Hver fjerde døende føler tab af værdighed

Døende patienter føler ofte et tab af værdighed blandt andet på grund af ensomhed og stigende afhængighed af andre. Det viser ny ph.d.-afhandling

Fra Sct. Maria Hospice i Vejle.
Fra Sct. Maria Hospice i Vejle.

Hver fjerde patient oplever et alvorligt tab af værdighed i forbindelse med et dødeligt sygdomsforløb. Det viser en undersøgelse blandt 174 patienter på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital og Sankt Lucas Hospice, som indgår i en ph.d.-afhandling om emnet.

Når patienter skal definere tab af værdighed, peger de på afhængighed af andre, følelsen af ikke at kunne selv og ikke kunne det samme som før, man blev uhelbredeligt syg.

"Mennesker, der oplever tab af værdighed, er oftere ensomme og føler ikke, at de er i stand til at kæmpe imod sygdommen," siger forfatter til afhandlingen, psykolog på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital, Lise Jul Houmann.

Til sammenligning oplevede kun 7,5 procent af patienterne tab af værdighed i en lignende canadisk undersøgelse.

"Det er voldsomt, at så stor en del af patienterne oplever tab af værdighed. Men vi ved, at patienterne i et meget langt sygdomsforløb ofte oplever, at de mister kontrol og styringen af deres liv, siger Helle Timm, centerchef ved Palliativt Videnscenter.

Hun mener, det er vigtigt at skabe kontinuitet i sygdomsforløbene:

"Viden hos de professionelle, der har med døende at gøre og en sammenhæng i indsatsen. Det er noget af det, vi ved ville kunne hjælpe med at bevare værdigheden længere i patientens eget liv og i mødet med andre mennesker," siger Helle Timm.

Et muligt bud på at mindske og forebygge tabet af værdighed er "værdighedsterapi", som netop har været afprøvet på Bispebjerg Hospital. Her hjælper en psykolog eller sygeplejerske den døende med at nedskrive et dokument om deres liv på baggrund af en samtale. Dokumentet gives derefter videre til de efterladte. Omkring 80 procent af de patienter, der tog imod tilbuddet, oplevede det som tilfredsstillende, og halvdelen svarede, at det øgede følelsen af mening, værdighed og vilje til at leve.

Lise Jul Houmann er nu med en bevilling fra Trygfonden gået i gang med at uddanne personale på danske hospicer i at tilbyde værdighedsterapi.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk