommer udefra, har godt af at møde os.”