En sen søndag aften ringer en febrilsk sygeplejerske fra Rigshospitalet til den 31-årige imam Naveed Baig. En pige med muslimsk baggrund har begået selvmord, og situationen på hospitalsgangen er på grænsen til det kaotiske. Hele hendes familie er tilstede, et par familiemedlemmer er oppe at strides, og to politivagter kommer til. Lægerne vil obducere pigen for at fastslå dødsårsagen, men familien er afventende. Over telefonen forklarer Naveed Baig sygeplejersken, hvordan hun skal forholde sig til situationen. Ifølge islamisk skik er obduktion kun tilladt i særlige tilfælde, forklarer han og fortæller hende samtidig, hvordan hun bedst spørger familien.
Situationen kendetegner nogle af de problemer, Rigshospitalet for fremtiden vil imødekomme med ansættelsen af Danmarks første hospitalsimam, Naveed Baig. Siden 2005 har han koordineret den frivillige omsorgstjeneste Etnisk Resurseteam, som støtter kriseramte patienter med anden etnisk baggrund og rådgiver personalet, og han kender derfor hospitalet indefra.
Kristeligt Dagblad har spurgt ham, hvad jobbet kræver, og hvorfor vi i det hele taget skal have en hospitalsimam.
Hvorfor er der brug for en hospitalsimam på de danske hospitaler?
– Hospitalspleje handler om at dække patienters behov, og det bør også gælde behovet for åndelig omsorg hos patienten, der ligger i dødssengen eller hos familien, som lige har mistet én, de elsker. Sundhedspersonalet efterlyser også mere viden om muslimsk kultur og redskaber til at kommunikere med patienterne. De ved ikke, om de gør det rigtige, og spørger ofte, hvordan muslimer forholder sig til for eksempel obduktion eller transplantation. Ved dødsfald skal jeg forklare, hvordan man vasker liget og klæder det på. Det er små detaljer, men det hjælper personalet og gør de pårørende glade.
Hvorfor ikke bare hente imamer udefra, når der er behov for det?
– Det gjorde man før i tiden, men de fleste imamer har ikke erfaring med muslimsk sjælesorg. For et par dage siden talte jeg med en imam, som på et tidspunkt blev tilkaldt hospitalet. Det var grænseoverskridende for ham både at skulle tale med den døende og trøste de pårørende. Han gjorde det én gang, og han gør det nok aldrig igen, fortalte han mig.
Folk har samtidig større tillid til én, som kender hospitalet indefra. Og når vi har fuldtidspræster tilknyttet hospitaler i det meste af Danmark, mener jeg, det er fair, at muslimer har mulighed for at tale med en imam.
Hvad er din vigtigste opgave som hospitalsimam?
– Det er at give patienterne åndelig omsorg. Syge mennesker og deres pårørende er ofte dybt sårbare, og jeg skal kunne rumme deres tanker og følelser og minde dem om ikke at opgive håbet.
Samtidig er min opgave at bygge bro mellem de muslimske patienter og personalet. Der opstår ofte et filter, fordi personalet ikke forstår patienternes vaner og ritualer, og jeg skal give personalet nogle redskaber, så samtalen og forståelsen ikke går i stå under indlæggelsen.
Personalet skal for eksempel vide, at patienterne gerne vil have behandling, selvom de hele tiden taler om Guds vilje. Og når hele familien og fjerne slægtninge igen og igen møder op hos patienten, er det godt for personalet at vide, at det ifølge islam er en social pligt at besøge den syge. Så er det nemmere for personalet at bede familien komme på et andet tidspunkt, hvis det ikke er i besøgstiden.
Kan du give et eksempel på en situation, hvor du har rådgivet en patient?
– Der var en ung teenager, som fik konstateret kræft. Midt i alt det følelseskaos og uvidenhed om fremtiden spørger han mig, om det ifølge islam er tilladt at nedfryse sæd. Det havde lægerne nemlig foreslået ham. Vi havde en god samtale, hvor jeg forklarede ham, at sædnedfrysning er tilladt, blot der ikke er tale om sæddonation. Det gjorde ham afklaret og mere tryg.
Hvorfor har du valgt at være imam på steder som fængsler og hospitaler?
– Fordi det er dér, folk får mest ud af mig. Imamer i Danmark lever en meget indelukket tilværelse og kender ikke til den virkelighed, danske muslimer og befolkningen generelt lever i. Jeg vil gerne vise, at det at være imam er alt muligt andet end at sidde i en moske. Det er også at være sjælesørger, nødhjælpsarbejder eller at lave socialt arbejde. Jeg siger ikke, at bøn og koranlæsning ikke er vigtigt, men der er så mange andre behov, der også skal dækkes. Vi imamer har mulighed for at bidrage med meget andet end at komme på forsiden af de danske aviser på grund af en tale ved fredagsbønnen.
Hvordan har personalet og patienterne modtaget dig?
– Patienterne er glade for, at vi kan bygge bro mellem dem og personalet samt at kunne rådgive dem i etiske og religiøse spørgsmål. En somalisk kvinde kom til mig og sagde, at hun ikke længere behøvede at bede sine bønner i et hjørne og være bange for, at nogen så hende – personalet havde accepteret det. Jeg er overrasket over, at ikke én eneste fra personalet har gjort modstand eller sagt: Dig har vi ikke brug for. De er positive og interesserede i, hvad jeg kan give dem af forståelse for muslimske patienter og deres pårørende.
johansen@kristeligt-dagblad.dk
Naveed Baig
**Født og opvokset i Danmark.
**Han har læst islamiske studier i Pakistan og er uddannet som muslimsk sjælesørger i England.
**Han var med til at etablere et muslimsk bønnerum på Rigshospitalet i august 2006.