Sigurd på 13 år savner at tale mere med sin far.
”Jeg synes, han er ret meget til træning. Og jeg føler sådan lidt, at 'nå okay, far han er her ikke'. Det er bare sådan blevet hverdag, at han ikke er her, og det synes jeg ikke er særligt godt, fordi så vænner man sig til, at han ikke er der,” siger han.
Han er langt fra den eneste teenager, som har svært ved at tale med enten sin far, mor eller begge forældre. Hans udsagn optræder i en ny landsdækkende undersøgelse fra Børnerådet foretaget blandt 1500 elever i 8. klasse.
Godt en fjerdedel af teenagerne synes, det er svært at snakke med deres mor eller far om bekymringer, viser undersøgelsen.
Forældre har for travlt, mener Børnerådets formand Per Larsen.
”Vi har som forældre en tendens til at være beskæftiget med 117 andre ting ved siden af arbejdet og vil gerne dyrke os selv og dyrke sport, og det koster mange timer.”
Der er en sammenhæng mellem, hvor meget tid de unge bruger med deres forældre, og hvor svært det er tale sammen, konkluderer Børnerådet.
28 procent af de unge savner tid med minimum én voksen derhjemme. Samtidig synes langt de fleste børn i undersøgelsen, at det er vigtigt at bruge tid sammen med familien.
Børn og unge har ikke let ved at sætte ord på deres behov, påpeger Per Larsen.
”Men vi bliver nødt til at gøre os klart, at børn har et meget stort behov for kontakt med forældrene. Hvis de ikke føler, der er respons i den anden ende, får de måske ikke løst de problemer, de render rundt med. Så søger de råd hos kammeraterne, og det er nok ikke altid hensigtsmæssigt,” siger han og tilføjer, at de unges afsavn er resultatet af en forsømt familiepolitik, som politikerne bør tage langt mere alvorligt.
Manglen på kontakt med børn og teenagere fører til et fravær af opdragelse og manerer, mener historiker, debattør og forfatter Henrik Jensen, som blandt andet har skrevet debatbogen ”Det ordentlige menneske”.
”Tidens tendens er en mærkelig blanding af, at forældrene er væk meget af tiden, og når de er sammen med børnene, prioriterer de hygge frem for at gøre børnene bevidst om grænser og omgangsformer. I nogle tilfælde lykkes det selvfølgelig forældre at overføre visse forestillinger om adfærd og opførsel. Så kommunikation med forældrene er alt andet lige bedre, end at børn er overladt til jævnaldrende eller internettet, hvor miljøet har en tendens til at lukke sig om sig selv. Det går ud over empatien - forståelsen for at leve i et samfund med forskellige generationer og sociale grupper.”
Indtil engang i 1960'erne var mindst én forælder hjemme hele dagen, og kontakten mellem barn og forælder var præget af både nærhed og distance, mener Henrik Jensen.
”Den voksne opførte sig som forælder og ikke som coach, som tilfældet er i dag, og der var sjældent tvivl om, hvad forældre mente om ens adfærd,” siger han.
Psykolog Per Schultz Jørgensen har i mange år forsket i børn og familieliv. Han er ikke helt så bekymret. Børn i puberteten er på vej ud i det selvstændige liv, og derfor er der meget, de ikke kan dele med forældrene.
”Det er en naturlig frigørelse, som ikke i sig selv er alarmerende,” siger han.
”Men unge har stadig brug for nær kontakt til forældrene, og derfor er det en smule underligt, at man i vores familieorienterede verden finder så relativt mange, der ikke snakker nok med deres forældre,” siger Per Schultz Jørgensen.
Undersøgelser fra de seneste 25 år viser, at unge er blevet mere fortrolige med deres kammerater, og det sker gradvist på bekostning af kontakten til forældrene, fortæller Per Schultz Jørgensen.
”De unge kan vinde meget ved at tale med kammerater, de deler seksuelle erfaringer, som de aldrig ville dele med forældrene. Men børn skal gå på to ben i den alder for at være stærke, og hvis de mister vennerne og ikke har en fortrolighed med forældrene, så opstår krisen.”