Det føles som at være på en lang flyvetur. Være utilgængelig, frikøbt og rastløs på en sund måde. Sådan beskriver den svenske forfatter og musikjournalist Jan Gradvall i en klumme i den svenske erhvervsavis Dagens industri, hvordan hans uge er blevet forandret, efter han og familien er begyndt at leve efter den såkaldte 6:1-metode, hvor man vier en dag i ugen til hvile.
Inspirationen til forandringerne i ugerytmen har Gradvall fundet hos den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin. I bogen ”Det sker, når du hviler” slår Tomas Sjödin til lyd for en genopdagelse af hviledagen. Sjödin har skrevet mere end 10 bøger, men ingen har fået et gennemslag som bogen om hvile. Blandt de begejstrede læsere er også den tidligere koncernchef i SAS, Jan Carlzon, som på et seminar sagde, at alle ledere burde læse den.
Den norske idéhistoriker Trond Berg Eriksen, der er professor ved Universitetet i Oslo, er ikke overrasket over interessen for at afprøve hviledagen.
”Jeg tror behovet for hvile er helt grundlæggende for mennesket, og selv føler jeg mig som en slags sabotør, hver gang jeg slukker min telefon. De små maskiner har skabt en forventning om øjeblikkelig tilstedeværelse uanset tid på døgnet. En hviledag i ugen er derfor blevet efterspurgt som en slags utopi,” siger han og bakkes op af professor i organisations- og ledelsesteori ved Aarhus Universitet, Steen Hildebrandt.
”Vi taler om, at mange børn er ude af sig selv, men jeg vil mene, at mange voksne er ude af sig selv. Der er ufattelig store problemer med stress, depression og angst og modvilje mod at acceptere, at det menneskelige system har brug for at restituere,” siger han.
Sociolog på Roskilde Universitet, Rasmus Willig, ser interessen for hviledagen som en del af en international udvikling i selvhjælpslitteraturen. En lang række selvudviklingsbøger beskæftiger sig med robusthed og modstandskraft.
”En gang handlede det om ikke at få stress. I dag handler det om, hvordan du rejser dig, når du har fået stress. Derfor er der opstået en bølge af bøger, som handler om at galvanisere individet, så man kan rejse sig igen. Det er litteratur, som er skrevet for at kunne kalibrere det moderne menneske, så det har en chance for at kunne overleve,” siger han.
En sådan tilgang til hvilen rejser en række problemer, mener Rasmus Willig. Internationalt lyder kritikken af de nye selvudviklingsbøger, at det er bøger om kunsten at ”leve farligt”.
”Er du tung og træt, er du færdig. Du skal være mobil og frisk for at være med, men det er en foruroligende tænkning og udtryk for en accept af en usund kultur, hvor toget måske er kørt af sporet. I stedet for at ændre retning og udtænke nye måder at leve på, udvikler man teknikker, som skal hjælpe den enkelte med at springe på toget igen,” siger han.
Teolog og ph.d. Birgitte Graakjær Hjort er center- og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Hun har arbejdet med spørgsmål om det gode liv. Hun er fortaler for, at hviledagen genopdages, men hun advarer mod, at hvilen gøres til en del af en optimeringsstrategi.
”Hvilen skal ikke have nogen legitimering. At gøre hvilen til et redskab er selvmodsigende. Hvilen er der som en god ramme om menneskets trivsel, og det er noget, man selv skal vælge til, for vi lever i et samfund uden fælles pauser, og vi har udhulet den fælles struktur, som tidligere var givet i ugerytmen,” siger hun.