”Hørte du slet ikke, at jeg sagde nej?”

Center for Voldtægtsofre i København har i mange år tilbudt voldtægtsofre at møde deres gerningsmand. Det er kun et fåtal, der har behov for og mod til at se deres overfaldsmand i øjnene, men de, der gør det, er glade for resultatet

Især de piger og kvinder, der var blevet udsat for overgreb fra mænd, som de kendte eller ligefrem betragtede som venner, havde et stort behov for at få en forklaring, siger Karin Sten Madsen, konsulent ved Center for Voldtægtsofre i København. --
Især de piger og kvinder, der var blevet udsat for overgreb fra mænd, som de kendte eller ligefrem betragtede som venner, havde et stort behov for at få en forklaring, siger Karin Sten Madsen, konsulent ved Center for Voldtægtsofre i København. --. Modelfoto: .

Jeg har haft det virkelig svært, siden du overfaldt mig. Jeg har haft svært ved at sove, været bange for, at jeg var blevet gravid eller havde fået kønssygdomme. Og jeg har haft det rigtigt dårligt psykisk. Hvordan kunne du dog finde på det? Hørte du slet ikke, at jeg sagde nej? Forstod du ikke, at du tvang mig til noget, jeg ikke ville?

Brevet ovenfor er skrevet af en 22-årig kvinde, der blev voldtaget i sin egen seng af en af sin storebrors venner. Hun fik hjælp og støtte til at bearbejde overgrebet på Center for Voldtægtsofre i København, men hun blev samtidig tilbudt at skrive et brev til sin overfaldsmand og bede ham om et møde. Et tilbud tog hun imod.

Det lå ellers ikke i kortene, at personalet på voldtægtscentret i København skulle medvirke til at arrangere møder mellem kvinder og de mænd, der havde voldtaget dem. Siden centrets etablering i 2000 har de tilknyttede læger, sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere arbejdet dedikeret for at yde omsorg, hjælp og støtte til kvinderne – ikke til deres overfaldsmænd. Og der var ingen, der havde så meget som overvejet, at et møde med den mand, der havde forårsaget smerten, kunne være end del af lindringen.

En ung kvinde fik dem imidlertid på andre tanker. Hun var blevet voldtaget af en god ven. Og hun kunne ikke forstå, hvad der havde fået ham til at overtræde hendes grænser og forulempe hende så groft. Hun ville vide, hvorfor han havde sat deres venskab over styr og gjort hende ondt. Derfor bad hun centret om hjælp til at arrangere et møde. Det blev det første af mange.

– Vi opdagede, at især de piger og kvinder, der var blevet udsat for overgreb fra mænd, som de kendte eller ligefrem betragtede som venner, havde et stort behov for at få en forklaring. De var ikke bare blevet tvunget til noget, de ikke ville, de følte sig også udsat for et stort tillidsbrud, og det havde de et behov for at konfrontere deres ven med, siger Karin Sten Madsen, der er konsulent ved Center for Voldtægtsofre i København.

Karin Steen Madsen har forestået mange af de møder mellem voldtægtsofre og gerningsmænd, som centret har hjulpet med at sætte i stand. Mellem 10 og 15 kvinder overvejer årligt at tage imod tilbudet. Og langt hovedparten af dem, der rent faktisk gennemfører processen, meddeler, at konfrontationen har hjulpet dem videre.

– Det kræver et utroligt mod. Men de kvinder, der overvinder deres umiddelbare frygt, fortæller til gengæld, hvor meget det betyder for dem, at de endelig har fået mulighed for at fortælle gerningsmanden, hvad han egentlig har gjort. De føler sig ofte magtesløse efter overfaldet og har en oplevelse af, at deres selvbestemmelse er blevet taget fra dem. Med mødet får de mulighed for selv at tage styringen og give udtryk for deres vrede og smerte. Det har de, der har taget skridtet oplevet som en stor hjælp til at bearbejde deres oplevelse, siger Karin Sten Madsen.

Et møde afhænger ikke bare af kvindens ønske. Gerningsmanden skal også indvilge i at stille op. Mændene betragter typisk ikke sig selv som voldtægtsmænd, men erkender, at de har været medvirkende til noget, som ikke burde have fundet sted. For de kvinder, der får afslag fra manden på at få et møde, er det ofte en stor skuffelse.

– Det kan være svært at tackle for mange, og det skal de sunde sig over. Men det, at de overhovedet har taget initiativet og taget til genmæle for eksempel ved at skrive et brev, giver dem alligevel en følelse af at have handlet. De føler sig ikke længere som passive ofre, siger Karin Sten Madsen.

Den 22-årige kvinde, der blev voldtaget i sin egen seng af sin brors ven, var en af dem, der aldrig fik det møde, hun havde ønsket sig. Alligevel oplevede hun, at brevet hjalp hende til at sætte ord på sin vrede og skuffelse. Selvom det aldrig blev besvaret, vidste hun, at gerningsmanden havde modtaget det, og at hun havde fået sagt det, hun ville. I brevet skrev hun blandt andet:

Der er sket noget inden i mig, jeg kan mærke det hele tiden, og det er meget ubehageligt. Der er en tristhed og masse ubehagelige flash backs, om hvad der skete den nat. Det er det, jeg vågner op til om natten. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal få det bedre. Jeg har den vildeste kvalme, takket være dig! Men jeg tror på den anden side, at det vil hjælpe mig, at få sagt dette her til dig.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk